Velgørenhed: Engodsag.dk er blevet en god sag
Posted on juni 15, 2006
Filed Under Artikelarkiv, Jyllands-Posten
Velgørenhed er blevet en fornuftig forretning for to århusianske iværksættere, der netop har solgt en del af butikken og sikret sig selv løn de næste par år.
Selv den mest kritiske journalist-lup i det første årsregnskab fra engodsag.dk kan ikke finde en finger at sætte nogen steder. Ikke en eneste krone er det øjensynligt lykkedes de to århusianske iværksættere at putte i egne lommer med deres velgørenhedsprogram, Det gode Program. Det viser det blåstemplede revisorregnskab fra Deloitte, der er eksperter i regnskaber for velgørende foreninger.
Princippet i Engodsag.dk er, at forbrugere, der køber ind på internettet, kan kanalisere en procentdel af betalingen til en velgørende organisation efter eget valg. Forbrugerens pris er den samme, beløbet tages af internetbutikkens avance, og det fungerer kun, når Det gode Program er installeret.
Men Engodsag.dk er ikke selv en velgørende forening, selv om den ene af stifterne, Jonathan Løw, har mangeårig erfaring med velgørenhedsprojekter, og den anden, Mads Ellegaard, efter 10 år som internet-iværksætter oplevede sin mor blive syg og derfor besluttede at skabe noget “godt i verden” – noget med en større ide og højere livsværdi end kroner og øre.
»Vi ønsker ikke at være en forening, blandt andet fordi vi ikke vil hale penge ud af statskassen eller konkurrere om tipsmidler og den slags penge med de foreninger, som vi ønsker at støtte,« forklarer Mads Ellegaard, der fostrede ideen sammen med Jonathan Løw på bare halvanden time på en cafe.
Skal tjene penge
Så lad os slå det helt fast: Engodsag.dk er en virksomhed, og sådan nogle er sat i verden for at tjene penge.
»Det har hele tiden været meningen, og derfor har vi i praksis indgået to aftaler med de virksomheder, der sælger deres varer via Engodsag.dk,« forklarer Mads Ellegaard og peger på, at den ene aftale kanaliserer tre fjerdedele af provenuet fra internetbutikken videre til en velgørende organisation efter forbrugerens eget valg. Den sidste fjerdedel er det administrationsgebyr, som Engodsag.dk på sigt skal tjene sine penge på.
»Alle beløb, der nævnes i Det Gode Program og på vores website, er dem, der sendes ubeskåret videre i den retning, e-forbrugerne ønsker det,« understreger Mads Ellegaard.
I sit første regnskabsår, der dækker 18 måneder, har Engodsag.dk ApS kanaliseret 600.000 kroner videre i donationer til foreningerne. Heraf er 215.000 kroner doneret via Det gode Program. Resten er kommet ind via indsamlinger på hjemmesiden til blandt andet tsunami-ofre samt en stor velgørenhedsbegivenhed med verdens største børnekor.
Nu skal der satses
De to stiftere har netop solgt 30 procent af deres livsprojekt videre til to andre iværksættere, Henrik Jung Laursen og Klavs Pedersen, der står bag Forbrugerliv.dk. Investeringen på et ukendt encifret millionbeløb giver de to stiftere mulighed for at få løn og hellige sig hundrede procent Engodsag.dk. Foruden dem selv har Engodsag.dk allerede indgået aftale med to fuldtidspraktikanter, der starter i august.
»Jeg har lukket alle mine andre aktiviteter ned, som jeg levede af. Nu gælder det Engodsag.dk. Det er forrygende at få mulighed for at arbejde på fuld tid på det, jeg har brugt alle mine aftener og weekender på de seneste tre og et halvt år,« siger Mads Ellegaard og glæder sig over, at nu bliver der også tid til at være lidt “velgørende” over for konen og hans to børn, der ikke har set meget til far i de forløbne år med dobbeltjob.
E-handelsprisen
Som en yderligere markering af successen fik Engodsag.dk tidligere på året e-handelsprisen, og Mads Ellegaard blev i foråret valgt som et af årets unge ledertalenter af Berlingskes Nyhedsmagasin.
Selv gode sager får spalteplads i aviserne og sendetid i tv. Ifølge det første årsregnskab fra Engodsag.dk er der skrevet omkring 500 avisartikler, og virksomheden har været omtalt i 15 primetime udsendelser – blandt andre Tv-Avisen og Tv2-Nyhederne. Det her må så være artikel nummer 501.
Fakta: Sådan virker En god Sag
Du downloader og installerer et lille program, Det gode Program, på din computer. Det har mere end 30.000 danskere gjort.
Hver gang du handler på internettet hos en virksomhed, der har aftale med Engodsag.dk, popper et lille vindue op og spørger, hvilken organisation du vil støtte, når du køber en vare i internetbutikken.
Prisen for varen er uændret, men Engodsag.dk sender en procentdel videre til velgørenhed.
Butikken betaler endvidere et administrationsgebyr direkte til Engodsag.dk.
Engodsag.dk samarbejder med 340 internetbutikker – og 95 velgørende organisationer.
Læs mere og hent Det gode Program på www.engodsag.dk
Fakta: Regnskab
De første 18 måneder har Engodsag.dk ApS haft indtægter på en lille halv million kroner fra Det gode Program, direkte donationer og faste bidrag fra de tilknyttede internetvirksomheder.
Efter donationer på 215.000 kroner samt omkostninger og afskrivninger på 272.000 kroner ender virksomheden med et resultat på knap 4.000 kroner.
Engodsag.dk har også samlet penge ind via events og hjemmesiden og har derfor i alt doneret 600.000 kroner.
Comments
Leave a Reply