Dimsernes Oscar
Posted on april 3, 2010
Filed Under Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler
Under larm, tumult og urimelig lovprisning kårer deltagere i salen og tusinder af tilskuere via internettet verdens bedste gadgets.
De glade nørder kalder » Last Gadget Standing « for dimsernes Oscar-fest, og der skal nok være noget om snakken. Det ligner i hvert fald X Factor for elektronik.
Den omfattende gennemgang af mere end hundrede nye elektroniske produkter ender ligesom X Factor og Oscarfesten med en indstilling -eller en nominering, som det hedder på nudansk -af de bedste, sjoveste og mest nyttige gadgets.
Selve udvælgelsen foregår under et festligt og larmende arrangement på en af verdens største udstillinger for forbrugerelektronik, Computer Electronic Show, CES, i Las Vegas og bliver naturligvis også videotransmitteret direkte over internettet, hvor tusinder kloden over kigger med -og stemmer med.
Efter præsentationen af de nominerede, der efter traditionen bliver skamrost til det pinligste ( i hvert fald efter danske normer), foregår selve afstemningen i salen ved at publikum klapper deres begejstring efter dimserne -en efter en. En støjmåler registrerer så, hvilken gadget der skaber det højeste lydniveau. Sammen med internetstemmerne bestemmer det placeringen. Simpelt og effektivt.
FOLKETS ELEKTRONIK
Det er bogstavelig talt folket, der bestemmer, hvilken gadget der er bedst. Ganske ligesom det foregår i den virkelige verden, hvor det er forbrugernes handling med dankortet, der i sidste ende bestemmer, hvad der bliver storsællert, og hvad der ender på historiens enorme kirkegård for mislykket elektronik.
Det er det amerikanske forlag Netshelter, der udgiver en række trykte magasiner og står bag flere hjemmesider om tekniske emner, der står bag Last Gadget Standing.
Og selvfølgelig står leverandørerne i kø for at indstille deres nyeste opfindelse til den eftertragtede pris.
Et af kravene til de deltagende dimser, at de skal kunne købes i butikkerne efter sommerferien -i tredje kvartal -Q3, som amerikanerne kalder den tid på året. Hvornår de så rammer de danske butikshylder, er det straks sværere at spå om. Forhåbentlig inden vi skal til at skrive ønskesedler til jul.
Læs mere på www.lastgadgetstanding.com eller søg på Last Gadget Standing på www.youtube.com.Som de foregående år er der to vindere af dette års digitale Oscar: Boxee og Showwx. Dem kan du se her på siden -og et udpluk af de andre ti nominerede.