Tvivl om statens centraliseringsplan

Posted on april 15, 2008
Filed Under Artikelarkiv, Dansk it-historie, Prosa-Bladet

Regnestykket over tidsplan og økonomi i regeringens plan om administrative centre er urealistisk, vurderer økonom. Det bliver også svært at fastholde de dygtige it-folk undervejs.

Stort er godt, men større er endnu bedre. Det er holdningen bag Finansministeriets rapport om etablering af to statslige servicecentre – et til drift af it og et til administrative opgaver som løn, regnskab og rejseadministration. I dag kan hver it-medarbejder i det mest effektive og næststørste ministerium, Justitsministeriet, ifølge rapporten betjene 116 medarbejdere. I det mindste og mindst effektive ministerium, Kirkeministeriet, kan en it-medarbejder kun betjene syv medarbejdere.

- Der er ingen tvivl om, at der er klare stordriftsfordele i drift af it. Det kan vi også se fra mange store private koncerner. Men det er tvivlsomt, om det giver mening at tage de store ministerier med i analysen, når vi kigger på løn og regnskab, siger cand. oecon og lektor Jens Hørlück fra institut for økonomi på Århus Universitet.

Han vurderer, at Finansministeriet ved at bruge den samme model for både it, bogholderi og rejser strækker den økonomiske fremskrivning rigeligt.
- Analysen bliver for snæver, når man bruger en model til fire så vidt forskellige områder. Ved løn og regnskab kunne man lige så godt drage andre konklusioner med en anden model. Hvis det var mine studerende, ville jeg have bedt dem finde alternative modeller, siger han med henvisning til, at de tre store – og effektive – ministerier skævvrider analysen.

- Uden de tre store får du en helt anden kurve ud af det.

Optimistisk skrivebordsøvelse

Steen Andersen, faglig sekretær i PROSA har fulgt arbejdet med rapporten tæt og undrer sig også over optimismen.

- Vi kan ikke få tallene til at hænge sammen. Finansministeriet bør smide de ikke-relevante målinger ud af statistikken. Det er en optimistisk skrivebordsøvelse, siger Steen Andersen, faglige sekretær i PROSA.

Men det afviser Finansministeriet:
- Ministeriernes tal taler et klart sprog. Også når tallene renses for de største ministerier, er der klare tegn på skalafordele på it-området. De store forskelle i effektivitet på tværs af de administrative områder viser et potentiale for yderligere løft ved at sikre anvendelsen af bedste praksis. Det er også helt i tråd med internationale erfaringer, siger kontorchef Lars Frelle-Petersen.

Stram tidsplan skal forhindre kompetenceflugt

PROSA vurderer, at tre år er alt for kort tid til at fusionere it-afdelinger fra mere end 170 institutioner.

- Det kommer ikke til at ske, vurderer Steen Andersen.

Finansministeriet erkender, at tidsplanen er stram.

- Det er en ambitiøs tidsplan. Men jeg mener, at de tre år er realistisk. Og hvis du spørger it-medarbejderne, så er det en alt for lang proces. Vi står jo i et positivt problem med lav arbejdsløshed og mangel på arbejdskraft – især kvalificerede it-folk, siger Lars Frelle-Petersen med henvisning til, at en fusion kan få gode kompetencer til at søge væk.

- En del har formentlig allerede forladt skuden. I fusioner tænker alle først på sig selv, og i det offentlige kan man jo modsat i det private ikke holde forarbejdet hemmeligt på direktionsgangen, indtil planen er klar, siger direktør Michael Karvø fra Center for Digital Forvaltning, CEDI.

- Vi har allerede folk, der ringer og er usikre, siger PROSAs Steen Andersen og tilføjer, at fusionen givetvis også vil give nye, spændende og udfordrende it-job.

Så med tiden skal regnestykket nok gå op.

- På lang sigt er der en rigtig god business case i det. Både økonomi og tidsplan ser fornuftig ud, dog med den klare forudsætning, at der bliver en stram styring af processen og solid ledelsesmæssig opbakning fra Finansministeriet, lyder vurderingen fra Michael Karvø.

Comments

Leave a Reply