It-chefer ønsker mere sparring
Posted on oktober 28, 2008
Filed Under KMD-Magasinet
IT-CHEFERNE EFTERLYSER SPARRING OM FREMTIDSPERSPEKTIVERNE OG DEN OVERORDNEDE IT-STRATEGI – I SÆRDELESHED MED LEDERNE AF SKOLERNE, PLEJEHJEMMENE OG DE ENKELTE FORVALTNINGER.
Digitaliseringsbarometeret viser, at der er ved at være styr på den grundlæggende infrastruktur. It-cheferne har ikke længere blikket stift rettet mod konsolidering, basisit og den grundlæggende it-organisation, fordi det er på plads efter kommunalreformen.
‘Vi har øjensynligt både overstået puklen med konsolidering af den basale it-infrastruktur, med at implementere ITIL i organisationen og opkvalificere medarbejderne. Nu handler det om, hvordan vi forbedrer service og skaber højere effektivitet med it,‘ siger direktør Troels Andersen fra CEDI.
Han peger på, at udbredelse af kontrakter på den service, it-afdelingen skal levere, såkaldt Service Level Agreements, SLA, nu på tredje år i træk er i vækst i kommunerne.
‘Og så er it-chefernes interesse for at konsolidere fagsystemerne tilbage på niveauet fra før kommunalreformen. Der er igen kræfter og overskud til at få systemerne til at fungere mere effektivt sammen,‘ forklarer Troels Andersen.
FRA MASKINRUM TIL FORRETNING
Enhver kommune med respekt for sig selv – og dem er der 98 af – har udarbejdet en it-strategi. Men mange steder er der alligevel stadig et godt stykke vej til konsistent sammenhæng mellem intentionerne og hverdagen i it-afdelingen.
‘Meget af det nødvendige arbejde foregår i dag, men ikke på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Hidtil har det handlet meget om at overleve, men nu har vi både kræfter og tid til at fokusere på it-ledelse,‘ siger formanden for kommunaldirektørerne i Danmark, Jens Christian Birch, der selv er kommunaldirektør i Næstved Kommune.
Han opfordrer til, at topledelsen i kommunerne i langt højere grad fokuserer på it-ledelse og på at udnytte de potentialer, der ligger lige for.
‘For eksempel ved at arbejde med business cases og ved udvikling af borgerservice-it,‘ siger Jens Christian Birch.
Men it-ledelse – eller it-governance, som det hedder – er allerede ved for alvor at vinde indpas i kommunerne. Ifølge Digitaliseringsbarometeret mener hver femte it-chef (19%), at kommunens ledelse i høj grad stiller klare mål for, hvad it skal bidrage med i kommunen. To ud af fem (38%) it-chefer vurderer, at de i nogen grad får klare mål for, hvad it skal bidrage med, mens de sidste to ud af fem it-chefer (43%) ikke mener, at topledelsen stiller klare mål for it’s bidrag til den kommunale forvaltning.
‘Der er kommet større modenhed og en bedre forståelse af markedet i kommunerne,‘ siger formanden for de kommunale it-chefer, Jørgen Kristensen.
ALLE BØR HAVE KONTRAKT MED IT-CHEFEN
Digitaliseringsbarometeret viser også, at hver femte it-chef efterlyser den nødvendige sparring fra topledelsen, når det gælder sammenhængen mellem kommunens overordnede strategi og it-enhedens opgaver. Helt præcist mener kun 2% af it-cheferne, at de direkte mangler sparring med ledelsen. 21% skriver, at de i ringe grad får sparring. Til gengæld kniber det langt mere at få samspillet mellem it-afdelingen og de øvrige afdelinger og institutioner i kommunen til at fungere. Kun 17% af it-cheferne er ifølge Digitaliseringsbarometeret positive, når de bliver spurgt, om de får det rigtige input og feedback fra forretningsenhederne til it-enheden.
‘Vi skal i højere grad til at skrive ind i ledelsesgrundlaget for alle lederne i kommunen, at it er en del af opgaven. Alle chefer skal have en kontrakt med mig om, at de skal tænke digitalt,‘ siger Jørgen Kristensen.
Den årlige undersøgelse fra Rambøll Management, It i Praksis, bekræfter også, at it-governance-strukturen mange steder i både det private og det offentlige er på plads, men de strukturer, der skal styre og kontrollere processerne, halter det mere med. Samtidig viser Digitaliseringsbarometeret, at it-organisationen er blevet professionaliseret, når det gælder effektiv drift – se bare på den stigende brug af strukturerede metoder som ITIL og Lean samt SLA’er.