Valg af browser – hvorfor nu det?
Posted on marts 23, 2010
Filed Under Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler
EU har tvunget Microsoft til at skille sin Internet Explorer-browser fra Windows. Derfor møder Windows-brugere et vindue, hvor de bliver bedt om at vælge browser. Vi ser på udvalget og giver råd
Internet Explorer, Firefox, Safari, Opera eller Chrome? Hvorfor nu bruge tid og kræfter på at vælge, hvilket program du skal bruge, når du surfer rundt på internettet? Det ene kan vel være lige så godt som det andet?
Og for mange vil den umiddelbare reaktion nok være, at deres hidtidige browser, Internet Explorer fra Microsoft, da er fin nok.
Så er det, fordi de ikke har prøvet at surfe lynhurtigt med den norske Opera-browser, der får skærmbillederne til at poppe op, inden man kan nå at blinke. Eller har prøvet at se videoklip med Googles Chrome, der tydeligt er udviklet for effektivt at give et godt videobillede, der ikke hakker. Eller måske er det, fordi man ikke har prøvet at bladre rundt mellem de mange, praktiske tilføjelsesprogrammer, der kan downloades til Firefox-browseren.
Mange af de alternative browsere er både sjovere, smukkere og mere effektive end Internet Explorer. Det er ganske gratis at downloade dem alle sammen og zappe rundt mellem browserne efter egen lyst og smag.
Det er EU, der har tvunget os til aktivt at vælge, hvilken browser vi vil bruge. I december måtte Microsoft give efter for pres fra EU og har nu ophævet koblingen mellem Windows-styresystemet og den kendte Internet Explorer-browser. Ja, faktisk har Microsoft indvilliget i at distribuere alle de nævnte browsere fra konkurrenterne og yderligere en håndfuld specielle browsere sammen med Windows.
Explorer er en nødløsning
Men inden du går ind i kontrolpanelet og straks sletter Internet Explorer, så brug lige en uge eller to på at finde det alternativ, der passer dig bedst. Måske er du endda nødt til at beholde den gamle browser parallelt med de nye muligheder, fordi mange netbanker og en del hjemmesider har optimeret deres systemer, så de fungerer allerbedst i den mest brugte browser – Internet Explorer.
Ikke fordi Internet Explorer er den bedste, men fordi det er langt den mest udbredte og brugte browser. Stort set alle hjemmesider vises og fungerer korrekt i Internet Explorer.
Den digitale signatur kan også være et problem for nogle af browserne, men det problem varer heldigvis kun nogle måneder endnu. Til sommer kommer den nye digitale signatur, NemId, og den er specielt designet til at fungere, uafhængigt af hvilken browser du bruger.
Jeg har selv bevaret Explorer?en som en nødløsning, når en af de andre browsere må give op.
Den digitale schweizerkniv
Den allerstørste konkurrent til Internet Explorer er Firefox, der er et open source-projekt, som bliver vedligeholdt i fællesskab af tusinder af energiske programmør-entusiaster over hele jorden. Firefox er hurtig, god til Flash, og sikkerheden regnes for at være bedre end i Internet Explorer.
Det kan muligvis skyldes, at de fleste hackere koncentrerer sig om at finde huller i Microsofts browser.
De mange udviklere bag Firefox tilbyder nærmest uendelige muligheder for at få browseren til at fungere og se ud, som du ønsker det. Det foregår rimeligt enkelt ved at downloade nogle af de mange tilføjelsesprogrammer.
Som daglig bruger af Googles Gmail er jeg for eksempel specielt begejstret for Prism-tilføjelsen til Firefox, der får min Gmail til at køre i et separat vindue uden at blive påvirket af de andre browservinduer. Med Prism virker min webmail nærmest ligesom et dedikeret mailprogram i stil med Windows Mail eller Outlook – det bedste fra begge verdener. Mærkeligt, at Google ikke har lavet det med sin egen Chrome-browser.
Lad os i øvrigt forbigå Google Chrome i næsten-tavshed. Den udmærker sig stort kun ved at være et lille program med spartansk indretning og derfor uden de irriterende mange funktioner og menulinjer, der gror vildtvoksende som ukrudt på bIandt andre Internet Explorer og Firefox og truer med at spærre udsynet til det egentlige: internetsiderne.
Specielt i Internet Explorer kan det være en kamp at forhindre, at download af nye programmer til computeren også lige installerer en ekstra linje til antivirusprogrammet, Yahoo eller Google. Chrome er resistent over for den risiko, og det er særligt en fordel på netbooks med deres små 10-tommer-skærme.
Men en sexet detalje er, at man til både Chrome og Firefox kan hente et tilføjelsesprogram, der åbner Internet Explorer inde i Chrome eller Firefox, hvis man træffer på en problematisk hjemmeside, der kun vil folde sig ordentligt ud i Microsofts IE-browser.
Der er musik i Opera
Selv om Opera er både hurtigere og har flere muligheder end Chrome, fylder den norsk-udviklede browser ikke meget på skærmen. Funktionerne er pænt og logisk gemt bag Opera-knappen. Bemærk, at både Opera og Chrome er hurtigere end Firefox og selvfølgelig Internet Explorer, der er den mest fodslæbende i klassen.
Det er ikke så mærkeligt, at det er Opera, der har trukket Microsoft for EU-retten for at få fri konkurrence på browsermarkedet. Og har vundet den sag, der nu tvinger os alle til aktivt at vælge browser.
Opera har gode kort på hånden. For eksempel tilbyder browseren med Opera Unite brugerne 10 gigabyte lagerplads på internet, som man kan dele med andre. Den kan komprimere siderne, hvis man har en langsom internetforbindelse, og Opera viser små oversigtsbilleder af de åbne sider, når blot man fører musen hen over fanebladene.
Safari på både pc og Mac
Af De fem Store er der kun tilbage at nævne Apples Safari, der kendes af alle med en Mac-computer, men altså også fås til Windows. Udmærket browser med det klassiske, elegante Apple-look.
Alligevel er det ikke mit foretrukne mærke.
Husk i øvrigt at slette de browsere, der ikke falder i din smag, når du har prøvet dem af. De kan udgøre en sikkerhedsrisiko, hvis de ikke bliver brugt jævnligt og holdt up-to-date med opdateringer.
Der er mange muligheder, men i bund og grund er det ligesom at vælge bil: Der er masser af mærker at vælge i mellem, men fælles for dem er, at de alle bringer dig fra A til B.
Alle browserne er nemme at finde med en simpel Google-søgning.