De nye storkommuner tænker it-sikkerhed
Posted on oktober 6, 2006
Filed Under Artikelarkiv, Ingeniøren
Ingeniøren, 6. oktober 2006
Mange af de nye storkommuner er på vej med omfattende it-netværk til både it og ip-telefoni. Men større netværk kræver dyr, professionel it-sikkerhed – og det er allerede på tegnebrættet de fleste steder.
Strukturreformen giver eksplosionsagtigt vokseværk i it-netværkene i de nye storkommuner. Der er for alvor store rationaliseringsgevinster at hente. Men sårbarheden bliver også større, fordi mange flere mennesker afhængige af, at systemerne fungerer hele tiden.
“Når man tænker stordriftsfordele, så skal man også tænke sikkerhed. Det er ulige nemmere at tænke det ind, når man skal lave noget nyt. Så man gør det rigtigt fra begyndelsen,” siger divisionsdirektør Henrik Hviid fra Topnordic (tidligere Ementor) og understreger, at det er hans oplevelse, at det gør mange af de nye storkommuner.
“Generelt er det min oplevelse, at sikkerhed bliver tænkt ind i forbindelse med kommunernes datasammenlægning – i særdeleshed hvis de kører flere services som for eksempel både data og ip-telefoni på det samme net,” supplerer produktudviklingschef for it-sikkerhed i TDC, Kim Høse.
Primo Danmark (Public Risk Management Organisation) bekræfter, at de danske kommuner er klar over risikoen.
“Vores undersøgelser viser, at toplederne i kommunerne er meget opmærksomme på it-integrationen og hele it-problematikken. Bevidstheden er høj, og nedbrud som det i Vestsjælland kan løbe op i absurde høje beløb,” siger direktør Finn Kjær Jensen.
Alligevel peger han på, at god it-sikkerhed koster penge, og risikoen skal vejes op med alle de andre: Olieudslip, at der ikke personale i døgninstitutionerne osv.
“Mit råd til kommunerne er at kortlægge alle risici og så prioritere. Vi kan ikke håndtere dem alle.”
Comments
Leave a Reply