Glad kommunaldirektør kører serverne ud af kommunen

Posted on januar 15, 2008
Filed Under Artikelarkiv, KMD-Magasinet

KMD-magasinet januar 2008
Vesthimmerlands Kommune outsourcer driften af serverne til KMD. Kommunen er for lille til at fastholde de nødvendige it. kompetencer, og nye sikkerhedskrav gør det nærmest umuligt selv at løse opgaven. Aftalen er kommet i stand på rekordtide gennem SKI-aftalerne, så kommunen slap for at gå i udbud.

Kommunaldirektør Mogens Kristensen var glad, da han den 17. december 2007
satte sin underskrift på en kontrakt til 3,5 millioner kroner. På papiret står der, at
KMD overtager driften af Vesthimmerlands Kommunes serverpark de næste fire år, og
kommunaldirektøren glæder sig til at slippe for det bøvl.
’Drift af it er ikke en kerneydelse for Vesthimmerlands Kommune. Det er et it-understøttende værktøj. Og det er blevet så komplekst at drive en serverpark, at vi ikke kan følge med. Samtidig bliver systemerne større og kræver mere kapacitet. Vi var allerede ved at nå loftet,’ siger Mogens Kristensen.
Den nye storkommune havde efter kommunesammenlægningen problemer med at følge med udfordringerne i serverrummet.
’Der var vedholdende irritationsmomenter, og spørgsmålet var, om vi havde de rette
kompetencer til den opgave. Og vigtigst af alt, om vi havde tid og råd til at sende medarbejderne på kursus. Det koster jo spidsen af en jetjager at opkvalificere,’ fortæller kommunaldirektøren, der ikke lægger skjul på, at kommunen simpelthen var på hælene i de
første måneder af 2007.
’Oveni kommer kravene til nytår om åbne standarder, og om et par år kan vi
forudse, at kommunerne skal til at leve op til høje sikkerhedskrav og den servicestandard,
der allerede er indført i staten,’ siger kommunaldirektøren med henvisning til den
såkaldte servicestandard DF 484. De nye sikkerhedskrav ville efter kommunens skøn
udløse ekstraudgifter på et sted mellem to og fire millioner kroner.
’Det begyndte at blive barsk.’

OUTSOURCING ER EN HYLDEVARE HOS SKI

Kommunen var simpelthen nødt til at ’være kreativ’, som Mogens Kristensen udtrykker
det, for at få løst det presserende problem med at vedligeholde serverne. Så opdagede
kommunens økonomichef, at man nu kan købe outsourcing af it-driften over Statens-
og Kommunernes Indkøbsaftaler, SKI. Det betyder, at kommunen kunne outsource
it-driften uden at skulle ud i et dyrt og langsommeligt EU-udbud.
’Vi sparede en masse penge ved ikke at være tvunget til at gå ud i et udbud. Det er
en uhyggelig kompleks juridisk opgave at outsource it-drift, som vi ikke selv kunne have
klaret. Det ville have krævet dyre konsulenter og taget rigtig lang tid,’ siger Mogens
Kristensen og peger på, at SKI-aftalen i forvejen har taget højde for alle de mange
komplicerede detaljer og blandt andet er godkendt af kammeradvokaten.
Og Vesthimmerlands Kommune har ikke haft problemer med at få kommunens behov
til at passe ned i SKI’s standard-aftale.
’Det er gået nemt. Jeg er utroligt glad for, at SKI har været inde i det her,’ tilføjer
Mogens Kristensen.

CENTRALISERING AF DRIFT ER EN TREND

Samsø og Høje-Taastrup Kommuner har ligesom Vesthimmerland også outsourcet
driften af deres serverpark til KMD, og den tendens forventes at fortsætte de kommende
år.
’Da server-teknologien blev udbredt for 10-15 år siden, kunne man ikke drifte
det centralt. Men det kan man i dag, hvor forbindelserne er blevet bedre, og der er
kommet bedre teknologi til overvågning og vedligehold,’ siger direktør i KMD Hans
Henrik von Platen-Hallermund og peger på, at kravene til serverrum, køling, overvågning
og fleksibilitet er stærkt stigende. Det giver stordriftsfordele ved central serverdrift, der
kommer begge parter til gode.
Derfor er it-drift for kunderne også blevet et mere centralt element i KMD’s forretning.
Og kunderne har først og fremmest været fra statsadministrationen og det private
erhvervsliv.
’Det kommunale marked har været lidt trægt, men jeg tror, det kommer. Kontrakten
i Vesthimmerland er ikke et enkeltstående tilfælde. It-drift for kunderne er en hjørnesten i
KMD’s vækststrategi,’ forklarer Hans Henrik von Platen-Hallermund.

I Vesthimmerland glæder kommunaldirektør Mogens Kristensen sig også over, at
kommunens store investering i nye servere ikke går tabt. Maskinerne bliver simpelthen
bare kørt ind i KMD’s serverrum, og så bliver de udfaset efterhånden, som de bliver slidt
ned. Når det sker, er det tanken, at Vesthimmerland i stedet skal købe it-drift som en
service. Ligesom man køber strøm ud af stikkontakten.
Med kontrakten har Vesthimmerland i stedet for isenkram købt et servicemål – en
såkaldt utility-aftale.
’På lang sigt sparer vi penge, og vi får langt mere stabil og sikker drift. Vi løser faktisk
en række problemer med et smæk ved at outsource it-driften: Vi får bedre service,
det er ikke dyrere – tværtimod, driften bliver stabil og kvaliteten bliver bedre,’ siger kommunaldirektør i Vesthimmerlands Kommune Mogens Kristensen og glæder sig også over, at kommunen slipper for bøvlet med at fastholde og videreuddanne dyre it-kompetencer – og slipper for at have personale stående til rådighed 24 timer i døgnet, året rundt.
’Vi er så få, at vi var meget sårbare i vagtordningen. Og vi kan ikke leve med, hvis en server går ned i døgnplejen,’ tilføjer han.

Comments

Leave a Reply