Kopier de gamle vhs-bånd over på dvd
Posted on februar 20, 2010
Filed Under Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler
Engang troede vi, at de nye medier ville aflive de gamle. Sådan er det ikke helt gået.
Selv om teknikken har givet os mange, nye muligheder, så er de fleste gamle medier her stadig. Men nogle af de gamle teknologier dør med tiden -tænk bare på smalfilmen, der er helt uddød. Og det varer ikke længe, før den gamle vhs-optager går samme vej.
Det skete for mine forældres maskine, der med en vellystig pludren gaflede den sidste båndsalat i sig og gik helt død. Min gamle mor var straks på vej i Bilka for at købe en ny, fordi hun har en omfattende samling af vhs-bånd med private minder på, som hun ikke vil miste. Blandt andet en vhs-kopi af en smalfilm fra slutningen af 1960′ erne, hvor jeg kaster med snebolde efter min far, mens han filmer.
Jeg stoppede hende i døråbningen. Det vil være et tilbageskridt at købe så gammel og udtjent teknologi. Prisen var, at jeg drog hjem med en Nettopose fyldt med videobånd, som jeg havde lovet at kopiere over på dvd-skiver. Undersøgelser har nemlig vist, at dvd har en rigtig god holdbarhed. Minimum 25 år og måske flere hundrede år.
GØR DET SELV -DET ER SJOVERE
Der er tre muligheder for at kopiere vhsbånd over på dvd. Den nemmeste og billigste er, hvis du råder over en kombineret vhs-båndoptager og dvd-brænder. Så er det bare at proppe videobåndet ind i den ene side og en blank dvd-skive i brænderen og trykke på » go. « Nogle typer eksterne dvd-brændere kan sluttes til vhs-maskinen og gøre det samme -uden brug af computer.
Alternativt kan du aflevere dine videobånd hos den lokale fotohandler, der kan brænde en dvd med de gamle optagelser for dig. Det koster selvfølgelig penge, men er en fin løsning, hvis der er tale om et enkelt bånd eller to. Nogle fotohandlere kan også stadig konvertere smalfilm, og typisk forbedrer de optagelsen digitalt.
Den tredje mulighed er at slutte en vhsbåndoptager til en computer med indbygget dvd-brænder og selv kopiere og brænde båndene over på dvd. Med et kig på Nettoposen og min mors løfte om at finde endnu flere gamle videobånd frem af gemmerne, valgte jeg at løse opgaven selv hjemme ved computeren.
KONVERTERING FRA ANALOG TIL DIGITAL
Videobåndoptager er gammeldags, analog teknologi, og computeren er moderne, digital teknologi. De kan ikke bare forbindes, heller ikke selv om det skulle lykkes at finde kabler, der passer i begge dele. Videomaskinens analoge signal skal omformes til et tilsvarende digitalt signal, så der skal en boks ind mellem de to, der kan konvertere signalet.
På internettet er det muligt at købe bokse, der er specielt beregnet til formålet. Priserne på den slags bokse begynder ved 200-300 kroner og der følger typisk et computerprogram med, der kan modtage filmen og lægge dem på harddisken eller måske ligefrem brænde dem direkte over på en dvd.
Skriv for eksempel » analog to digital video converter « i Googles søgefelt, og der fremkommer en række links til internetbutikker, der forhandler den slags.
Men faktisk kan de fleste nyere, digitale videokameraer også løse den opgave. Efter et besøg hos naboen fik jeg lov at låne et lille videokamera med tilhørende ledninger, og snart havde jeg sluttet det til vhs-optageren med et almindeligt av-kabel på den ene side og min computer på den anden side.
Tilslutningen til computeren foregår enten med et firewire-eller usb-kabel. Det er nok nødvendigt lige at dykke ned i videokameraets brugsanvisning for at finde de rigtige ledninger og de rigtige indstillinger. Men det er ikke kompliceret.
WINDOWS MOVIE MAKER KLARER SKÆRENE -IGEN
Jeg har et glimrende program til videoredigering, Pinnacle Studio 14, så jeg kastede mig straks over at bruge det til at optage fra vhs-maskinen. Det gik fint. Men det er en smule bøvlet bagefter at flytte filmen ned i redigeringslinjen, klippe den pænt i begyndelsen og slutningen for til sidst at konvertere den endnu engang for at brænde den på en dvd. Og det er slet ikke nødvendigt at bruge penge på dyr software.
Det gratis redigeringsprogram fra Microsoft, Windows Live Movie Maker, klarer det faktisk endnu nemmere. Movie Maker har fået en overhaling i den nye version, så designet ligner de nye Office-programmer, og nu kan det også håndtere det nye 16: 9 bredformat, selv om det ikke har noget betydning i forhold til vhs-film, der typisk er i gamle 4: 3 tv-format. Movie Maker hentes på http:// download. live. com/ moviemaker.
Vælg » Importer fra enhed « og klik på Microsoft DV Camera and VCR, giv filmen et navn og marker » Vælg dele af videoen til import « . De to andre funktioner, » Importer hele videoen « og » Brænd hele videoen « virker kun sammen med det bånd, der er i videokameraet, så dem kan vi ikke bruge her.
I det næste vindue på skærmen kan du se vhs-maskinens billede. Start den gamle videobåndoptager og klik på Importer. Når filmen er kopieret ind på harddisken, vælger du Gem film og brænder en dvd med en eller flere videofilm.
Bemærk, at Windows Live Movie Maker gemmer videoen i avi-format, der fylder rigtig meget på harddisken. Så det er en fordel bagefter at slette filen, når videoen er kommet i sikkerhed på dvd-skiven.
Hjælp til videokonvertering
Her er et par gode vejledninger.
Bemærk at de alle er på engelsk: www.askbobrankin.com/ convert_ vhs_ to_ dvd. html www.signvideo.com/ conv-v-to-d. htm www.videohelp.com Redigeringsprogram Windows Live Movie Maker, http:// download. live. com/ moviemaker. Gratis Program. Husk at fjerne flueben ved alle andre uønskede programmer undervejs i installationsproceduren.
Gode konverteringsprogrammer til video: Handbrake, www.handbrake.fr. Gratis program. Blandt andet velegnet til at kopiere dvd’er til computeren ( rippe).
Avs4you, www.avs4you.com. Koster 40-60 dollars for en fuld version.
Videoformater er en jungle Desværre raser formatkrigen stadig, når det gælder digitale videoformater. Det kan være mildt sagt dybt frustrerende at tumle rundt med; et program kan kun læse eller skrive i et format, som et andet ikke vil acceptere.
Inden du begynder at konvertere stabel efter stabel og timevis af videobånd, så tjek at din opstilling kan give et resultat i det format, du ønsker. Brænd en test-dvd og tjek, at den kan vises i din dvd-spiller. Her er en kort oversigt over de mest brugte formater. Angivelserne er for video i SD-kvalitet.
Mpeg4 -standardiseret videoformat med god komprimering. Et minuts video fylder cirka 8-10 megabyte.
Avi -format til rå, uredigerede videooptagelser. Et minut fylder cirka 170-200 megabyte.
Wmv -Microsofts videoformat. Komprimerer knap så effektivt som mpeg4. Et minut fylder som tommelfingerregel 15-20 megabyte.
Quicktime også kaldet Mov -Mac’s videoformat. Komprimering cirka ligesom mpeg, hvor et minut fylder cirka 8-10 megabyte.
Billedtekst: Vhs-båndet er et døende medie, så måske er det på tide, at få de uvurderlige gamle videooptagelser af familien lagt over på dvd, så de også kan ses om 10 år. Foto: Colourbox