Min pc er et tv – måske

Posted on januar 30, 2010
Filed Under Artikelarkiv, Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler

Overvældende: Nu smelter medierne for alvor sammen, som teknikguruerne for ti år siden profeterede: En pc bliver et tv, et tv bliver en telefon og så videre. Det er blevet hverdag at se film og tv på alverdens dimser overalt og hele tiden. Mulighederne er helt overvældende.

Jeg kom i mindretal, da min kone og jeg skulle stemme om, hvorvidt vi skulle have fjernsyn i sommerhuset. Derfor er mine børn meget glade for den bærbare computer med den lille usb-modem til mobilbredbånd. De kan sagtens selv finde ud af at logge sig på det mobile net og åbne web-tv på dr.dk.

Og det fungerer faktisk også glimrende, når de sidder på bagsædet på den halvanden time lange køretur til sommerhuset fredag aften. Både Disneysjov og de elendige talentshows, danseprogrammer og anden håbløs fredagsunderholdning kører fint ned fra det mobile internet til børnerækkerne på bagsædet.

Så er der fred så længe, og jeg slipper for at kigge med.

Uanset kvaliteten af tv-programmerne har jeg ikke selv lyst til at se fjernsyn på computerskærmen. Måske lige undtaget når jeg ikke har fået set ugens »So Ein Ding« på DR2 og er nødt til at se den på kontoret. Men for børnene fungerer det altså glimrende. Og der er masser af muligheder for live-tv eller videofilm fra internettet, der bare skal hentes ned på computeren.

Koreansk mutant

Samsung har fanget den indlysende sandhed, at en god og stor computerskærm og et fladskærms-tv i bund og grund er det samme. Så hvorfor ikke slå pjalterne sammen og få det bedste fra begge verdener?

Samsung Lapfit HDTV kalder de barnet, der fås i 19 og 22 tommer. Skærmen kan hænge på væggen eller stå på bordet, og den er faktisk lige i skabet på kollegieværelset eller i sommerhuset. Brug den som ekstra skærm til den bærbare eller som ekstra tv.

Lapfitten har indbygget analog og digital tv-tuner, indstiksport til Boxers tv-kort til betalingskanaler, og hvis al anden underholdning svigter, kan man jo altid sætte en dvd-film i computeren og se den på fjernsynet. Lapfit har et utal at stiktilslutninger.

Tv-tuner til pcen

Men selv uden Samsungs gadekryds af et pc-tv, er din nuværende computer helt fin, hvis den er ny nok til at kunne håndtere video, uden at det hakker. Der er i praksis to metoder: via internettet eller via en tv-tuner, der fanger det luftbårne antennesignal. Mere om internet-mulighederne senere i artiklen, vi begynder med tv-tuneren.

Det er nemlig gratis at se tv via antennesignalet, når først selve tuneren er købt og betalt.

Klikker man ind på edbpriser.dk og går ned i kategorien for tv- og radiotunere, så er der 134 hits. Hovedparten af dem handler om indstikskort til stationære computere. Det er sikkert helt fint, men det giver på sin vis ikke mening at bruge en skrivebordscomputer som fjernsyn. Så er det alligevel bedre at slænge sig i sofaen og tænde for det rigtige tv.

Efter min opfattelse er den eneste situation, hvor et tunerkort til en skrivebordscomputer giver mening, på et kollegieværelse, hvor plads og pengepung udstikker stramme rammer.

Anderledes begavet er ideen med de små usb-tunerkort, der kan bruges til den bærbare computer på farten. Den lille dims fungerer i sig selv som antenne, og på den medfølgende software søger man bare efter de lokale stationer, og vupti er computeren et fjernsyn. Mange af dem leveres endda også med fjernbetjening.

Og så kan du selv vælge, om du vil se billedet på hele skærmen, eller lade underholdningen køre i et lille vindue, mens du arbejder videre i Word eller surfer på nettet i et større vindue.

Harddiskoptager følger med

Finten med en tv-tuner til pcen er naturligvis, at softwaren kan optage hele udsendelsen og lægger den som en fil på harddisken, så man kan afbryde, spole og gemme i tv-programmet.

Tv-tunere til usb-stikket koster mellem 500 og 1000 kroner. For nogle uger siden testede dagbladet Politiken usb-tv-tunere, og til Mac-brugere anbefalede avisen klart Elgato EyeTv Hybrid. Avisen fandt ikke EyeTvs software til pc nær så god som Mac-versionen, men endte alligevel med også at anbefale EyeTv til pc.

EyeTv Hybrid fra Elgato ligger i den dyre ende. I de billigere modeller er det typisk den medfølgende software, der er ulogisk og unødigt indviklet at installere og bruge.

Det kan været et trick at gå ind i en velassorteret elektronikforretning og se, om man ikke kan lokke dem til at demonstrere programmet. Brugervenligheden er nemlig ikke nem at gennemskue ud fra specifikationerne alene.

Netfjernsyn på alle hylder

Når det gælder videofilm, så kan det være svært at konkurrere med dvd-tilbuddene i El-Giganten, Bilka, Fona og alle de andre store kæder, der alle har gode kvalitetsfilm på dvd til små penge. Ja, selv Tiger-butikkerne har et flot udvalg af solide filmklassikere på dvd til en skaldet 20er pr. stk.

Alligevel dukker der flere og flere tjenester op, hvor man kan købe eller leje film over internettet. Enten ved at se dem på computeren direkte (streaming) eller ved at hente en fil ned på harddisken og se filmen senere (download).

Og der kommer hver dag nye tilbud, så du slipper for at flytte rundt på stabler af dvd-er, du har set en gang og for at gå i Blockbuster.

Ud at se film med DSB

Såkaldt video-on-demand med udlejning af videofilm på nettet kommer formentlig til at lukke de sidste videobutikker på gaderne. I takt med at bredbåndsforbindelserne til de små bliver bedre, bliver det også helt almindeligt at hente aftenens film med dankortet over internettet popcorn og Cola må du dog stadig i kiosken efter.

Selv DSB har etableret en tjeneste, hvor du kan downloade musik, lydbøger eller film til din computer, så du er klar til at have underholdning med på rejsen. På DSBs hjemmeside koster det typisk en flad tier for at leje filmen i 24 timer.

Og glem så ikke alle DRs kanaler på dr.dk. Det er ordentligt, gratis public service-tv, og det betyder, at deres egenproducerede programmer kan hentes og ses på hjemmesiden, mens her og nu-tv kan streames direkte. Det er anderledes med TV2, der sender deres udsendelser over på sputnik.dk, hvor det koster penge.

Vil du vise filmen fra computerens harddisk eller streame gårsdagens udsendelse på fladskærmen i stuen, er det nemmeste at købe et dvi-hdmi-kabel, der forbinder den digitale skærmudgang på pcen (DVI) med den digitale indgang på fladskærmen (HDMI).

Det er også HDMI-indgangen, man bruger til at forbinde skærmen til dvd-spilleren.

Comments

Comments are closed.