Fremtidens gadget er en radiobil

Posted on december 19, 2009
Filed Under Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler

En el-bil er så nem at køre, at man roligt kan lade kørekortet blive hjemme. Den foreslår selv, hvornår den skal lades op -og viser vej til en » tankstation « , der kan skifte batterierne på tre-fire minutter. I garagen og på arbejdspladsens p-plads sikrer bilen selv, at den bliver ladet op, når der er overskud af strøm i elnettet. Det sikrer billig og grøn el.

Drej på rattet og tryk på speederen. Det er så nemt at køre i elbil, at det næsten gør ondt. Men det smerter for alvor den franske tekniker i passagersædet, da jeg prøvende trykker hårdt til speederen, og hans prototype af en familiebil på el laver hjulspind i de københavnske gader.

Jeg lover at køre pænt resten af turen i den smarte Renault Fluence Z. E., hvor de to bogstaver står for Zero Emission og refererer til, at elbilen ikke udleder CO2.

Efter ti minutter er turen rundt om blokken slut -og dermed også min rundtur ind i Danmarks fremtid som prøveland for elbiler.

Kun tiden vil nemlig vise, om vi i fremtiden kommer til at køre i biler på brint, trykluft, biobrændstof, elektricitet eller noget helt fjerde.

Men uanset hvad der kommer til at drive fremtidens biler frem på gader og veje, så er det helt sikkert, at bilerne bliver spækket med avanceret elektronik til at navigere, sikre brændstof, advare andre trafikanter og alt den anden komfort, der vil få bilen til at minde om en meget avanceret radiobil.

TESTZONE DANMARK

I forbindelse med klimatopmødet vrimler København med elbiler fra en række fabrikanter, der ligesom Renault arbejder på at sætte elbiler i rigtig produktion i løbet af de næste par år. Renault har som de eneste allieret sig med Better Place, der med elselskabet Dong Energy i ryggen vil opsætte særlige stationer til at skifte batterier over hele Danmark.

Den første kommer allerede i København næste år, og i 2011 bliver Danmark dækket med såkaldte Quickdrop-stationer, der kan skifte batterier i løbet af tre-fire minutter, mens man bliver siddende i bilen og venter.

Det er også i 2011, at Renault er klar med serieproducerede elbiler.

Vi er klar med familiebilen Fluence og varebilen Kangoo, og i 2013 har vi et fuldt program med både store og små elbiler, og så tager det for alvor fart, vurderer Søren Hyltoft fra Renault i Danmark.

Han forventer at allerede i 2013 -godt tre år fra nu -vil Renault sælge mere end 2.000 elbiler om året. Det er hver tredje nye Renault, der kommer på gaden.

EN ULEMPE AT VÆRE DE FØRSTE

billig at køre i, og selv om Søren Hyltoft og hans franske kolleger har et svar parat på alle spørgsmålene, så erkender de, at det er svært at sparke et helt nyt marked i gang.

Renault og deres samarbejdspartnere kaster milliarder af euro i elbilerne, men der er stadig mange løse ender.

Hvordan for eksempel med varmen? Testbilen var rar og velopvarmet sådan en decemberkold eftermiddag, men det må tære ekstra på batterierne. I modsætning til en forbrændingsmotor, har elmotorer jo ingen overskudsvarme. Strømforbruget til opvarmning må gøre et alvorligt indhug i de 160 kilometer, som bilen kan køre, før den kræver et batteriskift eller en stikkontakt.

-Ja, varmen koster. Men til gengæld varmer automatikken den automatisk op og defroster den om morgenen, mens den stadig sidder i stikkontakten, siger Christoph Deville fra Renault og tilføjer efter en tænkepause: -Men Fluence er i første omgang udviklet til Rusland, Tyrkiet og Ukraine, hvor der er ekstrem kulde og varme, så den er forberedt på at udnytte energien bedst muligt.

-Er den isoleret? -Nej, ikke specielt. Hverken i sideruderne eller dørene. Forruden er specielt isoleret, siger Christoph Deville.

BILER SKAL VÆRE SOM DE PLEJER

I Fluence sidder batterierne bag i bilen, så der må være et kraftigt kabel tværs gennem bilen, der kan skabe et magnetfelt. Magnetfeltet må genere både mennesker og sårbare maskiner som eksempelvis harddiske i bærbare computere, indvender deres udsendte? Det er tydeligt, at spørgsmålet kommer helt bag på repræsentanterne fra Renault.

-Det har jeg aldrig hørt om. Men det kan der jo ikke være. Kunderne forlanger jo, at en elbil skal være præcis som de biler, de kender, siger franske Christoph Deville.

EN KASSE ØL ER UDELUKKET

Efter turen inspicerer vi sammen med den franske tekniker bagagerummet, og det er nedslående. Det meste af pladsen er fyldt op af batterier, så det er kun muligt at presse en enkelt attachemappe eller en pakke dåseøl på højkant ned bag ved batterierne.

Selv om Renault-manden skynder sig at forklare, at det kun er en prototype, og den fabriksfremstillede Fluence bliver 13 centimeter længere.

Men selv med de ekstra 13 centimeter bliver det svært at se, hvordan man transporterer en kasse med 30 flasker Tuborg hjem fra Brugsen. Og selv om Søren Hyltoft understreger, at en elbil har langt færre mekaniske dele end en benzin-eller dieseldrevet bil og dermed er billigere i service og vedligehold, så demonstrerer et kig ned i motorrummet, at selv en elmotor fylder godt op.

Der bliver i hvert fald ikke plads til batterierne foran.

BILER BLIVER EN SERVICE

Det vil være langt mere logisk at placere batterierne under bilen, og det har Renault også gjort i deres nyudviklede elbiler som Twizy og Zoe.

Men Fluence er bygget over en traditionel bil, og batterierne er nødt til at være i bagagerummet, hvis de skal kunne skiftes på Better Places stationer.

-Bilen kan jo køre 160 kilometer på en opladning, så de fleste vil jo bare sætte den i stikket hjemme og på arbejdspladsen. Det er kun ved længere ture, man får brug for at skifte batterier, siger Søren Hyltoft fra Renault.

Han forventer, at bil, batterier, elstandere og måske også en feriebil på benzin eller diesel bliver en del af elbilspakken.

-Det bliver cirka 20 procent billigere at køre i en elbil, og der bliver færre udgifter til service, og man ejer jo ikke selv den dyreste del, batterierne. Det bliver nok noget med en slags abonnementsordning, vurderer Søren Hyltoft og nævner, at man kunne forestille sig et samarbejde med et biludlejningsfirma, der står til rådighed med gode tilbud på leje af feriebil.

-Du kan ikke køre til Sydeuropa i elbil endnu. Det er kun Danmark, der bliver dækket med skiftestationer, forklarer han.

Ikke en lyd fra den elektriske bil

Elbilen fra Renault er helt stille -ikke en lyd siger den. Derfor arbejder bilfabrikanterne også på at blive enige om en kunstig billyd, der rettes direkte fremad mod gående og cyklende, der er på kollisionskurs.

-Vi skal jo ikke have alverdens grimme lyde i byen, der generer alle andre, siger Søren Hyltoft fra Renault i Danmark.

Han understreger, at selv om en radar umiddelbart lyder som en god ide -så er det faktisk en skidt ide.

-Radar flytter ansvaret væk fra chaufføren over på teknikken, og det fungerer ikke.

Comments

Comments are closed.