God og gratis billedbehandling
Posted on november 7, 2007
Filed Under Artikelarkiv, Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler
Alle nye digital-kameraer bliver leveret med et program til at beskære billederne, ændre kontrasten eller fjerne røde øjne, men de er ikke altid nemme at bruge. Til gengæld bugner internettet også af gode og gratis programmer til billedbehandling, og så er værktøjet i orden, hvis julegaven i år skal være hjemmelavet – med dine egne, digitale billeder
Skal julegaverne være en kalender med børnene, en t-shirt eller tekop med din elskede eller en sjov, hjemmelavet musemåtte med sommerens pletskud? Mulighederne for at bruge de digitale billeder til personlige julegaver er utallige. Men de fleste billeder skal først lige justeres og strammes op, inden de bliver afleveret til fotohandleren eller sendt til print over internettet.
For eksempel skæmmes mange af de private familiebilleder af skræmmende røde øjne på alle personer. Grunden til, at hele familien indimellem kommer til at ligne en samling bloddryppende monstre med blodskudte øjne, er ikke, at de lige er vandret ned fra de transsylvanske bjerge. Faktisk bliver øjne på billeder røde, fordi blitzen er placeret lige ved siden af objektivet på kameraet, og den lyser ubarmhjertigt lige ind i gluggerne og åbenbarer blodet inde i selve øjet.
Problemet er løst, hvis man trækker blitzen lidt væk fra kameraet. Og det er blandt andet derfor, man ofte ser professionelle fotografer række blitzen op mod loftet og væk fra kameraet. Men det er jo helt umuligt for os andre dødelige med små kompaktkameraer, hvor blitzen er integreret. Problemet kan imidlertid løses med digital billedbehandling, og det behøver endda ikke koste en bønne.
Exit-røde-øjne for 150 kroner
Alligevel begynder vi med to fikse små programmer, der koster en smule. For 30 dollars svarende til 150 kroner kan man hente programmer som Remove Red Eye på www.colorpilot.com/redeye.html eller Redeye Autoremover på www.bellence.com, der begge fjerner de røde øjne med et klik.
Fælles for begge programmer er, at de er på engelsk, og man gratis kan hente programmet og teste det på sine egne billeder. Og dermed selv vurdere om det er noget, man vil investere i. Begge programmerne fjerner med ganske få klik de grimme monsterøjne – helt automatisk. Men hvis du vil gemme de nye billeder uden røde øjne, er der ingen vej udenom at hive Visa Dankortet op af pungen og betale for en licens.
Redeye Autoremover er fuldautomatisk og det mest simple værktøj af de to. Hent billedet ind i programmet, klik på rød-øje knappen og vupti har personerne igen den naturlige mørke iris. Hvordan Søren programmet finder frem til ansigter og øjne på billedet og kun justerer farven det rigtige sted, kan jeg ikke svare på. Men vores egen test viste flotte resultater på flere forskellige billeder – også selv om personerne ikke er ret store på billedet. Til gengæld er Redeye Autoremover udelukkende beregnet til at fjerne røde øjne.
Remove Red Eye er en smule mere avanceret og kræver, at man med et klik udpeger hvert enkelt øje og måske også justerer størrelsen på det område, som programmet skal korrigere. Men det er kun nogle få ekstra klik, så klarer programmet selv resten. Og begge programmerne kan naturligvis fortryde ændringerne, hvis man ikke synes om justeringerne. Remove Red Eye fjerner ikke bare røde øjne, det er også et simpelt redigeringsværktøj. Til pengene får du også de mest almindelige redigeringsfunktioner, så du kan justere lys og kontrast (endda med en autofunktion, der rækker til husbehov), dreje billedet rundt eller spejlvende det, reducere størrelsen eller beskære billedet.
Gratis billedbehandling en masse
Det topprofessionelle værktøj til billedbehandling hedder Photoshop og kan gøre stort set alt ved dine billeder – til gengæld koster det mange tusinde kroner. Der findes en meget fin “folkeversion”, der hedder Photoshop Elements. Det koster cirka 800 kroner, men selv til den pris er programmet ikke oversat til dansk – det er kun på engelsk. Programmet kan købes her: http://kortlink.dk/4drg.
Men det er slet ikke nødvendigt at hive så dybt i foret, selv om du vil have fat i en større værktøjskasse. På nettet er der også en række andre muligheder, og de er alle meget fornuftige – og de fleste af dem er gratis.
En af klassikkerne er Irfanview, www.irfanview.com, der dog er bedst til at vise diasshow. Gimp er et glimrende, gratis alternativ til Photoshop, men det er ikke helt nemt at gå til for begyndere. Selv om tidligere tiders besværlige installation nu er erstattet af en nemmere procedure, så er selve programmet meget avanceret – i stil med Photoshop. Men hvis man i forvejen kender grundbegreberne og værktøjerne fra Photoshop, er man dog godt hjulpet, men amatørfotografen bør nok gå udenom.
Gimp kan hentes her: gimp-win.sourceforge.net . bemærk at du bagefter kan hente andre sprogversioner end engelsk. Dog ikke en dansk. Til gengæld er der en glimrende dansk introduktion til programmet her: www.aigis.dk/it/gimp/gimpguide1.html. Og på følgende hjemmeside er en fin introduktion til, hvordan man fjerner røde øjne med Gimp: http://kortlink.dk/4drk. Bemærk at ligesom i de fleste andre, almindelige billedprogrammer er du nødt til selv at fjerne de røde øjne helt manuelt. Med et pensellignende værktøj skal man selv “male” hele det røde felt i øjet og bagefter skifte det markerede område ud med sort farve. Til gengæld er det gratis.
Få styr på billederne
Der er masser af andre spændende muligheder for at lege videre med de digitale billeder, der jo efterhånden hober sig op i tusindvis på harddisken. Derfor kan det være meget nyttigt at kigge sig om efter et program til at holde styr på de mange billeder. Et godt bud er Googles fotoprogram Picasa, http://picasa.google.dk, der er direkte beregnet til at holde styr på billedsamlingen på computeren. Det er smart, fordi søgefunktionen er så god, at du ikke behøver forholde dig til, hvor billederne ligger på harddisken. Rigtig smart for rodehoveder, men mere systematiske personer bliver nok irriteret over, at det ikke direkte fremgår, hvor på harddisken billederne ligger.
Så kan vi i stedet anbefale XnView, der bygger på mere traditionel filhåndtering og kan læse mere end 400 (firehundrede!) forskellige filformater. Xnview kan endda også fjerne røde øjne og lave simpel billedredigering. Hent det for eksempel hos det danske pc-magasin PC World på http://kortlink.dk/4drm.
Det kan også være rigtig sjovt at klistre en række billeder sammen og lave store panoramabilleder. Bare hold kameraet op i hånden og tag billeder hele horisonten rundt – husk at billederne skal lappe over hinanden. Hjemme ved computeren henter du Autostitch på www.autostitch.net og så finder den selv ud af at sætte de mange billeder sammen til et langt, smalt bånd.
Prøv også Microsofts Photo Story, http://kortlink.dk/4drs, det laver med nogle få klik dit eget diasshow med baggrundsmusik, overblændinger, panoreringer – lige til at vise frem på computerskærmen eller tv’et i stuen.
Linksamling:
Remove Red Eye: www.colorpilot.com/redeye.html
Redeye Autoremover: www.bellence.com
Photoshop: http://kortlink.dk/4drq
Photoshop Elements: http://kortlink.dk/4drg
Gimp. http://gimp-win.sourceforge.net
Dansk vejledning til Gimp: www.aigis.dk/it/gimp/gimpguide1.html
Fjern røde øjne i Gimp: http://kortlink.dk/4drk
Picasa: http://picasa.google.dk
XnView: kortlink.dk/4drm
Autostitch, panoramabilleder: www.autostitch.net
Comments
Leave a Reply