Bare nap en billig bærbar
Posted on maj 13, 2008
Filed Under Artikelarkiv, Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler
Dagbladenes Bureau, uge 19 2008
Det vælter ind i postkassen med tilbud på bærbare computere, der bliver stadigt kraftigere og voldsomt billigere. Hvis behovet bare er en computer til at surfe på nettet, tjekke e-mail og simple skriveopgaver, så er de billige bærbare udmærkede, lyder det fra Forbrugerrådet. Det gælder om at kende sit behov og se sig grundigt for. Med Tænks indkøbsguide fra internettet i bagagen har vi været med på en kigger
Forbrugerrådets blad, Tænk, har opgivet at teste de små bærbare computere. Modellerne bliver simpelthen forældet og erstattet med nye modeller på hylderne i butikken, hurtigere end Tænk kan få dem ud fra testbænken.
Samtidig rutsjer priserne på de populære bærbare computere hurtigere nedad, end skolebørn i den første sne på kælkebakken. Udviklingen inden for bærbare computere er gået ligesom med mobiltelefoner: De bliver stadig hurtigere og kraftigere, mens prisen daler. Men det kan alligevel være mere end almindelig svært at orientere sig i tilbudskatalogerne og på elektroniksupermarkedernes hylder.
- Men generelt er det imponerende, hvad man i dag kan få for små penge, siger testmedarbejder i Forbrugerrådet Rasmus Partsch.
Han vurderer, at hiver man fem tusindkronesedler op af lommen, kan man få en fornuftig bærbar computer, der dækker langt de flestes behov for tekstbehandling, e-mail og internet. Faktisk er det kun krævende brugere, som skal bruge computeren til at spille avancerede computerspil, komponere musik eller lave videofilm, der har brug for at investere i større og kraftigere, bærbare modeller.
- Det var i gamle dage for nogle år siden, at specifikationerne var vigtige, men i dag er selv de billigste bærbare i orden, og til almindeligt brug og for de fleste forbrugere er der ingen grund til at betale mere end 5000 kroner for en bærbar computer, siger Rasmus Partsch.
Det er ikke nødvendigt at give 3000 kroner
Faktisk kan man roligt bevæge sig helt ned i bunden af prisklasserne og skæve til de allerbilligste computere til omkring 3000 kroner.
For eksempel har danske Zepto indtil videre den uofficielle danmarksrekord i billig bærbar med deres Titan-computer, der kan fås for 2400 kroner. For de penge får man en komplet computer med 15-tommer skærm, 2,9 GHz Intel Celeron-processor, en gigabyte ram, harddisk med 80 gigabyte og cd-brænder med dvd-læser. Til gengæld følger der ikke trådløst netværk og Windows med for de penge. Men det kan købes til.
- For de penge får man faktisk udmærkede computere til de helt basale behov for at gå på internettet eller tjekke netbanken. Det ville for eksempel være udmærket til min mor, vurderer Rasmus Partsch fra Forbrugerrådet, der dog peger på, at han vil anbefale sin mor at putte trådløst netværk og Windows XP med ned i kurven til Zepto-computeren.
Til juni kommer Asus med et tilsvarende slagtilbud i deres såkaldte Eee-serie, der dog har en mindre skærm.
Mærk selv efter – og kig på mærket
Men lad nu være med at bestille den første og den bedste, billige computer på nettet. Bærbare computere er blevet en almindelig forbrugsvare, og selv om listen med specifikationer for de fleste er ligegyldige som rettesnor, så gælder det ligesom alle andre varer om selv at tage varen i øjesyn og mærke efter, om det er kvalitet.
- Man skal kende sit behov og så skal man gå ud i butikkerne og kigge på tingene. Støjer computeren, virker tasterne og hængslerne solide – virker den i det hele taget til at være ordentlig lavet?, råder Rasmus Partsch og henviser i øvrigt til Forbrugerrådets Laptopguide på www.taenk.dk, hvor der er samlet en række gode råd, når du skal vælge bærbar computer.
Det koster et mindre beløb at købe sig adgang til Laptopguiden, men de penge kan hurtigt være sparet i det samlede billede, fordi guiden hjælper med til at sikre, at du får en computer, der svarer til dine behov – og undgår de værste ærgrelser bagefter.
For eksempel bør en bærbar computer altid have indbygget trådløst netværk. Mange har trådløst net i hjemmet, og der er massevis af offentlige trådløse net, såkaldte hotspots, på stationer, cafeer, lufthavne, hoteller og restauranter, og så er det ærgerligt, hvis man ikke kan komme på med sin nye bærbare.
Mac-ejere er lykkelige trods mange fejl
I stedet for den klassiske forbrugertest har Tænk spurgt et forbrugerpanel om deres erfaringer med en række computermærker. De 4000 forbrugere i panelet har de bedste erfaringer med bærbare fra IBM eller Lenovo, som firmaet bag computerne hedder i dag. 89 procent af IBM/Lenovobrugerne har aldrig haft problemer med deres bærbare. Til sammenligning har 82 procent af køberne af Medion og Acer-bærbare aldrig haft brug for at få deres bærbare repareret.
Meget værre ser det ud for den danske Zepto-computer, hvor kun 68 procent af forbrugerne er sluppet uden om bøvl. Det er kun overgået af de smarte Mac-computere, der ofte er ramt af fejl. Kun 79 procent af Mac-brugerne er sluppet for computerbøvl.
Alligevel er Mac-ejerne de mest begejstrede computerejere. Næsten fire ud af fem er glade for deres Mac og vil anbefale andre at købe én. De andre pc-ejere er slet, slet ikke så loyale. De næstmest trofaste er IBM/Lenovo-ejerne, der kun lige sniger sig op på, at lidt over halvdelen vil anbefale det mærke til andre.
- Et mærke som for eksempel Packard-Bell er ikke noget, brugerne vil anbefale. Det er mærkeligt, fordi Packard- Bell tilsyneladende ikke går ret meget i stykker og måske kunne være et godt valg, siger Rasmus Partsch og tilføjer: – Men det kan selvfølgelig også skyldes andre ting end fejl. Måske støjer computeren, eller tasterne er dårlige. Det kan vi desværre ikke se ud af besvarelserne.
Billigere og bedre har de bærbare computere i hvert fald aldrig været. Og med tiden bliver de helt sikkert endnu billigere eller måske ligefrem gratis. Hvem ved, om vi en dag får bærbare computere i nakken sammen med bredbåndsabonnementer, ligesom det er gået med mobiltelefonerne?
Comments
Leave a Reply