Find vej til den rigtige gps

Posted on juni 6, 2007
Filed Under Artikelarkiv, Dagbladenes Bureau, Digitale forbrugerartikler

Til bilen eller baglommen, i byggemarkedet eller hos bilforhandleren, til lavpris eller fuldpris. Navigationssystemer – gps’er – fås overalt, i alle udformninger og i enhver prisklasse. Vi viser, hvordan du finder vej til den rigtige gps

En smuk sensommernat for et par år siden endte min kone og jeg bogstavelig talt på Herrens mark et sted i omegnen af Firenze. Vi var faret vild i en lejet bil på vej fra lufthavnen i Rom til en øde vingård i bjergene, hvor vi skulle til bryllup. Det værste var, at årsagen til den natlige bøhmand i de toscanske bjerge skyldtes en nyindkøbt satellitnavigator – en såkaldt gps (Global Positioning System). Og Fruens fætter og kusine, der var kørt i hver deres bil, havde begge fundet vej ved hjælp af en fotokopi med en god gammeldags vejbeskrivelse – og var kommet frem uden problemer.

På trods af de dårlige erfaringer med de tidlige gps’er, tøver jeg dog ikke med at anbefale at købe en gps og sætte den digitale stifinder fast i forruden på bilen. Da vi dagen efter skulle til Lucca til selve vielsen, viste gps’en uden problemer den rette vej. Og vi undgik som de eneste at køre forkert. Også hotellet i det indre Rom fandt gps’en uden problemer, selv om den først prøvede at sende os den forkerte vej ad en ensrettet gade. Vi tog i stedet sidegaden i den rigtige retning, og gps’en beregnede en ny rute.

Siden dengang er gps’erne blevet bedre, billigere, mere pålidelige og præcise, og så undgår min kone og jeg at komme op at skændes om vejen. I stedet lytter vi bare efter den flinke kvindestemme, der præcist viser vej: “Om 500 meter, drej til højre”. Birgitte hedder gps-stemmen, og hun bliver ikke spor sur, hvis man glemmer at dreje af. Den digitale stifinder beregner bare en ny rute, og stemmen fortsætter med at vise vej – lige så tålmodigt som før.

To typer gps

Der er gps på vej i alle mulige moderne gadgets: Flere mobiltelefoner fås allerede med indbygget navigation, skøre japanere har bygget en prototype af en paraply med gps, man kan få et sportsur med gps, og navigationsudstyret er også på vej ind i bærbare mp3-afspillere, så du kan blive guidet gennem gaderne i New York eller Paris, mens du hører din favoritmusik i baggrunden.

Hvis vi helt undlader at kigge på mobiltelefoner med indbygget gps, så er der to typer navigationsanlæg til biler: De avancerede, der er indbygget i bilradioer, og dem der sættes fast med en sugekop i forruden. De fleste nyere luksusbiler har efterhånden indbygget navigationsanlæg. Nogle har en indbygget skærm, der altid er synlig – andre har en skærm, der kommer ud af radion og vippes op, når man tænder navigatonsanlægget. Den type gps’er ligger også i den dyre ende: Typisk fra 10.000 kroner og opad. Men den almindelige model med sugekoppen er fuldt ud lige så god – og fås langt billigere.

Prisen på gps’er har efterhånden sneget sig ned på små totusinde kroner – nogle modeller fås endda billigere endnu. Og fælles for dem alle er, at de kan vise vej fra A til B uden problemer. Men mange af dem er derudover nærmest en digital schweizerkniv til forruden. Nogle kan for eksempel bruges som billedbank til digitalkameraets feriebilleder. Andre har FM-sender så den talende stemme sendes over bilradion som om det var en radiostation. Nogle kan endda bruges som håndfri installation til mobiltelefonen, og der er også stemmegenkendelse på vej, så man bare kan råbe adressen til tingesten.

Gps er blevet hvermandseje

I mange år har markedet for gps’er været domineret af de særlige gps-fabrikater som blandt andre hollandske TomTom og amerikanske Garmin, men nu er også de traditionelle it-fabrikanter som Sony, Packard-Bell, LG og Acer kommet på banen. Det er et signal om, at teknologien er ved at blive moden til masserne, og forbrugerne har da også taget den mobile navigation til sig. Sidste år blev der ifølge Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, BFE, solgt 190.000 gps’er herhjemme, og BFE forventer at sælge i omegnen af 250.000 stk i år.

Men hvad skal man så kigge efter, når kursen er sat mod en gps?

Først og fremmest er det en god idé at finde en butik, hvor man kan få lov at få udstyret i hånden og tjekke, om det føles let og simpelt at betjene. De billige er ikke nødvendigvis dumme eller komplicerede, som forbrugermagasinet Tænk skriver i deres test af 16 gps’er. Både Tænk og andre danske magasiner og internetsider tester jævnligt gps’er, men det er svært at følge med, fordi der hele tiden kommer nye modeller. Du kan læse Tænks nyeste test på adressen http://kortlink.dk/3x3v, og den seneste test fra PC World på http://kortlink.dk/3x3u.

Nye kort er vejen frem

Praktisk taget alle gps’er har berøringsfølsom skærm, så man bare trykker direkte på skærmen. Det er sædvanligvis let og intuitivt at bruge, og der er ingen grund til at vælge en gps med knapper. Tværtimod kan det være et signal om, at modellen er mere kompliceret, end den behøver at være.

Næste skridt er at undersøge, om gps’en har de nyeste kort installeret ved købet. Der findes to leverandører af digitale kort, Navteq og TeleAtlas, og de er begge gode, og de sender nye versioner af kortene ud fire gange om året. Kig efter på pakken eller spørg ekspedienten, hvor nye kortene er. Der er jo ingen grund til at fare vild, bare fordi vejen er lagt om, blevet ensrettet eller måske nedlagt.

Overvej derefter nøje, om du behøver kort til hele Europa eller kan nøjes med Skandinavien. Du kan spare en del penge, hvis du kan har brug for kort til Skandinavien, men husk samtidig, at det typisk bliver endnu dyrere, hvis du senere beslutter at købe supplerende.

POI, Point of Interest, er et helt kapitel for sig selv. POI er angivelse af tankstationer, seværdigheder, restauranter, hoteller og andre vigtige punkter på ruten. Alle gps’er har på forhånd installeret de vigtigste, så man kan finde vej til den nærmeste benzintank eller restaurant. På de mere avancerede modeller kan man selv lægge nye POI’er ind via computeren. Nogle er gratis – andre koster penge.

Kør uden om køerne

En anden smart – og dyr – detalje er TMC, Traffic Message Channel, der automatisk henter aktuel trafikinformation via FM-båndet på samme måde, som trafikradioen på P4 afbryder med oplysninger om trafikuheld, vejarbejde, kødannelser og lignende. Pointen er, at GPS’er med TMC i god tid kan oplyse om forhindringer forude og foreslå en alternativ rute. Men TMC fås endnu kun på de dyreste modeller, eller også skal det købes som en separat boks, der skal forbindes til selve gps’en.

Og så lige et tip, til når gps’en først er indkøbt: Lad være med at betjene den, mens du kører. Hold ind til siden, når du skal indtaste destinationen. Forbrugermagasinet Tænk beretter, at to af deres medarbejdere var ved at køre galt, mens de testede gps’er. Anbring skærmen højt i vinduet på et sted, hvor den ikke hæmmer udsynet, og hvor du kan stadig se vejen vejen, mens du skæver til skærmen. Hold hænderne på rattet under kørslen, kig mindst muligt på skærmen. Lyt i stedet efter stemmens kørevejledning.

Hvordan vi fandt frem til brylluppet i Toscana? Vi ringede til familien, mens vi gravede i kufferterne efter den tilsendte vejbeskrivelse. Med den nåede vi godt frem ud på natten – en time senere end fætteren og kusinen.

Comments

Leave a Reply