Ferie-billederne ligger på nettet – hvor ellers
Posted on august 2, 2008
Filed Under Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler
Hjem fra ferien med tusinder af dejlige, digitale fotos – og hvad så? Glem alt om at printe ferieminderne og klistre dem ind i tunge albums. Læg i stedet billederne ud på internettet og send linket til familie og venner. Men husk at vælge en hjemmeside med private, lukkede mapper, så uvedkommende ikke kigger med
Digitale billeder fungerer bedst med digital fremvisning. De gammeldags fotoalbums med fotolommer eller stive papsider med pergamentpapir imellem er blevet dyrt tidsspilde. Lav i stedet en præsentation med de bedste billeder – et såkaldt slideshow – og mail det til familien, vennerne og de nye bekendtskaber fra campingpladsen i Frankrig. Eller endnu bedre: Læg billederne ud på nettet og nøjes med at sende linket. Så kan de selv bladre.
Det danske onlinefotoalbum 23 på webadressen 23hq.dk er blandt andet stiftet af en af den danske internetpionerer, Thomas Madsen-Mygdal, og skriver på hjemmesiden, at »deling af billeder skal være for alle (selv for bedsteforældre) «. Med den invitation er der heller ingen grund til at holde sig tilbage, når det gælder om at bruge internettet til at vise sine pletskud af børnene på campingpladsen i Kroatien, de smukke landskaber i Norditalien eller de fjollede drukbilleder med vennerne.
Nemmere, hurtigere og billigere
De digitale kameraer har nemlig gjort det nemt og billigt at fotografere, og der bliver knipset på livet løs alle vegne med alt fra avancerede digitale spejlreflekskameraer til simple mobiltelefoner. Det er en stor opgave at sortere og formidle de mange billeder – men programmer til styring af de mange fotos og til at uploade dem til internettet har gjort det både sjovt, hurtigt og nemt. Bagefter mailer du bare et link, der inviterer venner og familie til at kigge med.
Fordelene er mange: Det er nemt at samle billederne i mapper; en til juleferien, skituren, fødselsdagsfesten og ferien til Korsika. Med et klik kan man vise billederne til andre uanset, hvor de befinder sig. Du behøver ikke vente til næste gang, de kommer forbi til kaffe. Det er også nemt for andre eller en selv at hente billederne ned igen, hvis de for eksempel er forsvundet fra ens egen harddisk, eller bedstefar får lyst til at printe eller bestille et print af barnebarnet.
Internettet er ikke offentlig publicering
På nogle virker det umiddelbart grænseoverskridende at lægge sine private billeder ud på det store, »farlige« internet, hvor alle kan kigge med. Måske især for ældre generationer. Alligevel har mange allerede kastet sig over nettet både til intime betroelser og personlige fotografier. Nogle unge sender endda gladelig dumme drukbilleder fra en glad aften i byen eller sommerens drukrejse til syden via mobilen ud på sociale netværk eller offentlige hjemmesider på internettet.
Men tænk dig om, inden du lægger private og intime tekster og billeder på nettet. Billederne kan risikere at indgå i helt uforudsete sammenhænge og skabe problemer for en selv resten af livet. De forsvinder nemlig ikke så nemt fra det store digitale udhængsskab, når de først er offentliggjort på nettet.
Brug i stedet de tjenester, der tilbyder at opbevare og formidle dit private fotoalbum, så kun dem, du selv inviterer indenfor, får lov at kigge med. Vi har blandt andet prøvet at oprette lukkede fotosamlinger på Googles billedtjeneste Picasaweb og danske 23hq.dk, og begge steder har en meget fornuftig politik for opbevaring af de private, digitale billeder. Fotoalbum.eu er trods sit internationale tilsnit også på dansk og en ganske udmærket tjeneste, men det tæller ned, at alle billeder bliver frit tilgængelige for alle. Prøv også Microsofts windowslive.dk.
Første fix er gratis
Mange af tjenesterne ved godt, at de fleste kunder hen ad vejen bliver glade for deres foto-service, så de bliver alle drevet efter det gammelkendte pusher-princip: Første fix er gratis. Det betyder, at det er gratis at oprette sig og få lagerplads til den første gigabyte, som Picasaweb annoncerer med, eller de første 300 billeder og derefter 30 billeder om måneden, som 23 slår på.
Når først samlingen på nettet vokser, og pladsen bliver for trang, skal de fleste nok finde Dankortet frem og købe sig til mere plads til billederne. Det er ikke specielt dyrt at købe ekstra plads, så hvorfor ikke betale for en god service, når man først er blevet glad for sit onlinefotoalbum. Et års ubegrænset upload hos 23 koster 149 kroner, og Picasa tilbyder 10 gigabyte for 20 dollar om året (knap 100 kroner) og 40 gigabyte for 75 dollar (cirka 350 kroner).
Googles Picasaweb fungerer via et meget nyttigt, brugervenligt, dansksproget og gratis program, Picasa 2, der kan hentes her: picasa.google.com. Picasa 2 henter selv billederne ind på computeren fra kameraet, finder alle de gamle billeder på computeren, organiserer dem kronologisk, ligesom Picasa også har de mest nødvendige redigeringsmuligheder, der blandt andet kan rotere, beskære og justere lys på billederne. I Picasa 2 vælger du de billeder, du vil have i dit onlinealbum, trykker på webalbum og vupti: Billederne er på vej ud til dit eget fotoalbum på nettet. Husk at markere albummet som »ikke offentligt«, hvis du ikke vil have alle og enhver til at kigge med. På Picasaweb kan du bagefter samle billederne i diasshow, og du kan invitere andre til at kigge indenfor.
Billeder og historie
På Picasaweb kan du naturligvis skrive billedteksterne til billederne, men 23 er mere avanceret. Hjemmesiden 23hq er faktisk både en slags fotoalbum og en dagbog på nettet, hvor du kan skrive sammenhængende historier og knytte billederne til. Ligesom Picasaweb komplet med diasshow, tilknytning af søgeord til billederne – såkaldte tags – og organisering i billedmapper.
Til gengæld har 23 ikke sit eget program til at styre billederne på din computer, inden du uploader dem til nettet. I stedet har hjemmesiden været så smart at udvikle en knap til Picasa, så du kan kombinere det bedste fra begge verdener. Altså bruge Picasa 2 på din egen computer til at organisere billederne og 23 til at formidle dine digitale album på internettet. Du kan endda sende billederne via en almindelig e-mail eller din mobiltelefon direkte til 23hq. Så kan du endda holde dit digitale album ajour, mens du er på ferie. Se de avancerede muligheder på www.23hq.com/23/upload-options.
Insisterer du alligevel på at ødelægge en hyggelig aften med et lysbilledshow i familiens skød, så er det en god og alternativ ide at vise billederne på fladskærmen i stuen. Det nemmeste er at købe et dvi-hdmi-kabel, der forbinder den digitale skærmudgang på pc’en (DVI) med den digitale indgang på fladskærmen (HDMI). Det er også HDMIindgangen, man bruger til at forbinde skærmen til dvdspilleren.
De fleste dvd-spillere kan også vise billeder i det mest almindelige billedformat, jpg. Prøv for eksempel at brænde en almindelig cd eller dvd med dine feriebilleder smæk den i dvd-spilleren. Det burde virke, endda selv om dvdspilleren har kostet nogle få hundredekrone-sedler i Brugsen.
Billedtekst: Tjenester som hq23.dk og fotoalbum.eu kan hjælpe med at styre de mange fotos, du fik skudt i ferien, og uploade dem til internettet.