Statens administrative opgaver skal samles i to fælles centre: Det ene skal tage sig af løn, bogholderi, regnskab og rejser og ligger i Økonomistyrelsen. Det andet er et fælles statsligt it-center under Skatteministeriet. Begge centre er i høj grad baseret på og afhængige af it.

Den centrale administration består i dag af mere end 170 virksomheder med cirka 87.000 ansatte, der bliver betjent af 4.700 fuldtidsansatte. De to nye centre skal i stedet servicere de mange institutioner.

Alle har sagt i mange år, at det bør gøres, og nu sker det. Det er overraskende og modigt af Finansministeriet, siger direktør Michael Karvø fra Center for Digital Forvaltning, CEDI, og peger på, at der er indlysende gevinster ved at centralisere it og administration.

Gevinsten hentes allerede efter et år

Ifølge Finansministeriets beregninger er gevinsterne så store, at investeringen allerede er tjent hjem efter de første år. Rapporten sætter 661 millioner kroner af til etablering, og gevinsten vurderes til 606 millioner kroner pr. år.

It-centret skal betjene alle ministerierne undtaget Statsministeriet, Forsvarskommandoen, Politiet og dele af Udenrigsministeriet. Lønopgaverne skal fortsat løses med Statens Løn System, SLS, de mange versioner af økonomisystemet Navision Stat skal opgraderes til den nye version 5.1. SAP-installationer bliver ikke berørt i første omgang.

Statens nye it-center skal samle statens servere, support og it-drift. Fagsystemer holdes udenfor, men standard- og kontorprogrammer er med i projektet.

- Bare oprydningen i licenserne med mere end 30.000 medarbejdere vil forbedre business casen, selv om det slet ikke er regnet med i rapporten, siger kontorchef i Finansministeriet Lars Frelle-Petersen, der afviser, at centraliseringen favoriserer Microsofts Officepakke.

- Man kan med lige så god ret sige, at med så mange medarbejdere bliver open source et interessant område.

Stort er godt, men større er endnu bedre. Det er holdningen bag Finansministeriets rapport om etablering af to statslige servicecentre – et til drift af it og et til administrative opgaver som løn, regnskab og rejseadministration. I dag kan hver it-medarbejder i det mest effektive og næststørste ministerium, Justitsministeriet, ifølge rapporten betjene 116 medarbejdere. I det mindste og mindst effektive ministerium, Kirkeministeriet, kan en it-medarbejder kun betjene syv medarbejdere.

- Der er ingen tvivl om, at der er klare stordriftsfordele i drift af it. Det kan vi også se fra mange store private koncerner. Men det er tvivlsomt, om det giver mening at tage de store ministerier med i analysen, når vi kigger på løn og regnskab, siger cand. oecon og lektor Jens Hørlück fra institut for økonomi på Århus Universitet.

Han vurderer, at Finansministeriet ved at bruge den samme model for både it, bogholderi og rejser strækker den økonomiske fremskrivning rigeligt.
- Analysen bliver for snæver, når man bruger en model til fire så vidt forskellige områder. Ved løn og regnskab kunne man lige så godt drage andre konklusioner med en anden model. Hvis det var mine studerende, ville jeg have bedt dem finde alternative modeller, siger han med henvisning til, at de tre store – og effektive – ministerier skævvrider analysen.

- Uden de tre store får du en helt anden kurve ud af det.

Optimistisk skrivebordsøvelse

Steen Andersen, faglig sekretær i PROSA har fulgt arbejdet med rapporten tæt og undrer sig også over optimismen.

- Vi kan ikke få tallene til at hænge sammen. Finansministeriet bør smide de ikke-relevante målinger ud af statistikken. Det er en optimistisk skrivebordsøvelse, siger Steen Andersen, faglige sekretær i PROSA.

Men det afviser Finansministeriet:
- Ministeriernes tal taler et klart sprog. Også når tallene renses for de største ministerier, er der klare tegn på skalafordele på it-området. De store forskelle i effektivitet på tværs af de administrative områder viser et potentiale for yderligere løft ved at sikre anvendelsen af bedste praksis. Det er også helt i tråd med internationale erfaringer, siger kontorchef Lars Frelle-Petersen.

Stram tidsplan skal forhindre kompetenceflugt

PROSA vurderer, at tre år er alt for kort tid til at fusionere it-afdelinger fra mere end 170 institutioner.

- Det kommer ikke til at ske, vurderer Steen Andersen.

Finansministeriet erkender, at tidsplanen er stram.

- Det er en ambitiøs tidsplan. Men jeg mener, at de tre år er realistisk. Og hvis du spørger it-medarbejderne, så er det en alt for lang proces. Vi står jo i et positivt problem med lav arbejdsløshed og mangel på arbejdskraft – især kvalificerede it-folk, siger Lars Frelle-Petersen med henvisning til, at en fusion kan få gode kompetencer til at søge væk.

- En del har formentlig allerede forladt skuden. I fusioner tænker alle først på sig selv, og i det offentlige kan man jo modsat i det private ikke holde forarbejdet hemmeligt på direktionsgangen, indtil planen er klar, siger direktør Michael Karvø fra Center for Digital Forvaltning, CEDI.

- Vi har allerede folk, der ringer og er usikre, siger PROSAs Steen Andersen og tilføjer, at fusionen givetvis også vil give nye, spændende og udfordrende it-job.

Så med tiden skal regnestykket nok gå op.

- På lang sigt er der en rigtig god business case i det. Både økonomi og tidsplan ser fornuftig ud, dog med den klare forudsætning, at der bliver en stram styring af processen og solid ledelsesmæssig opbakning fra Finansministeriet, lyder vurderingen fra Michael Karvø.

Selv om enhver skoleelev i dag er vant til at bruge computer, internet og mobiltelefon, så er der stort set ingen, der kunne finde på at undersøge, hvordan computeren fungerer indeni. Hvad er det for eksempel, Google gør, når den på brøkdele af sekunder søger hele internettet igennem og leverer en række prioriterede svar hentet ud af millioner og atter millioner af hjemmesider? Ingen ved hvordan, men alle gør det. Computeren er blevet ligesom en bil: Det vigtigste er, at bilen kan køre og computeren virker – hvad der er under kølerhjelmen, spiller ikke længere nogen rolle.

Hvad kan datamaskinen?

Men sådan var det ikke i slutningen af 60′erne, hvor de nye elektronregnemaskiner var ved at vinde indpas. DRs Skole-tv så det som en indlysende opgave, at forklare borgerne, hvad de nye datamaskinerne kunne, og hvordan de fungerede. Og Regnecentralen så det som sin mest fornemme opgave, at være den virksomhed, der skulle introducere danskerne for den tids avancerede computere. Christian Gram var sammen med kollegerne H. B. Hansen og Peter Naur Regnecentralens pædagogiske pionerer på tv og radio. Blandt andet opfandt Christian Gram en særpræget, trekantet maskine, der kunne demonstrere logiske operationer. Når man lagde en kugle ind i toppen af maskinen, kunne dens vej ned gennem trekanten illustrere en strøm i datamaskine.

Det store tv-show

- Det var en slags simpel koblingstavle, hvor man kunne stille på en række forskellige lemme undervejs for at styre kuglens vej gennem trekanten. Så forbandt jeg de forskellige lemme med sytråde og viste på den måde, hvordan man laver en binær tæller, fortæller en smilende Christian Gram, der en smule undskyldende kalder de fire tv-udsendelser for “mit store tv-show.”
Det var dengang, Public Service tv blev taget alvorligt. Foruden de fire udsendelser i Skole-tv, lavede de tre pionerer fra Regnecentralen tre radioprogrammer for DR og skrev en undervisningsbog.

Regnecentralen

Christian Grams trekantede koblingstavle var selvfølgelig udviklet på Regnecentralen, hvor han havde sit daglige arbejde. Regnecentralen var nemlig ikke en klassisk it-virksomhed, men Regnecentralens leder, Niels Ivar Bech, så det i stedet som virksomhedens opgave at beskæftige sig med alt, der havde med de nye datamaskiner at gøre. Regnecentralen byggede hardware, udviklede software (både operativsystemer og applikationer), forskede og underviste i datalogi, skrev bøger og meget mere.

- Skole-tv var bare et af de mange eksperimenter, der aldrig tjente penge til Regnecentralen, forklarer Christian Gram. Så selvfølgelig var hans trekant-maskine også bygget på Regnecentralens computerfabrik i Præstø.

Tv-optræden ødelægger patent

- Jeg var endda inde og snakke med et patentbureau om muligheden for at få trekanten patenteret. Men så kom jeg til at nævne, at jeg havde demonstreret maskinen i fjernsynet, og så var den historie ligesom ude. Når ideen er offentlig kendt, kan man ikke få den patenteret, griner Christian Gram.

I virkeligheden troede Christian Gram som uddannet cand. mag i matematik fra Københavns Universitet, at han skulle være matematiklærer resten af livet. Men tilfældigvis sendte forsvaret ham under værnepligten i 1957 ind på Polyteknisk Læreanstalt for at lære at programmere sammen med de første folk fra Regnecentralen.

- Jeg forstod ikke rigtigt noget. Vi havde jo ikke nogen maskine endnu, så det hele var meget abstrakt, fortæller Christian Gram med henvisning til Danmarks første computer, DASK, der først var klar til at køre sit første program i oktober 1957.

- Vi hev jo nærmest os selv op ved håret. Men det var spændende, fordi det var nysgerrige folk, jeg kom til at arbejde sammen med.
Så Christian Gram var hurtigt “solgt” til den anarkistiske pionervirksomhed.

- Vi fik lov til at lave, hvad vi syntes var spændende. Selvfølgelig arbejdede vi hårdt, det gjorde de fleste af os. Der var ikke tale om arbejdstid eller overarbejde. Men det var ikke en plage. Direktør Niels Ivar Bech var en fantastisk inspirator. Han stolede på, at der nok skulle komme noget ud af det, vi lavede. Noget som kunne bruges.

Dyrt bekendtskab for Regnecentralen

Efter værnepligten og nogle år på Polyteknisk Læreanstalt blev Christian Gram i 1962 ansat på Regnecentralen, hvor han kodede sit første program for elselskabet NESA. Programmet skulle beregne stabilitetskurver for elnettet, hvor kraftværker kan komme ud af fase ved driftsforstyrrelser.

- Det er egentlig enkel matematik med løsning af sammenhørende differentialligninger, som astronomer har beregnet i mange år. Men det er en helt anden sag, at programmere beregninger for en datamaskine, måtte jeg erfare. Jeg tilbragte mange sene aftener og nogle nætter med at få det til at køre på DASK, siger Christian Gram med henvisning til, at adgang til maskintid på computeren var en knap ressource, så han var henvist til at teste sit program på Danmarks eneste computer om aftenen og natten.

- Så vidt jeg husker, kostede det fire hundrede kroner i timen at arbejde på maskinen. Det var jo rigtig mange penge, og de første mange aftener gik med bare at rette fejl i programmet, som jeg havde kodet i hånden. Jeg har nok kostet Regnecentralen mange penge i mine forsøg på, at få programmerne til at virke.

Frugtbart eksperimentarium for begyndere

Christian Gram kom blandt andet med i en gruppe på fem-seks mænd, der skulle programmere et bibliotek med standardprocedurer til DASK. Det var en arbejdsmetode, der var helt forskellig fra matematiker-verdenen, hvor man typisk sidder alene med sit arbejde. Programmering på Regnecentralen var helt naturligt gruppearbejde – det var jo udforskning af helt ukendt terræn på den tid. På skift afleverede deltagerne oplæg til nye biblioteksrutiner, og så blev de diskuteret i fællesskab.

- Det var en meget kritisk og grundig diskussion, hvor vi skærpede hinandens programmeringsteknik. Stemningen var meget åben på Regnecentralen. Tænk på, at vi alle var selvlærte begyndere. En slags ignoranter, forklarer Christian Gram med henvisning til, at de ikke havde noget at gå ud fra – alt skulle opfindes fra bunden af. Og det var bogstavelig talt bit-nusseri, fordi lagerpladsen var begrænset, så det handlede om at udnytte pladsen bedst muligt.

- Kunne du spare et par variable, så var det godt. Vi var altid i nød for lagerplads, forklarer Christian Gram.

Lærebøger

Alligevel bliver programmeringen lidt efter lidt trængt i baggrunden til fordel for det pædagogiske. På den tid var der endnu ikke nogle steder, hvor man kunne lære at blive programmør, så Regnecentralen udvikler sammen med EDB-Rådet det, som Christian Gram kalder “Den kongelige hofprogrammøruddannelse,” og han begynder sammen med kolleger på Regnecentralen at skrive en række håndbøger om metodik i programmering – det som man i dag vil kalde for software engineering. Et større projekt der var planlagt til 19 hæfter bliver til på samme måde som programmeringen – i fællesskab.

- Det var et pragtfuldt gruppearbejde, hvor vi skrev udkast, som de andre kritiserede. Det lykkedes os at få lavet 12-13 af de planlagte hæfter.

Regnecentralen lever en omtumlet tilværelse, og Christian Gram tager hele turen med, blandt andet to konkurser og tilhørende rekonstruktion. Kun en gang lader han sig friste af et tilbud fra IBM – i 1961.

- Jeg var til samtale og fik at vide, at alt kunne lade sig gøre. For eksempel spurgte jeg, om jeg kunne skrive en doktordisputats hos dem, og det kunne godt lade sig gøre. Men selv om jeg var stærkt fristet, så sagde jeg nej tak. Der foregik noget på Regnecentralen, som jeg ikke ville gå glip af, fortæller Christian Gram.

Pædagogikken vinder

Alligevel stopper han efter næsten 16 år i 1973 og bliver i stedet en af de første datalogiprofessorer på Polyteknisk Læreanstalt, der i mellemtiden var kommet til at hedde Danmarks Tekniske Højskole. Og som i øvrigt i dag hedder Danmark Tekniske Universitet, DTU.

- Det var nogle skønne år på Regnecentralen, måske lige bortset fra de år, hvor vi gik fallit. Vi arbejdede hårdt, men det var sjovt, siger Christian Gram, og han begræder ikke, at pionereventyret fik en slutning.

- Regnecentralen skabte en række kloge folk og en masse viden, der blev spredt ud i samfundet og skabte god dansk it-udvikling på universiteter og virksomheder, vurderer han.

Der skete sære ting i villaen på Bjerregaardsvej 5 i Valby i slutningen af 1950′erne. Det ældre ægtepar for enden af vejen turde ikke længere gå forbi huset, for man kunne tydeligt se et blåligt lysskær ude fra vejen, og efter sigende arbejdede man med atomer og elektroner derinde. Den slags var jo ikke til at holde indendøre, og ægteparret kunne tydeligt mærke en voldsom prikken i huden, når de gik forbi.

Set med nutidens øjne var det dog ikke specielt farlige ting, der foregik i nummer 5. I den gamle patriciervilla havde man nemlig installeret den første, danske computer – matematikmaskine eller elektronregnemaskine, som det hed på den tid. Maskinen var udelukkende beregnet til regnestykker. Kun ganske få mennesker på den tid kunne i deres vildeste fantasi forestille sig, at en datamaskine også ville kunne bruges til tekstbehandling, musik, billeder eller video.

Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator, DASK, hed maskinen, der var bygget af radiorør. Transistorer eller chips var ikke opfundet endnu. Selv om eftertiden har skabt det rygte, at den fyldte et to-etages hus, så er sandheden at selve maskinen var installeret i det, som teknikerne med respekt for den gamle villa stadig kaldte “spisestuen.” Et herskabeligt rum med stuklofter og egetræsparket.

Brandfarlig monster-maskine

Monsteret vejede tre et halvt ton, og gulvet måtte forstærkes med ekstra stolper i kælderen, der rummede det omfattende kølings- og ventilationsanlæg til maskinen. Den store maskine blev iøvrigt kølet direkte med vand fra vandværket – det var inden, der var noget, der hed vandafledningsafgifter.

Radiorør udvikler meget varme og kan let brænde over, og at starte DASK var noget, der tog adskillige minutter og krævede kyndig betjening. Det skete meget forsigtigt i en række trin, hvor der langsomt blev sat strøm på radiorørene for at varme dem skånsomt op, mens kølingen samtidigt blev sat i gang. Faktisk var den første datamaskine i USA brudt i brand med katastrofale følger – simpelthen fordi den udviklede så meget varme.

DASK kunne lægge to tal sammen på 56 mikrosekunder og havde en hukommelse på fem kilobyte. Det første program, der løb gennem maskinen den 29. september 1957, kørte cirka 200.000 gange langsommere end det, som en almindelig pc i dag kan præstere. Maskinen var bygget for penge fra amerikanernes Marshall-hjælp og kostede det, der i dag ville svare til 11 millioner kroner.

Der var hverken skærm, tastatur eller mus. I stedet blev programmet læst ind i maskinen fra en papirstrimmel, og maskinen blev styret fra en pult med knapper og lamper. Kontrolbordet, som det hed, stod den første tid på et vaskehusbord hentet i kælderen. Resultaterne blev også leveret på en papirstrimmel eller på en almindelig skrivemaskine, der var bygget om.

Kvinderne syede lageret

DASK var nærmest en tro kopi af det svenske forbillede, BESK. Og ikke bare svenskerne men også tyskerne, amerikanerne og briterne havde i de forgangne år bygget flere forsøg på en elektronhjerne, som en computer blev kaldt på den tid. Og selv om danskerne direkte kunne drage nytte af deres erfaringer, og man endda kunne købe flere af de nødvendige enheder, så var det alt for dyrt for det danske computerbudget. DASK-folkene byggede derfor selv det meste af maskinen.

Det var den selvlærte elektronikmekaniker Tage Vejlø, der stod for det meste af konstruktionen. Blandt andet havde han købt cirka 65.000 små jernringe i USA, der skulle syes sammen med kobbertråd i et tredimensionalt netværk og bruges til hukommelse i maskinen.

- Det gjorde min kone, Solveig, min svigerinde Bodil og hendes datter hjemme ved køkkenbordet, fortæller Tage Vejlø.

Tage Vejlø havde også været i Tyskland for at se på de tromlelagre, man kunne købe. Et tromlelager svarer til vor tids harddisk, hvor data er lagret, når maskinen er slukket.

- Men det var fuldstændig åndssvagt at købe det i Tyskland. De var for store og for dyre. Vi havde jo ikke slet ikke den slags penge, så jeg lavede det i stedet fra bunden af, fortæller han.

Sov sig til succes

Tage Vejlø investerede i en Nilfisk-støvsuger og en malersprøjte, som han brugte til at sprøjte magnetstof på tromlen, som han også havde skaffet fra USA.

- Jeg måtte forsøge mig frem mange gange for at få det jævnt. En morgen jeg kom, lå hele belægningen endda på gulvet.

Selve testen af tromlelageret kom han sovende til, fordi DASK havde tilsluttet en højttaler, så man kunne høre, når den regnede.

- Vi trak divanen hen til højttalerne og satte testprogrammet i gang. Det gav en rytmisk og monoton lyd, mens den igen og igen læste og skrev på tromlelageret. Hvis der opstod en fejl, gik maskinen i stå af sig selv, mens den hylede og bippede, og jeg vågnede og justerede hovedet eller skiftede det ud og satte den i gang igen. Klokken syv stod jeg op og satte vand over til kaffe og hentede morgenbrød til de andre medarbejdere, der kom klokken otte. Sådan blev vi ved nat efter nat, fortæller Tage Vejlø.

Klarede folketingsvalg med bravour

Det lyder primitivt, men danskerne var med Regnecentralen og DASK med helt fremme blandt de forreste pionerer i den spirende edb-teknologi. Og DASK gav hurtigt blod på tanden, så meget hurtigt var Regnecentralen i gang med at udvikle næste generation af danske datamaskiner, Gier-computeren, der kom i serieproduktion.

Men DASK nåede dog at medvirke som regnemaskine til Danmarks første folketingsvalg med elektronisk optælling. Kun halvanden måned før valget i november 1960 bad DR Regnecentralen om hjælp, så der blev udviklet valgprogrammer på rekordtid, og DASK klarede opgaven uden problemer. Eller næsten:

Telefonforbindelsen mellem villaen i Valby og Radiohuset på Rosenørns Allé brød ned, så i stedet kørte taxaer i pendulfart med maskinens resultater, der blev hejst op i Radiohuset i kurve. Til gengæld var DASK klar med landsresultatet halvanden time før Indenrigsministeriets hær af medarbejdere, der var ustyret med papir og mekaniske regnemaskiner. Og tallet stemte.

Selv om mange på den tid mente, at én regnemaskine i Danmark måtte være nok til at dække behovet, så viste det sig hurtigt, at sådan en maskine kunne bruges til et utal af mangeartede opgaver, så DASK kørte nærmest i døgndrift de første år, indtil den var håbløst forældet og blev sendt på pension i slutningen af 60′erne.

Siden har tusinder – ja millioner af computere over hele kloden overtaget regnearbejdet og mange trivielle arbejdsopgaver fra os mennesker. Også denne artikel er skrevet på en computer. Hvad ellers?

Tidslinje

1947 – Akademiet for de tekniske Videnskaber nedsætter Regnemaskineudvalget, der skal følge udviklingen af de moderne regnemaskiner.

1955 – Regeringen bevilger 900.000 kroner af Marshallhjælpens såkaldte counterpartmidler til at bygge en elektronregnemaskine. Regnecentralen bliver stiftet og har til formål at anskaffe og drive matematikmaskiner, som det hed på den tid.

29. september 1957 – DASK kører sit første program. Måneder efter demonstreres DASK på en udstilling i Forum – fjernbetjent via telefonnettet.

13. februar 1958 – DASK meldes færdig og overgår til almindelig drift. Datoen regnes som DASK’s officielle fødselsdag og fejres hvert år af Dansk datahistorisk Forening.

15. november 1961. DASK beregner som den første computer nogensinde valgresultatet til folketingsvalget i samarbejde med Danmarks Radio.

1969 – DASK er forældet og sendes på pension. Maskinen køres på Teknisk Museum i Helsingør.

I 70′erne rives huset i Valby ned for at give plads til Carlsbergs nye laboratorium. I dag er der mikrobryggeri og besøgscenter på stedet.

Lav selv et program til Danmarks første computer

På hjemmesiden www.datamuseum.dk kan du downloade et program, der efterligner Danmarks første computer. Lav selv et DASK-program og slut højttaleren til, så du kan høre den regne.

I den gamle patriciervilla var installeret den første danske computer eller elektronregnemaskine, som det hed på den tid. Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator, DASK, hed maskinen, der var bygget af radiorør. Selv om eftertiden har skabt det rygte, at den fyldte et to-etages hus, så er sandheden, at selve maskinen var installeret i spisestuen.

Monstret vejede 3,5 ton, og gulvet måtte forstærkes med ekstra stolper i kælderen, der rummede det omfattende kølings- og ventilationsanlæg til den store maskine, der blev kølet direkte med vand fra vandværket.

DASK kunne lægge to tal sammen med den imponerende hastighed af 56 mikrosekunder og havde et RAM-lager på fem Kbyte. Inputenheden bestod i første omgang af en strimmellæser, og maskinen blev styret fra en slags konsol. Kontrolbordet, som det hed, var en stor pult med knapper og lamper, der viste indholdet af de enkelte registre. Kontrolbordet stod den første tid på et vaskehusbord hentet i kælderen, ligesom den første outputenhed var en almindelig skrivemaskine, der blev forsynet med magnetrelæer under hver tast.

DASK var nærmest en tro kopi af det svenske forbillede, BESK, der var bygget efter det ungarnskfødte, matematiske geni John von Neumanns principper. Han var professor på Institute for Advanced Study på det amerikanske Princeton Universitet, og i 1945 beskrev han i samarbejde med to kolleger designet af en computer med styreenhed og regneenhed (CPU), et internt arbejdslager og enheder til ind og udlæsning. Og de fandt ud af, at programmet skulle ligge i selve hukommelsen og ikke bare læses ind undervejs.

Selvgjort er velgjort

Også tyskerne, amerikanerne og briterne havde bygget flere forsøg på en elektronhjerne. Men selv om danskerne direkte kunne drage nytte af deres erfaringer og kunne købe flere af de nødvendige enheder, var det alt for dyrt for det danske computerbudget. DASK-folkene måtte bygge det meste selv.

De havde bl.a. købt cirka 65.000 små ferritringe i USA, der skulle indgå i ram-lageret. Dem tog den selvlærte elektronikmekaniker Tage Vejlø med i kufferten til Stockholm, hvor de blev testet i et selvlavet program på svenskernes BESK-computer. Hjemme i Danmark blev de små jernkerner syet ind i et tredimensionelt netværk af kobbertråde.

»Det gjorde min kone Solveig, min svigerinde Bodil og hendes datter hjemme ved køkkenbordet. 42 plader plus en reserveplade, hvor hver ferritkerne i pladerne blev forbundet med en x- og en y-tråd samt en læsetråd og en tråd til at nulstille magnetiseringen af kernerne,« fortæller Tage Vejlø.

Han fortæller, at ud af de 43.000 ferritringe, der havde bestået prøven i Stockholm, svigtede ikke en eneste. DASK’s hukommelse fra køkkenbordet fungerede fejlfrit. Tage Vejlø havde også været i Tyskland for at se på de tromlelagre, man kunne købe.

»Men det var fuldstændig åndssvagt at købe det i Tyskland. De var for store og for dyre. Vi havde jo slet ikke den slags penge, så jeg lavede det i stedet fra bunden af,« fortæller han.

Sov sig til succes

Tage Vejlø investerede i en Nilfisk støvsuger og en malersprøjte, som han brugte til at sprøjte det fra Amerika fremskaffede magnetstof på tromlen.

»Jeg måtte forsøge mig frem mange gange for at få det jævnt. En morgen jeg kom, lå hele belægningen endda på gulvet. Men jeg fandt ud af, at det bedste til at slibe med var groft indpakningspapir.«

Også læse-/skrivehovederne til tromlelageret var håndlavede ud fra købte ferritpoler.

»De blev forsynet med små spoler, som vores koner havde siddet og rullet derhjemme. Og så havde jeg fundet noget aluminiumsfolie med en tykkelse på 0,05 mm, som jeg stak imellem for at give den præcise afstand på luftgabet, mens jeg limede delene fast med Araldit. Hovederne skulle være 100 pct. perfekte, før de blev sat ind i tromlen, så magnetbelægningen ikke blev ødelagt,« forklarer Tage Vejlø.

Da han sammen med sine medarbejdere var gået i gang med tromlelageret, var resten af DASK allerede færdig og i drift. Og der var fra den første dag voldsom rift om Danmarks eneste og første computer. Hele dagen skulle den køre for at tjene penge ind, så Vejlø og hans folk var henvist til at teste tromlelageret om natten.

»Vi trak divanen hen til højttalerne i kontrolbordet og satte testprogrammet i gang. Det gav en rytmisk og monoton lyd, mens den igen og igen læste og skrev på tromlelageret. Hvis der opstod en fejl, gik maskinen i stå af sig selv, mens den hylede og bippede, og jeg vågnede og justerede hovedet eller skiftede det ud og satte den i gang igen. Sådan blev vi ved nat efter nat,« fortæller Tage Vejlø.

Klarede valget med bravour

Danskerne var med Regnecentralen og DASK på den tid med helt fremme blandt forreste pionerer i den spirende edb-teknologi. DASK gav hurtigt blod på tanden, og meget hurtigt var Regnecentralen i gang med at udvikle næste generation af danske datamaskiner, Gier-computeren, der kom i serieproduktion.

DASK nåede at medvirke som regnemaskine ved Danmarks første folketingsvalg med elektronisk optælling. Kun halvanden måned før valget i november 1960 bad DR Regnecentralen om at hjælpe, så der blev udviklet valgprogrammer på rekordtid, og DASK klarede opgaven uden problemer. Eller næsten: Teletypeforbindelsen mellem villaen i Valby og Radiohuset på Rosenørns Allé brød ned, så taxier måtte køre i pendulfart med maskinens resultater, der blev hejst op i Radiohuset i kurve.

Selv om mange på den tid mente, at en regnemaskine i Danmark måtte være nok til at dække behovet, så viste det sig hurtigt, at sådan en maskine kunne bruges til et utal af mangeartede opgaver. DASK kørte nærmest i døgndrift de første år, indtil den var håbløst forældet, og Gier-maskinerne og den begyndende import af udenlandske datamaskiner gav konkurrence.

Allerhelst ville Erik Henz Kjeldsen fra DR købe eller leje Janus Friis fildelingsteknologi, der ligger bag internet-tv-tjenesten Joost. Det er en videreudvikling af den peer-to-peer-teknologi, der ligger bag kontroversielle Kazaa og milliard-indbringende Skype. Erik Henz Kjeldsen ved nemlig godt, at DR er nødt til at kaste sig over peer-to-peer tjenester, når publikum for alvor får smag for at se tv over internettet. Og det kommer, det ved han- Der er ingen tvivl om, at Joost er verdens førende på peer-to-peer til tv, og DR kommer til at lancere peer-to-peer i større stil. Men Joost har valgt en anden forretningsmodel, hvor de selv driver forretningen i stedet for at give adgang til deres teknologi, og det er fair nok, siger Erik Henz Kjeldsen, der i flere år har været udviklingshef for nye medier i DR og fra nytår får ansvaret for den digitale distribution i den gamle, danske medievirksomhed.

Hvis DR selv skal distribuere tv-signalet via nettet direkte, kræver det typisk en server pr. 600 til 1.000 seere ved en streaming på en megabit.
- Det kan hurtigt blive dyrt, konstaterer Erik Henz Kjeldsen.

Da Joost-teknologien er uden for rækkevidde i eget DR-regi, ser han derfor kun to muligheder for at levere tv over nettet: Enten ved at forsøge sig med andre peer-to-peer teknologier eller også distribuere DR-programmer via eksterne portaler og tjenester som eksempelvis Youtube, Babelgum eller Joost.

DR-logoet må ikke forsvinde

- Vi har pilotaftaler med begge de to danske leverandører af peer-to-peer teknologi både til radio og tv, og de foreløbige resultater er gode. De kan skalere og bliver mere og mere stabile – og de giver effektive besparelser til hardware, siger han.

Til gengæld er han mere afventende overfor at levere DR-programmer via tredjepart:

- Det er vigtigt at fastholde en bevidsthed hos brugerne af, at det er DR, der står bag udsendelserne. Så spørgsmålet er, om det nødvendigt for DR at være hos andre for at være noget for alle. Det er det ikke i dag, og vi kommer i hvert fald aldrig til at lægge alt DR-indhold ud på eksempelvis Joost, siger Erik Henz Kjeldsen, der alligevel lader en kattelem stå åben:

- Men det kan jo komme, og faktisk forsøger vi det allerede i samarbejde med DSB, hvor der kører et spin-off på DR Update på cirka 30 skærme i S-togene mellem Holte og Høje Tåstrup. Men vi vil fastholde kontrol så længe vi kan, tilføjer han og peger på, at DR eksperimenterer med “tusinder af ting.”

Tilgængelighed for alle – næsten

- Vores interesse og forpligtelse er at komme ud til alle. Og vi er førende på on-demand i Danmark. Man kan sige, at on-demand er public service i en nøddeskal, siger Erik Henz Kjeldsen.

Men gælder public service så ikke for Mac- og Linux-brugere, der har svært ved at få fornøjelse af DRs tv-udsendelser på nettet, fordi de konsekvent distribueres til Windows Media Player? Bør DR ikke overholde åbne standarder?

- Jeg er ikke optaget af åbne standarder – men af tilgængelighed. Og bruger vi Windows Media Player, når vi med en teknologi ud til 97 procent af brugerne, lyder det fra Erik Henz Kjeldsen, der dog arbejder intensivt på at skabe en fælles løsning, der kan få alle tekniske platforme med.
- Der findes en åben og relativ tilgængelig standard til mpeg4, H264, som jeg har forelsket mig i. Den er lidt bøvlet at installere i Windows Media Player, men understøttes fint af Mac og Linux, forklarer han og tilføjer:
- Problemet er, at vi ikke kan gå ud og købe de her løsninger. Vi er nødt til at udvikle dem selv, siger Erik Henz Kjeldsen og peger på, at DR uploader mere end 10.000 nye klip hver uge. Det er et kæmpe arbejde, der skal ske automatisk, og den teknologi har Microsoft til Windows Media Player.

Der er nogle historier, der bare klæber og klæber. Historier, der bare ikke er til at slippe af med. Sådan må Christian Rovsing have det med historien om hans virksomheds konkurs den 31. august 1984. Den sorte fredag. Ikke bare stifteren selv, også de knap 1.300 ansatte, og hele det danske samfund blev chokeret over, at datidens højteknologiske fyrtårn, Christian Rovsing A/S måtte lukke. En dansk virksomhed, der for alvor havde bidt skeer med de store rundt om i verden; med talrige store, internationale og udansk ambitiøse udviklingsopgaver til blandt andre amerikansk og europæisk rumfart, militærindustri, luftfartsselskaber, banker og meget mere. Christian Rovsing kunne den særlige kunst at sælge edb til amerikanerne. Selv om Christian Rovsing mange gange har svaret på spørgsmål om den uventede konkurs af hans livsværk, så afviser han at have spekuleret over, hvorfor korthuset brasede sammen.

- Det har jeg ikke, og jeg har faktisk ingen kommentarer til det, siger Christian Rovsing til PROSAbladet.

Den enorme skuffelse
Selv om han har skrevet en selvbiografi, “Et liv i teknik og politik”, fra 1999, så forekommer Christian Rovsing at være en mand, der udelukkende er optaget af, hvad fremtiden kan bringe af udfordringer. Gennem hele interviewet er det nærmest umuligt at få ham til at tale om et langt liv i dansk it-historie. Det er som om, han ikke kan tale i datid. Det er først, da samtalen falder på hans nyeste virksomheder, de nyeste projekter og de nyeste udfordringer, at den snart 70-årige Christian Rovsing liver op og begynder at fortælle.

Alligevel er vi nødt til at dvæle et øjeblik ved den klæbrige historie om krakket i eftersommeren 1984, der kun får to kortfattede sider i hans egen selvbiografi.

- Det var en enorm skuffelse for mig at se tingene falde fra hinanden, skriver Rovsing i sin selvbiografi og tilføjer:

- Det var tyve års spændende og givende arbejde, der fra den ene dag til den anden faldt sammen. Vi havde fra ledelsens side drevet virksomheden så godt, som vi følte, vi kunne. Den voldsomt ekspanderende virksomhed med en lang række store udviklingsprojekter var simpelthen løbet tør for penge, og en storstilet kapitalindsprøjtning fra et internationalt konsortium af ti banker, mislykkedes i ellevte time. Det manglende økonomiske overblik åbenbarede kreditorkrav på 1,6 milliard kroner. Udover en række teknologiske og forretningsmæssige succeser resulterede det heftige udviklingstempo også i nogle grimme fiaskoer. Et stort it-system til Danmarks Radio, DORA, havde så store problemer, at det fik øgenavnet Manuella, og en stor leverance på et booking- og datanetsystem til en række nordamerikanske flyselskaber kuldsejlede.

Findes det ikke – laver vi det
I sine velmagtsdage var mottoet for Rovsing: “Hvis det ikke findes, så kan vi lave det for Dem.” Og han veg ikke tilbage for at regne ukendte teknologiske landvindinger ind i opgaverne.

- Projekterne havde en vis udviklingstid – flere år. Vi kunne regne med, at selv om vi ikke kan gøre det nu, så har vi sat nogle mål, som vi ved, at den tekniske udvikling vil løse inden for de kommende år. Det kunne man vide med stor sikkerhed. Sådan gik det jo. Det stoppede ikke – det fortsatte, fortæller Christian Rovsing. Alligevel væltede Rovsings livsværk.

- Så måtte man jo lave noget. Der var jo ingen grund til at lægge sig på sofaen derhjemme og tænke på fortiden, tilføjer Rovsing, der endnu ikke har planlagt at trække sig tilbage og vurderer, at arbejdsugen stadig er på 60-70 timer. Men der er vist heller ikke nogen, der kan beskylde civilingeniøren, erhvervsmanden, politikeren, familiefaren og måske mest af alt entreprenøren Christian Rovsing for at have tilbragt urimelig lang tid på langs på sofaen i sit lange liv. Konkursen viste sig nemlig hurtigt bare at blive en parentes i en imponerende lang erhvervsmæssig, politisk og teknologisk karriere. Konkursen var kun det sørgelige resultat af en eksplosiv udvikling i den it-virksomhed, som Rovsing grundlagde præcis 21 år forinden. I løbet af weekenden og de kommende uger var en lang række af projekterne – og medarbejderne – ført over i nye virksomheder. Og arbejdet fortsatte.

To år hos IBM – og så i gang
Hvis virksomheden havde holdt bare en enkelt dag længere, til den første september 1984, ville Christian Rovsing A/S kunne have fejret virksomhedens 21 års jubilæum. Han stiftede virksomheden den første september 1963 i sine forældres kælder i Rødovre efter i gennem to år at have samlet sig erfaring og kontakter som forsker for IBM i Stockholm, USA (San Jose i Californien) og Frankrig. I USA nåede Rovsing at arbejde på den tids computere, og blev så optaget af mulighederne, at der ikke var plads til meget andet.

- Jeg var så betaget af de teknologiske udfordringer, at jeg med fuldt overlæg og uden følelse af afsavn fravalgte ellers fristende fritidstilbud som baseball og jazzmusik, som i de hede californiske aftener var blandt ungdommens foretrukne aktiviteter. Når jeg endelig var kommet til USA og havde adgang til disse fantastiske edb-anlæg, så skulle de også bruges, skriver han i sin selvbiografi. Det var først og fremmest processtyring, som hans nye kældervirksomhed kastede sig over.

- Jeg var drevet af den overbevisning, at der var utrolig meget trivielt og nedslidende arbejde, der kunne automatiseres ved hjælp af robotter og edb-maskiner, forklarer han i sin biografi.

Også Rovsing begyndte i kælderen
Det første gennembrud blev en kontrakt med cementkoncernen F.L. Schmidt om at automatisere og effektivisere produktionen på fabrikkerne, og proceskontrol var i de første år Rovsings eneste vare på hylderne. Men virksomheden voksede med eksplosiv hast. Efter kælderen erhvervede Christian Rovsing et hus på Rødovrevej, og i slutningen af 60′erne rykkede virksomheden ind i Adelgade i det indre København. Her trængte virksomheden sig efterhånden ind på nye forretningsområder, i første omgang et system til Rigshospitalet, der kunne overvåge og analysere patienternes elektrokardiogram. En opgave der stillede store krav til præcision og pålidelighed – og patienternes sikkerhed. De erfaringer blev værdifulde i de kommende års nye forretningsområder, hvor Christian Rovsing A/S kunne udnytte sine erfaringer med at skabe solide og pålidelige it-systemer inden for en række nye områder. Blandt andet vandt virksomheden en ordre om at levere computerudstyr og software til den europæiske rumorganisation, ESRO, European Space Research Organisation. Det var stadig i computerindustriens barndom, og ligesom Regnecentralen og de fleste andre udenlandske it-virksomheder udviklede Christian Rovsing A/S med største naturlighed både hardware og software til sine løsninger. I 1968 blev virksomheden skilt op i en division for software og en elektronik division, hvor elektronikdivisionen udviklede en modificeret pacemaker. En teknologi, der blev patenteret og solgt videre til Siemens.

Kunder som NATO, NASA og CERN
Softwaredivisionen udviklede edb-programmer men drev også et givtigt servicebureau, der servicerede en lang række kunder på virksomhedens egne IBM og Borroughs mainframeanlæg. Softwaredivisionen blev i løbet af 70′erne rygraden i de ambitiøse udviklings- og forskningsaktiviteter i elektronikdivisionen. Det blev også nødvendigt med en stabil og indtægtsgivende virksomhed, da elektronikdivisionen tegnede en række store udviklingskontrakter for kommerciel luftfart og udstyr til det danske luftvåben, forsvaret og NATO. I 1975 begyndte Christian Rovsing A/S blandt andet at udvikle en computer til de nye F16 jagerfly, ligesom Rovsing fra 1973 til 1975 tegnede en række store kontrakter i forbindelse med kommercielle og videnskabelige satellitprogrammer. Christian Rovsing var endda selv med til at stifte verdens første kommercielle raketfirma, Arianespace og var leverandør til den amerikanske rumfartsorganisation NASA og det europæiske forskningslaboratorium CERN. I mellemtiden var Christian Rovsing A/S flyttet til større lokaler i Herlev, men også de bliver for trange, og i 1977 tager Rovsing spadestik til en egentlig computerfabrik på 5.500 kvadratmeter på Lautrupvang i det spirende it-miljø i Ballerup.

Pionertekniker, politiker og erhvervsmand
Det kan være nærmest umuligt at skille mand og virksomhed fra hinanden. På trods af at Rovsing samtidig have en politisk karriere og virkede som teknisk kommentator i radio og tv, har han formået at lade sin egen person og sine virksomheder være ét og samme. Efterhånden som virksomheden voksede, lykkedes det på trods af sin teknologiske flair og store interesse for teknologien for Rovsing selv at holde sig til de overordnede og udadvendte aktiviteter.

- Christian Rovsing er entreprenøren, og det var ham, der tegnede virksomheden udadtil, og det gjorde han godt, siger Claus Jepsen, der fra midten af 70′erne og frem til konkursen i 1984 var direktør for EDB Divisionen i Christian Rovsing A/S. I sin bog Industriens århundrede kalder forfatteren Eigil Evert Rovsing for “Dansk IT’s far” og skriver:

- Sig navnet Christian Rovsing til en dansk ingeniør i midten af fyrrerne, og det er muligt, at den midaldrende teknokrat vil fælde en sentimental tåre. For hvis han har et idol i livet, er det efter stor sandsynlighed Christian Rovsing. Og han vil sige, at Christian Rovsing er den mest inspirerende chef, han nogensinde har haft.

Rovsing selv var mest optaget af idéudvikling, kundekontakt og opdyrkning af nye forretningsområder. I sin selvbiografi fortæller han blandt andet, at han lige siden den spæde begyndelse har sat en ære i at møde kunderne personligt.

Kreativ ledelse af kreative mennesker
- Christian Rovsing gravede sig ikke ned i detaljerne, og der var mange dygtige mennesker, der fik ansvar. Der var rigeligt plads til talenterne, og der var jo utroligt mange dygtige medarbejdere i staben. Det var en attraktiv arbejdsplads, tilføjer Claus Jepsen og peger på, at selv om, Christian Rovsing var en højteknologisk arbejdsplads præget af dataloger og ingeniører, så lykkedes det virksomheden at tiltrække talenter på alle niveauer af virksomheden.

- Det var i virkeligheden en uofficiel it-uddannelse – et sted, hvor nyuddannede fik mulighed for at arbejde med store projekter. Det var i det hele taget en meget åben og inspirerende verden, sagde Jørgen Balle i 2001 til Computerworld. Jørgen Balle var hos Rovsing gennem 16 år. Det er tankevækkende, at Christian Rovsing konsekvent og nærmest majestætisk taler om “vi”, når han omtaler sine virksomheder. Selv om han har været den indiskutable frontfigur, lægger han ikke skjul på, at arbejdet gennem hele karrieren har været i tæt samarbejde med kompetente teknikere og den daglige ledelse.

- Alle er afhængige af hinanden i sådan en virksomhed, og jeg har oplevet det som et fællesskab. Når vi har diskuteret et emne, er det ikke sikkert, at vi har været enige, men vi tager en beslutning. Og det er ikke nødvendigvis min beslutning, der vinder. Vi har nogle særlige måder at afgøre det på, og det har vist sig at fungere meget godt, siger Christian Rovsing og understreger, at alle har haft indflydelse.

Milestones – ikke management
- Vi kørte en meget decentral organisation for at motivere folk mest muligt, og det gør vi stadig. Når man arbejder med kreative folk, så skal man passe på at give dem lejlighed til at udfolde sig. Lad folk få en chance for at vise, at de godt kan. Ellers fungerer det ikke, forklarer han. Selv om enkeltmandsvirksomheden Christian Rovsing A/S på rekordtid voksede sig kæmpestor, har stifteren og civilingeniøren ikke selv brugt tid eller kræfter på at videreuddanne sig til virksomhedsleder.

- Jeg har aldrig spekuleret over managementteorier og den slags, det kan jeg godt love dig. Vores kontrolforanstaltninger var milestones. Det giver folk mulighed for at udvikle projektet undervejs: Nu er vi blevet klogere, så nu kan vi gøre det på en bedre måde, og vi kan godt nå at ændre det. Efter min mening kan man ikke gøre det på andre måder uden at have en masse folk rendende rundt og genere hinanden, siger Christian Rovsing. Til gengæld var Christian Rovsing A/S kendt for at give medarbejderne mulighed for at efteruddanne og opkvalificere sig. Det har også været nødvendigt, fordi virksomheden kastede sig over mange nye brancher og i særdeleshed mange nye teknologier. I slutningen af 70′erne tegner Christian Rovsing A/S tre store forsvarskontrakter med det danske forsvar og NATO, og i 1980 flyttes de mange it-opgaver til forsvaret over i en selvstændig division.

Danske computere til amerikanerne
Allerede i 1972 er Christian Rovsing A/S klar med sin første egenudviklede computer, CRP. I 1975 er virksomheden klar med anden generation, CR80S minicomputeren, der sælges i mere end 500 styk. I januar 1981 – mere end et halvt år før IBM introducerer den første Personal Computer, pc – er Christian Rovsing klar med sin tredjegenerations minicomputer, CR80M, der ligesom IBM’s pc er bygget op af standardelementer i et modulært design. Men CR80M er ikke bare en lille computer. Den kan konfigureres med flere CPU’er, og flere kan sættes sammen i en større installation og dermed give samme computerkraft som den tids mainframecomputere. I de følgende år bliver CR80M-computeren grundstammen i praktisk taget alle de it-løsninger, som virksomheden udvikler. Også i forsvars-, luftfarts- og rumprojekter, hvor der stilles store krav til driftsstabilitet. Det var normalt, at hver eneste CPU i kritiske anlæg var dubleret, N+N, men Rovsing havde udviklet en driftssikker løsning, hvor maskinerne i en installation kunne dubleres af en enkelt fælles maskine, N+1. Blandt andet blev Dankortsystemet udviklet til at køre på en CR80-installation i januar 1985. Den teknologiske udfordring bestod først og fremmest i at dimensionere et netværk og en installation, der kunne klare de mange transaktioner, der finder sted i “myldretiden” – typisk lørdag mellem 11.45 og 12.15 og onsdagen før påske. Christian Rovsing blev valgt af det nystiftede PCB (det, der nu hedder PBS) uden konkurrenter.

Rovsing er også far til Dankortet
- Så vidt jeg husker, blev Rovsing valgt som leverandør uden en egentlig udbudsforretning. Rovsing havde erfaring med et meget, meget højt sikkerhedsniveau fra militære systemer – og så tror jeg, at de mange transaktioner skræmte andre leverandører væk, fortæller den daværende projektchef hos Christian Rovsing A/S Poul Bøegh-Nielsen. Og så gik Rovsing endda konkurs midt i udviklingsarbejdet – fire måneder før systemet skulle i luften.

- Det var selvfølgelig en uting, at Rovsing gik ned. Men jeg kan ikke se, hvem der ellers kunne have udviklet det, siger Ole Lachmann, der var teknisk chef for Dankortsystemet hos PCB. Den sorte fredag, hvor Christian Rovsing gik konkurs, skyndte medarbejderne sig at flytte de reservedele, som PCB havde købt over i PCB’s lokaler. I løbet af weekenden skruede PCB en plan sammen, der garanterede de implicerede Rovsing-medarbejderes løn, og hurtigt fortsatte Dankort-projektet i et nyt selskab. Og systemet gik i luften til tiden. CR80-installationen til Dankortet kørte i ti år uden nævneværdige problemer frem til august 1985, hvor systemet blev flyttet over på en IBM-installation. I øvrigt et projekt, som politikeren, teknikeren og erhvervsmanden Christian Rovsing var involveret i fra alle sider. Endda uden at få habilitetsproblemer på halsen. Men selv om den sorte fredag var et chok for alle parter, fortsatte mange af projekterne i nye selskaber. Enten købt ud af konkursboet af andre virksomheder eller af medarbejderne. Foruden aktiviteterne i det genrejste Christian Rovsing af 1984 kan man trække rødderne i en lang række danske it-virksomheder tilbage til Christian Rovsing A/S. Blandt andre CRI, CMA, Dataco, Olicom, Cocom, Procos, Uniras og Scanview.

Medarbejderne var tilbage efter et år
Søren Sørensen var en af dem, der fulgte med, da Alcatel og senere BBN købte Rovsings afdeling for netværk til flyselskaber, CR Systems. I 1989 købte han sammen med to andre BBN ud og overtog virksomheden, der primært udviklede og driftede netværk for luftfartsselskabet Delta Airlines.

- Der kom jo en masse virksomheder ud af Rovsing-eventyret, og mange af folkene fra dengang sidder og deltager i ledelsen mange steder i it-branchen, forklarer Søren Sørensen. Det bekræfter Claus Jepsen, der selv var med til at stifte CMA Data på resterne af Rovsings servicebureau. CMA Data overtog i øvrigt de gamle Rovsing-lokaler på Marienlundsvej 46 i Herlev, hvor servicebureauet fortsatte, da resten af Christian Rovsing A/S i slutningen af 70′erne flyttede til Ballerup.

- På langt sigt tror jeg, at konkursen har udviklet sig til noget meget fornuftigt, og Christian Rovsing A/S var også nået til en fase, hvor det var nødvendigt at splitte virksomheden op, men det var så ærgerligt, at det blev konkursen, som skulle tvinge opsplitningen igennem, siger Claus Jepsen. CMA Data virkede frem til 1993, hvor virksomheden blev købt af IBM. Ifølge en opgørelse, som Børsens Nyhedsmagasin lavede i 1986, var antallet af medarbejdere i Christian Rovsings virksomheder allerede, et år efter krakket, tilbage på samme niveau – og de mange nye virksomheder fortsatte med at storme frem.

Det er bare om at komme i gang
Ser man tilbage på it-historiens gang, er der ikke nogen grund til at græde over krakket i 1984. Og Rovsing har foruden sin politiske karriere, en række bestyrelsesposter og personligt engagement i egne virksomheder kastet sig over noget helt nyt: Biologiske virksomheder.

- Hvis du ser inden for medicin, miljø og energi, så er der så mange uløste problemer. Der er udfordringer som aldrig nogensinde, og der er muligheder for at løse det. Der er så mange muligheder, som ikke fandtes for ti år siden, siger han.

Selv om it ikke længere er hovedinteressen er det stadig teknikkens muligheder, der er drivkraften.

- Vi har et børsnoteret selskab med en børsværdi på over hundrede millioner kroner i dag. Det er ganske spændende, og det er helt nyt. Vi går ikke efter at løse kræftens gåde. Det er forholdsvis jordnært, det er forholdsvis anvendeligt, og det er ganske spændende. Interessen er usvækket, og jeg er sikker på, at der kommer flere virksomheder, end jeg har i dag, forklarer den 69-årige Christian Rovsing. Som han skriver i sin biografi:

- Det er bare om at komme i gang.

Tidslinie for Christian Rovsing
1955 Matematisk student fra Vestre Borgerdyd skole
1957- Naturvidenskabelig freelancemedarbejder for Danmarks Radio
1961 Cand. polyt., civilingeniør, fra Danmarks Tekniske Højskole (DTU)
1963-1984 Direktør for Christian Rovsing A/S
1966-1972 Medlem af byrådet i Rødovre for de Konservative
1974-1978 Medlem af Københavns Amtsråd for Konservative
1978 Gift med dyrlæge Kristine Elbæk, parret har tre børn
1975-87 Formand for Dansk Databehandlingsforening (i dag: Dansk IT)
1979-98 Medlem af Registerrådet under Justitsministeriet
1984 Christian Rovsing A/S går konkurs. En del aktiviteter føres videre i Christian Rovsing af 1984 A/S og andre virksomheder
1987-90 Suppleant til Folketinget
1989-92 Direktør Mobicom A/S
1992-94 Direktør for Immunolex
1994-2000 Direktør for 3C Communications
1989-2004 Medlem af Europarlamentet for Det konservative Folkeparti

Har siddet og sidder stadig i en række bestyrelser og har modtaget flere priser for sin indsats inden for teknik og entrepreneurship.

Prosabladet februar 2006

Det er mere end 13 år siden, at Danmarks første it-virksomhed lukkede, men ånden lever stadig videre. PROSAbladet var med, da gamle medarbejdere fra Regnecentralen mødtes for 43. gang efter lukningen

Det er et broget selskab, der har sat hinanden stævne på en restaurant i den indre by. Nogle af de 30 it-folk, der sidder bænket om langbordet med hvid dug, småbitte men elegante portionsanretninger på tallerknerne og rødvin i langstilkede glas, er tydeligvis gået på pension – mens andre er yngre og tydeligvis har en del gode arbejdsår i sig endnu. Det er mere end 13 år siden, deres fælles arbejdsplads, Regnecentralen, lukkede, så de mødes kun for at fejre den fælles ånd, der var på den hedengangne danske it-virksomhed. Det er relevant nok, at Regnecentralens sidste og overlevende madklub holder sin 43. fællesspisning på restauranten House of Souls i Vestergade i København. Ånden fra dengang har de nemlig stadig til fælles, og snakken går venskabeligt og ivrigt på kryds og tværs over det store bord. Madklubben lever stadig op til rygtet om, at netop Regnecentralen i sin tid holdt gode – og vilde – fester.

- Nogle af festerne var lidt vovede. Engang blev jeg lokket til at vise en pornofilm, fortæller en ældre, distingveret herre i marineblåt jakkesæt og Versaceslips og mener at kunne huske, at det var engang i 60′erne.

Der arbejdes og festes igennem

I en pionerbranche som it-branchen og i en pionervirksomhed som Regnecentralen, var der ikke 37-timers arbejdsuge. Nysgerrigheden og iveren for at være med til at bygge noget helt nyt op, satte en helt anden dagsorden.

- Det blev forventet, at vi arbejdede otte timer om dagen. Og læste videre og løste opgaver om aftenen, fortæller herren med pornofilmen.

- Konen bør kunne tilgive, hvis der er en anden kvinde, men ikke hvis den anden er en maskine, tilføjer en anden med henvisning til de mange ægteskaber, som Regnecentralens pionerdage har på samvittigheden. Men skulle der arbejdes igennem, så skulle der også festes igennem, når Regnecentralen holdt fest.

- Kan I huske ham med islændertrøjen og sygekassebrillerne, der sad oppe på taget og spillede harmonika, spørger en tredje længere nede ad bordet.

- Det var vist også ham, der skrev den mest syrede protokol, jeg nogensinde har set, tilføjer han.

Udviklerne – og tilløberne

Sådan springer samtalen på kryds og tværs – og på kryds og tværs mellem minder, it-politik dengang og nu, tekniske begreber og erindringer om krakkede it-projekter.

- Jeg kan huske, at jeg engang overtog en rigtig abe fra min chef. Vi havde tabt hele datasættet fra et forsikringsselskab på gulvet. Det var en stor fadæse, og vi havde straks ansat 30 hulledamer til at hulle det om. Og så bad chefen mig om at tage ud og snakke med kunden, fortæller en ældre mand uopfordret, da han hører, at PROSAbladets medarbejder sidder med til bords for at høre fra de sidste 50 års danske it-historie. Bordet rummer denne aften virkelig et kalejdoskopisk indblik i de mest besynderlige afkroge af de første år af den danske it-branche. De fleste omkring bordet er softwarefolk, men indimellem skjuler sig også en loddedame eller to, et par skribenter af teknisk dokumentation og nogle hardwareingeniører – og så er der sælgerne nede i den anden bordende. I slutningen af 80′erne og begyndelsen af 90′erne hvor alle kunne se, at Regnecentralens dage som selvstændig virksomhed var talte, poppede der flere og flere af den slags private RC-klubber op, hvor endnu ansatte og fyrede medarbejdere fra Regnecentralen kunne mødes.

Medarbejderne pressede chefen til at stifte klubben

En god håndfuld omkring bordet regner sig alligevel stadig som RC-folk, fordi de lige siden har arbejdet hos Fujitsu og Fujitsu Siemens – og stadig gør det. Men de mange sociale RC-klubber døde efterhånden, og enkelte vedholdende medarbejdere har gennem tiden i stedet koblet sig på den klub, der mødes i aften. Så selv om klubben oprindelig udsprang af Regnecentralens udviklingsafdeling, så har den villigt taget andre interesserede RC-folk til sig. Knud Sørensen var teknisk direktør for udviklingsafdelingen og har været chef for de fleste omkring bordet.
- Det sidste halve år var træls, fordi vi alle vidste, hvilken vej det ville gå. Jeg gik selv kort efter nytår, fordi jeg vidste, at ICL ville lukke hele udviklingsafdelingen, og jeg ville ikke fyre de folk, jeg selv havde ansat, siger Knud Sørensen. Han stiftede madklubben til sin afskedsreception – eller blev presset til at gøre det, som han selv udtrykker det.

- Alle vidste jo, hvilken vej det gik, så jeg blev bedt om at lave et netværk, hvor vi kunne hjælpe hinanden med at få et nyt job, og så var det jo også godt at finde en anledning til, at vi kunne se hinanden igen – udenfor Regnecentralen, fortæller Knud Sørensen og glæder sig over, at det i løbet af de første år lykkedes ham og kollegerne at skubbe nogle af de fyrede i gang på en ny arbejdsplads. Nu har det sociale sigte taget over.

Arbejdsglæden kom aldrig igen

Men for mange blev det aldrig helt det samme, selv om de blev sluset over i andre it-jobs i andre virksomheder.

- Tænk på, at jeg har været på Regnecentralen i 22 år – 22 sjove og spændende år. Vi sad med fingeren på pulsen i den digitale udvikling – hele tiden, siger Knud Sørensen og kommer i tanke om, at han for nogle år siden i en anden sammenhæng ringede til en af de gamle RC-medarbejdere, der godt nok var kommet i arbejde efter lukningen.

- Men hendes arbejdsglæde var aldrig kommet tilbage efter Regnecentralen. Det fortalte hun mig som noget af det første i telefonen, fortæller Knud Sørensen. Historier som den om den tabte arbejdsglæde går igen og igen i flere variationer hen over bordet, mens tjenerne sætter desserten frem og gør klar til kaffen. Selv om de mange på Regnecentralen – i hvert fald i udviklingsafdelingen – øjensynligt arbejdede solen sort, så fremstår det i erindringen som en “travl men skøn tid.”

De fik det til tiden – og det kørte

- I seks måneder arbejdede vi helt bogstaveligt i døgndrift for at blive færdige med et projekt, som vi skulle levere til JTAS (Jydsk Telefon Aktieselskab, en af Regnecentralens største kunder, red.). Det var fra ni til 24 seks dage om ugen, og man måtte kun bede om fri med rigtigt gode begrundelser, fortæller en anden RC-medarbejder og tilføjer stolt:

- Jeg kan huske, at vi skulle aflevere den 14. juni 1976. JTAS skulle have det på den dato. Og det fik de – og det kørte.

Det var måske netop den arbejdskultur, som gør, at sammenholdet for de gamle RC-folk her 13-14 år efter den endelige lukning stadig er så stærkt.
- Det var en kultur uden lige. Man fornemmede det allerede op gennem 70′erne. Da Regnecentralen gik konkurs i 1979, anså vi ikke os selv for fyrede. Vi knoklede i tre måneder uden at få løn, mens selskabet blev reetableret, lyder det hen over bordet.

- Indimellem var der nogle, der sov på gulvet. Det blev ikke opfattet som spor mærkeligt, tilføjer en tredje.

Regnecentralen var den vigtigste skole

Regnecentralen udsprang i sin tid af universitetsmiljøet. Virksomheden var oprindeligt et institut under Akademiet for Tekniske Videnskaber og hed de første mange år: Regnecentralen, Dansk Institut for Matematikmaskiner. I mange år – måske i samtlige 37 aktive år – var Regnecentralens opgave ikke bare at udvikle hardware og software, men også at forske og undervise i datamaskiner og programmering. Derfor blev Regnecentralens virksomhedskultur også et særegent miks af det akademiske forskermiljø og det erhvervsrettede virksomhedsmiljø. Og måske lykkedes lige præcis den cocktail aldrig helt.

- Jeg tror, at Regnecentralen blandt andet gik ned på grund af vores manglende evne til at fokusere. Vi ville det hele, vurderer den gamle udviklingsdirektør, Knud Sørensen.

- Og så var der den der totale arrogance overfor kunderne og deres behov, lyder det tørt fra sidemanden. Men den manglende forretningsmæssige fokus havde måske klare gevinster for medarbejderne i det lange løb. I hvert fald når man kigger på det i bagklogskabens ulideligt klare lys, som man jo gør sådan en aften.

- I dag underviser jeg på Ingeniørhøjskolen, og mange af de ting, jeg giver videre der, har jeg fra Regnecentralen. Det var der, jeg fik min uddannelse, siger en ved bordet, og det vækker genklang over kaffen:
- Op gennem 70′erne, så var Regnecentralen stedet, hvis man ville uddannes i den branche. Det jeg lavede der, det kunne jeg ikke få andre steder.

“Hold kæft, hvor den onanerer”

I den anden ende af bordet distraherer en helt anden diskussion.

- Alting swappede ud på disken, der larmede i et væk. Hold kæft, hvor den onanerer, var der en der udbrød. Selskabet kaster sig grinende ud i en diskussion af problemerne med at overføre RC4000-programmer til RC6000-maskiner. Sådan var også larmen fra Danmarks og Regnecentralens første datamaskine, DASK, et klart signal om, hvordan det gik med beregningerne.

- Hvis den spillede Ach du lieber Augustin, så vidste man, at der var noget galt. Så tog man det kosteskaft, der stod ved siden af maskinen, og bankede i loftet, fortæller en af RC-veteranerne, der var med helt tilbage i den legendariske villa på Bjerregaardsvej i Valby, hvor DASK var bygget op i dagligstuen. I lejligheden ovenpå boede nemlig en herre navn ved Aastrup, og han reagerede prompte på bankesignalet. Hvis det var om natten kom han endda ned i badekåbe.

- Så gik han langs panelet med radiorør og snuste sig frem, til han fandt det radiorør, der var gået, skiftede det ud og gik op i seng igen.

Programmører er kun lidt bedre mennesker

Det leder naturligt samtalen hen på, hvor fantastiske programmerne var dengang, hvor hardwaren begrænsede mulighederne, så det gjaldt om at udnytte maskinens knappe ressourcer bedst muligt.

- Hardwarefolkene er løbet fra softwarefolkene. Computerne er blevet bedre og programmerne er blevet dårligere. Sådan er det: Vi bliver alle sammen til fede katte, hvis vi får muligheden, lyder det filosofisk.

- Ja, programmører er kun lidt bedre mennesker end andre, indskyder sidemanden. Selv om det måske er sandt, at programmører er en smule bedre end andre, så er det alligevel svært at udvikle gode programmer. Det kan de forsamlede it-folk alle skrive under på. De har gennem et langt liv erfaret, at ting tager tid, og det tager rigtig lang tid at lave gode programmer.

- Vi var et par stykker, der fik til opgave at lave et program, der kunne beregne stabiliteten i et skib, afhængig af lastens størrelse og placering. Det mente de, at vi kunne lave på fjorten dage. Det varede over et år, hvor 11-12 mennesker programmerede uafbrudt på det, fortæller den distingverede herre i det blå jakkesæt med Versaceslipset og tilføjer stolt:

- Men det blev en af Regnecentralens store succes’er og kørte i mange, mange år.

Fejl begås mens de venter

De gamle RC-veteraner har været vidne og aktører i en it-revolution, der fuldstændigt har omkalfatret vores tilværelse og den branche, som de selv var en del af. Men mange af dem kan nu alligevel ikke helt forstå, hvorfor det ikke er lykkedes at digitalisere de gamle papirjournaler og indføre elektroniske patientjournaler, EPJ, på landets sygehuse.

- Det er tankevækkende, at faxerne stadig har en gylden tid på hospitalerne. Det oplevede jeg for nylig, da jeg blev opereret på Rigshospitalet. Man tror det næppe, undrer en RC-veteran.

- Fra ministeriets side kunne man have udlagt nogle præcise og fælles ideer om, hvad systemet skulle indeholde, siger en anden.

- Fejl begås, mens De venter, tilføjer en tredje.

- Da vi i 1960 stod for folketingsvalget for Danmarks Radio, gik det fuldstændig galt, fordi vi forvekslede en by, der hedder Held med Hellerup. Heldigvis fik vi det løst, og det var en spændende og interessant opgave, selv om vi ikke fik penge for det, fortæller en fjerde.

Både begejstringen og frustrationen over at have været pionerer sætter sine spor. Alt efter temperament er det succes’en eller fiaskoen, der kommer først frem i erindringen.

- Det er ikke sjovt at lave noget, der ikke bliver brugt. Jeg har lavet for meget af den slags i min tid på Regnecentralen, indskyder en femte.

Måske har RC stadig en fælles ånd

Sådan skifter samtalen igen – umærkeligt – retning, som den let kommer til i godt selskab. I mere end 13 år har de gamle RC-folk udvekslet historier, og der kommer øjensynligt stadig nye frem. Måske findes der en gammel – og måske fælles – RC-ånd. Måske findes den stadigvæk. Det er i hvert fald tydeligt, at det var nemmere at være en del af fællesskabet, hvis man var besjælet af en pionersjæl.

- Hvis man har den der ånd, så er det sikkert godt, som en deltager bemærker, inden vi rejser os for at betale – og for at få en slukefter-øl i baren. Imens går en af arrangørerne fra den uformelle og selvbestaltede bestyrelse rundt med en serveringsbakke for at samle penge ind for middagen, mens initiativtager og uformel madklub-formand Knud Sørensen glæder sig over, at klubben stadig kan mønstre så mange deltagere til aftenens sammenkomst. Interessen for at mødes er øjensynligt ikke blevet mindre, jo længere den fælles, gamle arbejdsplads kommer på afstand.

Nu er alle med – på nettet

- Det er imponerende, og vi er endda ikke så mange, som vi plejer at være. Det er et lidt dyrt sted, vi har valgt denne gang, og derfor har nogle meldt afbud. Jeg tror, vi bliver endnu flere næste gang. Vi får ikke aflivet det her, siger Knud Sørensen.

- Cirka halvdelen er Tordenskjolds soldater og kommer hver gang, resten skiftes til at dukke op hvert andet år – og der er endda også nogle, der ikke har været her før, tilføjer Anne Marie Rasmussen, der også er en del af den uformelle bestyrelse, der i øvrigt har været de samme folk gennem alle årene. Hun tilføjer:

- Vi er rimelig stolte af, at der er så mange, der bliver ved med at komme.
Der er hverken vedtægter eller generalforsamling i Regnecentralens madklub. I nogle år kostede det 25 kroner om året til at dække frimærker til den halvårlige invitation, men nu foregår det hele pr. mail, og så er der ingen grund til at bøvle med penge.

- Jeg har netop i aften fået den sidste mail-adresse på en af montørerne, der loddede printplader. Hun var den sidste, der kom på nettet, fortæller Anne Marie Rasmussen.

[ I slutningen af 1991 sælger den sidste store aktionær, pensionskassen Pensam, sine aktieposter i RC International til britiske ICL, der kort efter bliver opslugt af japanske Fujitsu. Fabrikationen på RC's fabrik i Præstø stopper, og Regnecentralen ophører i 1992 med at eksistere som selvstændig virksomhed. ]

Selv om bandet ihærdigt forsøgte sig med “To lys på et bord” og “Forelsket i København” og andre af den tids hit, følte ingen af de gamle medarbejdere fra Danmarks første it-virksomhed, Regnecentralen, anledning til en svingom i Fujitsus imponerende forhal med storslået udsigt over Tuborg Havn. Benene var blevet for gamle og stive, og håret på de næsten 200 ældre herrer og damer var enten blevet gråt eller helt forsvundet. De mange it-koryfæer var samlet i anledning af, at det denne tirsdag eftermiddag den 12. oktober 2005 præcist var 50 år siden, at Akademiet for de Tekniske Videnskaber oprettede Dansk Institut for Matematikmaskiner – i daglig tale Regnecentralen. Og der var meget at fejre.

- Det kan være, at vi skabte en del problemer for os selv, men vi har også skabt meget, der virkede, som en af jubilæumsgæsterne bemærkede. Det var netop den atmosfære af pionerånd, løssluppent anarki og store visioner tilsat et enormt engagement – eller drive som det ville hedde i dag – som kendetegnede talernes gennemgang af de 37 år, hvor Regnecentralen opererede som en selvstændig virksomhed. I 1992 blev Regnecentralen helt opslugt af britiske ICL, der blev overtaget af japanske Fujitsu.

Meget at være stolt af

Regnecentralen nåede at blive en stor og betydningsfuld international faktor i den gryende it-industris pionerår, blandt andet fordi de visionære og kreative kræfter fik optimale vækstbetingelser. Men omvendt spredte Regnecentralen også sine aktiviteter udover hardware, styresystemer, applikationsprogrammering, servicevirksomhed, undervisning og forskning.

- Vi var jo heller ikke til at styre, som Poul Mølgaard bemærkede i sin gennemgang af RC’s historie efter 1970. Det fremgik tydeligt af talerne og den spredte snak over pindemadderne, at der teknisk set var meget at være stolt over i Danmarks største it-virksomhed. Dagen efterlod indtrykket af energiske legedrenge, der arbejdede i døgndrift med det, der interesserede dem. Drevet af nysgerrighed – og altid i pengemangel. Forretningsmæssigt var der ikke så meget at glæde sig over.

- Vi fik bygget megen viden op, men ikke solgt mange produkter. Men de var til gengæld meget bedre end konkurrenternes, lød en bemærkning. Kærligheden til teknikken, de første datamaskiner og glæden ved at skabe solide og funktionelle computere skinnede tydeligt igennem.

- Mon ikke der stadig snurrer en RC 9000 et sted derude, gættede Poul Mølgaard. Og det var de mange gamle RC-drenge i salen øjensynligt ganske enig i.

Prosabladet oktober 2005
To år før Regnecentralen gik i betalingsstandsning i 1979, stiftede operatørerne den første PROSAklub på Regnecentralen. Der gik endnu nogle år efter rekonstruktionen, før akademikerne – datalogerne og ingeniørerne – stiftede den første softwareklub på det, der var kommet til at hedde Regnecentralen af 1979.

Den første PROSAklub på Regnecentralen blev stiftet i sommeren 1977, hvor samtlige operatører i Århus-afdelingen stiftede en klub, som efter nogle måneders forhandlinger i samarbejde med PROSA fik succes med at forhandle en lønstigning på 600 kroner i gennemsnit igennem. Faktisk var operatørerne og driftspersonalet på Regnecentralen både i Århus, Aalborg, Odense, Rønne og i hovedsædet i den såkaldte Rialtobygning på Frederiksberg organiseret i faglige klubber med tilknytning til PROSA i slutningen af 70′erne.

Operatørerne var endda delt op i forskellige klubber afhængig af, hvilken maskiner, de arbejdede på. Der var en PROSAklub for operatørerne på RC4000 og en HK-klub for operatørerne på CDC 1604, som var de amerikanske maskiner man havde købt for at løse de mange serviceopgaver, som Regnecentralen havde ansvaret for. Først i foråret 1981 stiftede udviklerne en PROSAklub.

Igen var det århusianerne, der var først og stiftede softwareklubben, der egentlig ikke var en PROSAklub, men i praksis omfattede både medlemmer af Dansk Magisterforening, Ingeniørforeningen i Danmark og PROSA. Der skulle gå endnu længere tid, før medarbejderne på Regnecentralens udviklingsafdeling i Ballerup i 1985 stiftede en tilsvarende klub.

Den hemmelige lønstatistik

Der var nærmest vandtætte skodder mellem de ufaglærte driftsfolk og udviklerne, der hovedsagelig var dataloger og ingeniører. Og selv om softwarefolkene på Regnecentralen i København i midten af 70′erne lavede den første lønstatistik, så skulle der gå endnu ti år med en konflikt og en betalingsstandsning, før udviklerne etablerede deres egen klub.

- Løn var ikke noget, man gik og snakkede om på Regnecentralen. Vi var jo alle individuelt lønnede. Det gjorde man bare ikke, og vi tænkte længe over, hvordan vi skulle samle de tal ind. Så lavede vi sådan en papkasse med en lille revne i toppen og stillede den diskret i et vindfang, hvor alle kom forbi, så man ganske anonymt kunne dumpe den her seddel med oplysninger om ens løn og anciennitet. Og det var der forbavsende mange, der gjorde, fortæller Peter Lauridsen, der begyndte på Regnecentralen i 1971, selv om han aldrig blev færdig med studiet som datalog. Alligevel meldte han sig i begyndelsen af 70′erne ind i PROSA, fordi så var det meget lettere at komme til at arbejde på maskinerne på Regnecentralen.

- Da jeg blev medlem, gik det ligesom meget lettere med at få køretid i maskinstuen, hvor de var stærkt organiseret i PROSA. Jeg fik simpelthen lov til mere end de andre udviklere, griner Peter Lauridsen, der i dag er teamleder i it-afdelingen på Dansk Sygeplejeråd. Sammen med et par kolleger plottede han løntallene ind med blyant på et logaritmeark og hængte det op på gangen. Det var før regnearkets dage.

Udviklerne var udenfor konflikten i 1979

- Der var meget store lønspring, og man kunne høre, hvordan folk stod og undrede sig højlydt ude ved opslagstavlen, fortæller Peter Lauridsen.

- Det var satans, kunne man høre helt ind til os, griner han. Alligevel blev det ikke til noget med at organisere udviklerne på Regnecentralen i den omgang. Og selv om Peter Lauridsen selv blev aktiv i PROSA, kom det fuldstændig bag på ham og de andre udviklere, da operatørerne på Regnecentralens maskinstuer i Aalborg, Århus og København i august 1978 nedlagde arbejdet. Forhandlingerne med ledelsen om en mere permanent ordning på lønaftalen fra året før var løbet ud i sandet.

- Vi anede simpelthen ikke, at der var konflikt, og vi var ikke med. Vi anede ikke, hvad der foregik, fortæller Peter Lauridsen.

Dermed kunne ledelsen spille medarbejdergrupperne ud mod hinanden, og det lykkedes lederne sammen med enkelte uorganiserede at afvikle driftsopgaverne i de tre dage konflikten varede, indtil operatørerne opgav og igen gik i arbejde.

- Jeg blev tilbudt at tage til Aalborg i de dage i forbindelse med en opgave for ikke at blive inddraget eller komme i klemme. Situationen var ret anspændt, og det var frygteligt frustrerende, husker Peter Lauridsen. Selv om konflikten gav et anspændt forhold mellem ledelse og medarbejdere, fik Peter Lauridsen alligevel selv lov at vælge, om han ville tage til Aalborg og arbejde imens.

- Min chef ville ikke sende mig, hvis jeg var imod det. Og det blev jeg faktisk meget rørt over, fordi jeg ikke havde forventet venlighed eller forståelse fra ledelsen i de dage, forklarer han.

Konkurs gav kø til PROSA

Kort efter – i foråret 1979 – gik Regnecentralen i betalingsstandsning, og det blev en glimrende anledning til at styrke det faglige arbejde.

- Det var simpelthen det bedste hverveparameter, vi havde haft, fordi man skulle være organiseret for at kunne indgå i de praktiske forhold med Lønmodtagernes Garantifond. Jeg havde fri den dag og hørte det i radioen og styrtede hen på Regnecentralen. Jeg kan huske, at de stod i kø ude på trappen for at blive medlem af PROSA, siger Peter Lauridsen. Regnecentralen var dog blevet en afgørende faktor for de mange store kunder og kreditorer, så virksomheden blev hurtigt reetableret.

- Vi skippede ikke en eneste dag. Vi kørte bare videre, husker Peter Lauridsen. Den nye virksomhed, Regnecentralen af 1979, skilte dog hurtigt driftsopgaverne ud i et selvstændigt selskab, RC Data, der kort efter blev solgt til ØK Data. Og dermed var udviklerne sikret mod igen at komme i klemme mellem de to faglige miljøer.

Det var Århus-afdelingen, der var hurtigst til at stifte en formel klub. Den 22. april 1981 stiftede de softwareklubben for programmører, der ikke var en decideret PROSAklub, men i praksis omfattede både dataloger – der traditionelt var medlem af Dansk Magisterforening – og PROSAmedlemmer samt ingeniører, der var medlem af Ingeniørforeningen.

- Nogle år senere – i 1984 eller ’85 – lavede vi formelt to klubber, fordi vi havde fået brug for støtte fra de respektive fagforeninger. Så vi stiftede formelt en PROSAklub og en klub for ingeniørerne, men i praksis holdt vi altid fælles møder, fortæller den tidligere formand, Kurt Kirkedal Laursen. I en mappe finder han endda et referat fra den sidste generalforsamling i marts 1992, hvor klubben nedlægges, efter de sidste rester af Regnecentralen er blevet solgt til britiske ICL, og Regnecentralen ophører med at eksistere som selvstændig virksomhed.

- Her står: Referat fra generalforsamling for PROSAklubben og klubben af ingeniører på Regnecentralen i Århus den 17. marts 1992. Så i praksis var der ingen forskel, siger Kurt Kirkedal Laursen.

Akademikere er individualister

I 1985 var tiden inde til at etablere en formel klub i Ballerup, hvortil Regnecentralen i København var flyttet ud i 1980.

- Vi ville gerne have lavet en fælles klub, ligesom i Århus. Men det kunne ikke lade sig gøre. Århusfolkene var mere homogene. I København kunne vi ikke få det igennem, fortæller Peter Lauridsen.

Han peger på, at PROSA var dygtige til at rekruttere studerende på universiteterne og specielt på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, DIKU. Så mange af datalogerne i København var medlem af fagforeningen. Alligevel tog det lang tid, før udviklerne organiserede sig og gik samlet i dialog med ledelsen.

- Akademikere er mere individualistiske og vant til at tænke selvstændigt. Vi var simpelthen ikke vant til fagforeningstanken, forklarer Peter Lauridsen og peger på, at alle medlemmer af Magistrene var med i PROSAs klubber. I kraft af sin position som næstformand i PROSA, var han naturligt blevet den første formand for PROSAfolkene i Ballerup.

Lønskala var første krav

Både i Århus og i Ballerup handlede det først og fremmest om at mindske lønspredningen og få etableret en retfærdig lønskala. Begge steder arbejdede klubberne ud fra en grundtanke om en fælles minimumsløn.

- Det gennemsyrede klubberne i både Århus og Ballerup. Det var noget, vi alle synes, at vi havde behov for, fortæller Thorkild Bogh, der nåede at arbejde i begge afdelingerne såvel som i begge klubberne.

- Vi manglede et sted at drikke bajere og få mere i løn, og så ønskede vi mere åbenhed i forhold til ledelsen, siger Carsten Underbjerg, der var med i klubben i Århus. I København havde Peter Lauridsen lige siden den første anonyme lønstatistik i 1975 i stedet ladet lønskemaet gå rundt, så alle kunne skrive sig på. Han havde afleveret løntallene til PROSA for at få et fælles grundlag at vurdere lønniveauet for Regnecentralens medarbejdere udfra.

- Efter den første gang hvor alle kunne se, hvor stor lønspredningen var, var der ikke nogen problemer med at aflevere oplysningerne direkte til mig, og vi behøvede ikke længere den anonyme papkasse, forklarer Peter Lauridsen. I Århus gik de endnu mere radikalt til værks og hængte lønsedlerne op på opslagstavlen.

- Det irriterede ledelsen voldsomt, fordi det udhulede deres muligheder for at bruge lønnen som styringsinstrument, fortæller Thorkild Bogh.

Klubberne klarede ærterne – uden fagforeningen

Begrebet ligeløn var bestemt ikke ledelsens kop te.

- Når vi kom med vores krav, argumenterede de med, at ikke alle var deres løn værd, hvis alle skulle have en minimumsløn. Men så var vi barske nok til at sige, at så måtte de fyre dem, siger Thorkild Bogh. Hverken Ingeniørforbundet eller PROSA var direkte involveret i forhandlingerne med Regnecentralens ledelse.

- Vi ville da selv løse det, og i 1985 lavede vi en god og gennemtænkt lønaftale med ledelsen. Den var bygget over en minimalskala og en fast lønsum, hvor 90 procent af lønnen var fordelt i forhold til anciennitet. De sidste ti procent kunne ledelsen så fordele. Med den model og begrebet lønsum, var det nemt efterfølgende at gå ind og forhandle lønnen op.

Regnecentralen var jo ikke interesseret i fremstå som løntrykkere, så lønsummen var aldrig under hundrede. Et år lykkedes det os faktisk at hale en lønstigning på 16 procent hjem, fortæller Peter Lauridsen. Han peger på, at skalaerne i både Århus og Ballerup i praksis gjorde lønspredningen mindre og samlet set fik alle mere i lønningsposen.

- Det afgørende var jo, at der var en minimumsløn. Så lønudgifterne steg da for Regnecentralen, efter vi fik os organiseret, forklarer han. I Århus var der ikke ti procent af lønnen til individuel fordeling – fedterøvstillæg, som århusianerne kalder det. Der var kun én procent, som ledelsen selv kunne forvalte.

- Det gav 400 kroner pr. mand, og som jeg husker det, så var der kun fire, der ikke fik det tillæg, fortæller Niels Rose Hansen. Efterspørgslen efter Regnecentralens hjerner var så stor, at det ikke var svært at presse ledelsen til gode lønstigninger.

Fyrede sig selv ved en fejl

Selv om Regnecentralen igennem lange perioder havde det svært, var det ikke lønspørgsmålet, der var det afgørende, og i lange perioder lå århusianerne på Regnecentralen ti procent over PROSAs gennemsnitsløn og to procent over ingeniørernes.

- Man gik aldrig ind til en forhandling for at gå ned i løn – heller ikke fra ledelsens side. I stedet gik Regnecentralen ud og skaffede penge fra investorerne, siger Carsten Underbjerg. Og linien i Århus var hård. Hvert år deponerede medarbejderne deres opsigelser, inden de gik til lønforhandlinger. Et år gik det dog galt for en af medarbejderne, Jens Kristian Kjærgaard.

- Han sad med i bestyrelsen, men ved en fejl var han kommet til at aflevere sin opsigelse til ledelsen, og de lod ham gå hjem på stedet, siger Birgitte Nielsen fra den århusianske klub. Nogle dage senere var forhandlingerne dog ovre, og Jens Kristian Kjærgaard fik lov at vende tilbage til sit arbejde.

Det handler om løn – ikke arbejdstid

På Regnecentralen var både ledelse og medarbejdere vokset op med en pionerkultur, hvor man gav sit yderste, så arbejdstiden var ikke en afgørende parameter i forhandlingerne. Ånden fra Regnecentralens pionerdage var blevet daglig rutine og gængs arbejdskultur – både i det, der dengang hed edb-branchen og i vore dages it-branche.

- Det var bestemt ikke en lønmodtagerkultur. Tværtimod holdt jeg op på Regnecentralen i 1990, fordi jeg tre måneder om året forsvandt fra jordens overflade, når der var et eller andet kritisk, der skulle gøres færdig, forklarer Peter Lauridsen.

- Jeg kan huske, at vi havde solgt vores telefonoplysningssystem til Kuwait og tilbudt dem en lang række features. De satte så kryds i alle felterne og valgte det hele, så vi fik pludselig meget travlt. Jeg skulle undervise syv kuwaitere i det nye system, og når jeg gik til tavlen onsdag morgen, var det jeg skulle undervise i, først blevet færdig tirsdag nat. Men det var jo kendetegnende for it-branchen på den tid, supplerer Thorkild Bogh.

Fyringsrunder – hvert år

I slutningen af 80′erne begyndte problemerne for alvor at tårne sig op for Regnecentralen, der blev handlet mellem en række forskellige udenlandske selskaber som amerikanske ITT, franske Alcatel og britiske ICL – solgt til japanske Fujitsu i begyndelsen af 90′erne. Fra 1988 blev de årlige fyringsrunder i januar lige så sikre som tømmermændene efter nytårsaften.
- Som jeg husker det, røg vi nærmest ind i fyringsrunder hvert halve år, og så fik vi i allerhøjeste grad brug for en klub, siger Peter Lauridsen. I Ballerup lempede klubben derfor i samarbejde med ledelsen på skalaens øverste trin for at beskytte medarbejdere med høj anciennitet, som var blevet meget dyre for Regnecentralen.

- Der sad jo nogle nørder, der havde været der i mange, mange år, som ikke var gode til at sælge sig selv i lønforhandlinger eller til en ny arbejdsgiver. De ville nærmest ikke have en chance på arbejdsmarkedet, og vi ville undgå at de røg ud som de første, forklarer Peter Lauridsen. Den gik ikke i Århus, som efter Peter Lauridsens vurdering altid var en smule mere rabiate.

- Når vi syntes, det var ok, så gik Århus altid lige et skridt videre.

- Ledelsen prøvede også at angribe vores lønskala, som de gerne ville helt af med. Men vi gik aldrig ned i løn, siger Birgitte Nielsen.

PROSA spillede en afgørende rolle

Alligevel er Peter Lauridsen ikke i tvivl om, at netop i de år gjorde PROSAklubberne en afgørende forskel for Regnecentralens medarbejdere.

- Under den store fyringsrunde i 1990 blev medarbejderne fritstillet med løn. Hvis vi ikke havde været der, tvivler jeg på, at det var sket, forklarer han og peger på, at våbnet i forhandlingerne altid var ordet.
- Man vandt jo på at have de bedste argumenter. Vi ville ikke strejke, vi gik i stedet op og argumenterede. Det interessante er jo, at nogen går op og siger de her ting til ledelsen og får dem til at lytte, forklarer Peter Lauridsen. Da Regnecentralen som selvstændig virksomhed helt forsvinder i 1992, bliver Århus-afdelingen, der beskæftigede sig med netværkssystemer, solgt til en dansk investor. Her fik de resterende 20 medarbejdere fra den opløste PROSAklub selv lov at definere deres lønskala. Den viden, som medarbejderne sad inde med, var så meget værd, at den nye ejer, Svend Møller Nielsen, accepterede lønkravene uden at blinke. Alle PROSAklubberne blev opløst, da Regnecentralen lukkede i 1992.