Aktuel trafikinformation i forruden
Posted on januar 19, 2008
Filed Under Artikelarkiv, Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler
Er der trafikuheld, kø eller vejarbejde i sigte, er det rart at vide det i god tid, så man kan vælge en anden rute. Og gps’en kan selv tage højde for forhindringer og beregne en alternativ rute. De fleste nyere gps-systemer får nemlig løbende aktuel trafikinformation. Vi har kigget på teknikken, der i særdeleshed kan være nyttig i udlandet – informationen er nemlig på dansk.
Det er træls at blive fanget i en bilkø, hvis man kunne have kørt en anden vej, bare man havde fået besked om køen i god tid. Eller måske benyttet lejligheden til en tur ind på McDonalds, mens man venter på, at køen opløser sig selv.
De små digitale kortsystemer, gps’er, der sidder i forruden på hver eller hver anden bil på motorvejen, giver god hjælp til at finde vej – og nå frem til tiden. Alligevel kan der dukke et trafikuheld, en pludselig opstået bilkø eller vejarbejde op på vejen, der kan forlænge køreturen, så man kommer for sent til konferencen, konfirmationen eller stævnemødet. Og så er de fleste af de smarte vejvisere ikke meget bevendt. Men køber man i stedet en nyere gps og lægger et par tusindlapper eller mere på bordet, så følger der en RDS-TMC antenne med til gps’en. TMC betyder Traffic Message Channel, som er et system, der løbende modtager aktuel information om trafikken fra politi, kommuner, Falck, færgeoverfarter, broforbindelserne, entreprenører, videokameraer på motorvejene og andre kilder. Og så er TMC et internationalt standardiseret system, så det virker over hele verden, eller i hvert fald i de lande, hvor der er tjenester, som løbende leverer den nødvendige trafikinformation.
Det er der i det vestlige og centrale Europa samt USA – og mange andre lande er på vej.
- Jeg har været meget glad for det i Tjekkiet, hvor der var meget tæt trafik ind til Prag, så jeg fik god hjælp til at køre udenom. Det var også meget nyttigt i England, fortæller FDM’s motorredaktør, Leif Nielsen, der i mange år har brugt gps og fulgt udviklingen tæt.
Systemet er ved at være stabilt
Blandt de to største leverandører af gps’er på markedet, Garmin og TomTom, har Garmin i årevis tilbudt TMC på de store og dyre modeller, mens TomTom længe sværgede til den dyrere og mere besværlige løsning, hvor man henter trafikinformationen via internettet over en tilkoblet mobiltelefon. Det koster en del at have sin mobiltelefon permanent koblet op til internettet – i særdeleshed i udlandet. Så det er glædeligt, at TomTom nu også har valgt at gå over til TMC, der er både simplere og gratis at bruge. Eller næsten gratis – i nogle lande deriblandt Frankrig og England er ikke alle informationer gratis. Det koster et mindre beløb at abonnere på samtlige trafikmeddelelser.
I Danmark er det gratis, og siden årtusindskiftet har Vejdirektoratet i samarbejde med DR sendt trafikdata ud via de samme FM-signaler, der hører til radioens P4. Men siden januar 2007 er DR også begyndt at sende signalerne ud via P1, P2 og P3.
- Det har gjort signalet betydeligt mere stabilt, så det er ved at være en brugbar og interessant teknologi, vurderer Leif Nielsen fra FDM.
Det skal understreges, at TMC-signalerne ikke kan høres i radioens udsendelser, men er »usynlige« datapakker, der sendes ud sammen med radiosignalet. Altså medmindre man har en af de helt specielle TMC-radioer, hvor en maskinstemme læser trafiknyhederne op over højttalerne – og det skal man vel at mærke ikke forveksle med den trafikinformation, der bliver læst op i regionalradioen på P4. Det er såkaldt TA, traffic announcement, der er læst op af et menneske – på dansk.
Bedst på den tyske Autobahn
Hvis man for eksempel kører i Tyskland og lytter til tysk trafikradio, så fortæller de jo om trafikken på tysk – og tilsvarende på fransk i Frankrig. Det kan være et problem, hvis det kniber med sprogkundskaberne. Derfor har TMC i særdeleshed sin styrke i udlandet, fordi systemet i praksis sender oplysninger om begivenhed, sted og tidspunkt til TMC-radioen eller TMC-gps’en, som har indbygget en tabel med mange tusinde stedangivelser.
Det betyder, at gps’en viser trafikulykker, vejarbejde, kødannelser, midlertidige hastighedsbegrænsninger, tåge, isglatte veje og snestorme direkte på skærmen på ens eget sprog, uanset hvor i verden man kører rundt.
- Systemet er rigtig godt og veludviklet i Tyskland, men desværre orienterer tyskerne ikke om vejarbejde, som vi gør herhjemme, siger Leif Nielsen fra FDM.
Man kan også se trafikmeldingerne på Vejdirektoratets hjemmeside, www.trafikken.dk. Klik på kortet, så dukker der små trekantede skilte op med blandt andet vejarbejde og trafikulykker. Det er den samme information, der bliver sendt ud til gps’erne i bilerne.
Fremtiden bliver mere avanceret
TMC-systemet er på vej til at blive udbygget i endnu flere lande. På Vejdirektoratets hjemmeside, www.trafikken.dk, kan du se, hvor systemet dækker i dag, og på www.tmcforum.com står der endnu mere om systemet. Der kommer flere funktioner til i fremtiden: Information om aktuelle parkeringsforhold, trafikforhold i byer, aktuelle rejsetider og vejrudsigter er nogle af de informationer, som TMC vil blive udvidet med i de forskellige europæiske lande.
Og vi kan forvente endnu mere avancerede systemer med tiden. For eksempel har TomTom etableret et samarbejde med et af de største teleselskaber i Holland og Tyskland, Vodafone. Teleselskabet leverer data om, hvor og hvor mange af mobiltelefonerne på deres mobilnet, der befinder sig på motorvejen. På den måde kan en computer forudse, hvor der er risiko for kødannelse.
Billedtekst: Med nye gps-systemer kan man få løbende tafikinformationer på rejsen overalt i Europa – endda på dansk. Gps’en modtager trafikdata via de almindelige FM-signaler, så den skal have tilføjet en ekstra ledning, der virker som radioantenne. Denne her passer til gps’er fra TomTom. Blaupunkt og Navigon har dog udviklet mere elegante løsninger, hvor antennen er skjult. Mange gps-systemer har en bjælke med trafikinformation i den ene side af skærmen, som der her ses i højre side. Så kan man i god tid se, hvilke forhindringer, der dukker op længere fremme – og eventuelt nå at vælge en anden rute.Comments
Leave a Reply (or Cancel this reply)
-
Nye indlæg
Netværk
Jeg er aktiv i et stort netværk af andre journalister og mediefolk - og arbejder især tæt sammen med:- Lis Lyngbjerg
- Lene Rimestad
- Leif Osmark
- Axel Johnsen
- Bent Nicolajsen
- Elin Steffensen
- Naia Bang