Bedre billede for småpenge
Posted on oktober 10, 2007
Filed Under Artikelarkiv, Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler
For få hundrede kroner kan du få flot lyd og et knivskarpt digitalt billede på tv-skærmen – hvis du altså er en af de hundredetusinder af danskere, der modtager tv-signalet gennem luften på en tag- eller stueantenne. De digitale dekodere er både billige og gode, viser en ny test fra Forbrugerstyrelsen – og så er der endda elektronisk tv-guide på skærmen
Sidste år blev der solgt mere end 400.000 fladskærme i Danmark, men stort set ingen af dem har indbygget en digital dekoder – eller settopboks som det kaldes, når den digitale dekoder er en ekstra boks til at sætte ind mellem antennestikket og tv-apparatet. I år forventes der at ryge en halv million af de populære, flade tv-skærme over radiohandlernes diske, og kun halvdelen af dem har indbygget en digital tuner, der kan opfange det digitale tv-signal.
Hvis du imidlertid skulle være den heldige indehaver af en nyere fladskærm med indbygget dekoder (tv’et er forsynet med et DVB-T-mærke) så er der ingen grund til at læse videre.
Får du dit tv-signal fra antenneforeningen eller en boks fra en af de store leverandører af satellit-tv, Canal Digital eller Viasat, er der heller ingen grund til at fortsætte. Antenneforeningerne modtager nemlig i forvejen et digitalt tv-signal og konverterer det til det gammeldags analoge tv-signal, så de fleste kan modtage det på deres nuværende tv. Og satellit-leverandørerne tilbyder deres egen digitale dekoder, hvis man abonnerer på en af deres pakker med tv-kanaler.
Men næsten to ud ti danske husstande modtager kun tv fra en antenne på taget eller i stuen, og så er der god grund til at anskaffe sig en ekstra lille antenneboks.
Bliv digital for småpenge
- Hvis det traditionelle, analoge billede står knivskarpt på skærmen, og man er ligeglad med den elektroniske programguide, så kan man i princippet godt vente med at købe en digital dekoder, indtil man bliver tvunget til det om to år, siger Philippe Jessen fra Forbrugerstyrelsen, der har undersøgt, hvad man får for pengene, når man køber en digital dekoder og sætter i antennestikket. Den undersøgelse har fået ham til i stedet at anbefale, at man køber en digital dekoder med det samme og får noget fornøjelse af den med det samme.
- Testvinderen koster kun 800 kroner. Det er en beskeden sum for en klar forbedring af tv-fornøjelsen. Tænk på, at tusinder betaler mere end ti gange så meget for en ny fladskærm – helt op til 8.000-10.000 kroner, siger han med henvisning til Forbrugerstyrelsen testvinder Brainwave Digi2000 T, der er den mest brugervenlige, har en god lyd og et lavt strømforbrug. Alle settop-boksene i testen viste et godt billede. Problemerne viser sig, når man lægger øret til, eller tester hvor brugervenlige boksene er.
Det med brugervenligheden handler både om opsætning og installation af elektronikken, men først og fremmest om den elektroniske programguide (EPG), der gør tv-programmerne fra avisen eller ugebladet helt overflødig.
- Med nogle få tryk kan du på skærmen se og overskue tv-programmet. Både det, der kører lige nu – og for dagene frem i tiden, forklarer Philippe Jessen og peger på, at EPG også gør det meget nemmere at programmere videooptageren.
Synes du, at 800 kroner er lige i overkanten, så viste Forbrugerstyrelsens test faktisk, at man kunne få en hæderlig digital dekoder helt ned til 300 kroner. Det er Matsui MATDVBT 1207E til kun 300 kroner, der høstede andenpladsen i sammenligningen.
- Matsui’s brugervenlighed er kun marginalt ringere end på den fra Brainware, så Matsui er helt klart et godt bud, vurderer Philippe Jessen.
Til gengæld var der et par af de andre dekodere, der skuffede fælt. En enkelt af dem (Strong SRT 5126), fordi den havde en knitrende lyd, der kunne høres, når der var stille passager i udsendelsen.
- Så er der også et par stykker, hvor fjernbetjeningen er helt godnat. En reagerer først, når man slipper knappen, og på en anden er rækkevidden så kort, så det ikke giver mening at have en fjernbetjening, siger Philippe Jessen.
Investeringen holder nogle par år
Men inden turen går ned i radioforretningen eller ud på internettet for at erhverve sig en settop-boks, skal man gøre sig klart, at ligesom næsten al anden elektronik, er teknikken ikke fremtidssikret. Når Danmark om præcis to år – ved udgangen af oktober 2009 – slukker for det analoge signal, så kan man naturligvis stadigvæk se DR1, DR2 og TV2 via den digitale dekoder. Men de 10-12 nye digitale kanaler, der bliver plads til på den båndbredde, som DR1 og TV2′s analoge signal i dag fylder i æteren, kan ikke hentes ned med dagens digitale dekodere. Så skal vi ud og købe en ny elektronisk boks.
- De dekodere, vi har kunnet finde på markedet i dag, er alle baseret på den nuværende MPEG2-standard, og de nye kanaler, der kommer i efteråret 2009 bliver sendt i MPEG4-standarden, forklarer Philippe Jessen, der dog ikke mener, at det er en grund til at udsætte investeringen.
- Du kan jo altid sætte den gamle dekoder ind på et børneværelse eller op i sommerhuset til et ekstra fjernsyn. Den kan bruges i endnu et par år frem til 2012, hvor det nuværende MPEG2-signal også slukkes.
Alle dekoderne på i Forbrugerstyrelsens test, der kan ses på www.forbrug.dk, er i butikkerne nu og her.
- Men man skal være opmærksom på tilbud. Og hvis de ikke er til at finde i butikkerne, så burde de være til at finde på internettet, siger Philippe Jessen fra Forbrugerstyrelsen.
Nye digitale signaler
Den 31. oktober 2009 slukkes det analoge signal, der sendes fra tv-master over hele landet. Det er det signal, som man modtager med en almindelig tv-antenne på taget, loftet eller i stuen
Husstande, der ikke har kabel-tv, satellit-tv eller tv via internettet, kan derefter ikke se tv, medmindre de investerer i en digital dekoder – en såkaldt settop-boks, der kan oversætte det nye digitale signal fra masterne, så tv-apparatet kan bruge dem.
Det nuværende digitale tv-signal efter MPEG2-standarden er i luften over hele landet.
Tyskerne har allerede lukket for de analoge tv-signaler, og svenskerne gør det den 15. oktober i år.
Tv-signaler på mange måder
Jordbaseret sendenet.
Det jordbaserede sendenet når ud til næsten samtlige danske husstande – 99 procent. 18 procent af husstandene modtager kun tv via dette signal.
Kabel-tv
Der er 2,2 millioner abonnenter, der modtager tv via fællesantenneanlæg. Enten via antenneforeninger eller direkte hos udbyderne, TDC Kabel TV (har netop skiftet navn til Yousee) eller Telia Stofa.
Satellit-tv
Viasat og Canal Digital er dominerende på tv-satellitterne. Det vurderes, at de tilsammen har knap en halv million kunder i Danmark. Man kan også modtage tv-signal fra en del gratis satellitter i Danmark – dog ikke dansksprogede kanaler.
Comments
Leave a Reply