Staten er it-pioner
Posted on januar 15, 2008
Filed Under Artikelarkiv, Prosa-Bladet
Prosabladet januar 2008
De danske myndigheders projekt med at indføre begge standarder i
den offentlige forvaltning er et ambitiøst forsøg på at være på forkant
med udviklingen.
Om fem år er vi alle meget klogere. Så ved vi, om det er Microsofts Office Open
XML, OOXML eller open source samfundets Open Document Format, ODF, der
bliver gældende standard for udveksling af dokumenter – både herhjemme og i udlandet.
De danske myndigheder har som de eneste i verden valgt at satse på begge de to standarder, der er i spil. Danskerne
kan ikke vente, indtil kampen er afgjort. Men tør omvendt heller ikke kun at satse på den ene af standarderne.
– Det er ikke nemt det her. Men vi er nødt til at prøve at fremskynde udviklingen, så vi styrker konkurrencen og skaber frit valg af leverandør af it-systemer, siger kontorchef i IT- og Telestyrelsen Adam Lebech,
der har ansvaret for implementering af åbne standarder i den offentlige forvaltning
efter Folketingets beslutningsforslag B103 fra juni 2006.
Seks ud af de syv åbne standarder, der trådte i kraft fra årsskiftet, er allerede i almindeligt brug i det daglige arbejde. Men den syvende – standarden for udveksling af dokumenter – er stadig underudvikling og genstand for en indædt kamp
mellem store, globale industriinteresser med Microsoft på den ene side og open source samfundet støttet af it-koncerner
som blandt andre IBM, Novell og Sun på den anden side.
Dokumentkravene er vidtgående
Derfor er regeringens krav om dokumentstandarden endnu mere vidtgående end de øvrige åbne standarder. I første omgang kan samtlige danske myndigheder – både kommuner, regioner og statslige institutioner – nøjes med at kunne læse
filer i begge dokumentformater. Men det forholdsvis simple krav er en grundlæggende forudsætning for det næste og
langt mere vidtgående krav: At alle nye it-systemer kan producere dokumenter i et eller begge af de to nærmest ukendte
formater.
– Vi stiller ekstra krav til læsning for at sikre udbredelsen af formaterne, og det er ganske usædvanligt, når ingen af formaterne i forvejen er generelt udbredt, erkender Adam Lebech.
Han peger på, at IT- og Telestyrelsen ikke stiller krav om, hvordan den enkelte myndighed i praksis vælger at overholde
kravene om læsning af ODF- og OOXMLdokumenter. Løsningerne kan variere lige fra installation af konvertere, flere
forskellige kontorpakker eller henvisning til en central konverteringsservice i itafdelingen.
– Men der er ikke nogen kattelem i forhold til standarden. Alle er nødt til at finde en løsning, og vi har heller ikke hørt, at der er nogen, der har haft problemer med at overholde kravet, siger Adam Lebech fra IT- og Telestyrelsen.
BOKS
Syv standarder taget i brug
De to dokumentformater OOXML og ODF udgør tilsammen blot én af de syv åbne standarder, som siden den 1. januar i år er blevet obligatorisk for det offentlige at benytte. Regeringen, KL og Danske Regioner har indgået en aftale om, at fremtidige it-løsninger til offentlige myndigheder skal baseres på eller understøtter de syv obligatoriske standarder.
Mens seks af standarderne fungerer i praksis, er standarden om dokumentformaterne ubetrådt land. Kravet til de offentlige myndigheder gælder dog foreløbig kun modtagelse, så de offentlige myndigheder er ikke forpligtet til at kunne afsende dokumenter i ODF- eller OOXML-formatet. Dog skal fremtidige anskaffelser af it-løsninger understøtte mindst én af de to standarder og kunne modtage dokumenter i begge formater, hvis behandling af tekstbehandlingsdokumenter er
relevant for løsningen.
Comments
Leave a Reply