Affald: Ny regler for it-skrot
Posted on maj 18, 2006
Filed Under Artikelarkiv, Jyllands-Posten
Fra den første april overtog producenter og importører ansvaret for lovlig bortskaffelse af computere, printere og andet el-skrot. Den nye ordning skal sikre, at Danmark lever op til EU-kravene.
Forpligtelsen til at slippe forsvarligt af med gamle køleskabe, fjernsyn, computere, opvaskemaskiner og andet elektronisk affald holder flyttedag. Fra den første april i år er det ikke længere slutbrugere som private forbrugere og erhvervsvirksomheder, der er ansvarlig for, at el-skrot bliver genanvendt efter reglerne. Nu er det leverandøren af de elektroniske artikler – producenten eller importøren – der bærer ansvaret for at komme af med udslidt elektronisk udstyr.
Men forpligtelsen er også en handelsvare, fordi leverandøren kan lade virksomhederne overtage ansvaret.
»Nu er affaldshåndtering et nyt område, som virksomhederne skal have ind i handelsaftalerne, når de køber ind,« forklarer direktør for WEEE-system, Johnny Bøwig. WEEE-system fører tilsyn med den nye ordning for el-skrot.
Ingen smuthuller
Johnny Bøwig peger på, at det kan være lettere for virksomhederne selv at overtage forpligtelsen fra alle leverandører. Typisk har virksomheden enheder fra en lang række forskellige leverandører, og så kan det være nemmere selv at køre el-affald samlet til genanvendelse og betale for opgaven – frem for at skulle sortere det og returnere skærme af ét mærke til én leverandør og andre mærker til andre leverandører.
»Så vi ser allerede nu, at forpligtelsen er et element, der bliver brugt i forhandlingerne og skal skrives ind i kontrakterne ligesom garanti, returret og så videre,« forklarer Johnny Bøwig, der afviser, at ansvaret forsvinder mellem to stole.
»WEEE-system skal føre tilsyn med dette, og vi vil lave vugge til grav-analyser, hvor vi vil tage stikprøvekontroller og sikre, at aftalerne bliver overholdt,« understreger han med henvisning til, at WEEE-system står til ansvar over for Miljøstyrelsen, der igen skal rapportere til EU.
Flere store elektronik-leverandører som blandt andre Sony har etableret deres egen affaldsordning og vil selv tage ansvaret for håndteringen af affaldet. Sony afviser at overdrage ansvaret til andre.
Private forbrugere har betalt for bortskaffelsen, når de køber nyt el-udstyr. Via WEEE-system overfører leverandører og importører pengene til de kommunale genbrugspladser, der gratis tager imod skrot fra private.
Selv uden de nye regler er Danmark allerede godt med.
Danmark forbi målet
»Det europæiske succeskriterium er fire kilo el-skrot pr. forbruger, og det mål er Danmark allerede længe forbi,« siger Johnny Bøwig.
Han erkender, at det kan være en smule bureaukratisk for små og mellemstore virksomheder at håndtere forpligtelsen, og nogle vil måske bare vælge selv at betale for at komme af med affaldet. På den måde betaler virksomhederne to gange for bortskaffelsen.
»Det er rigtigt, at håndværkere og andre i den størrelse kan ende i en gråzone. Det er selvfølgelig en utilsigtet virkning. Det koster at vælge bureaukratiet fra,« siger Johnny Bøwig.
Det koster omkring 60 kroner at bortskaffe en pc på 25 kilo. Den nye ordning gælder kun elektronik, der er solgt efter den første april i år. Slutbrugerne har stadig ansvaret for historisk el-skrot.
Fra april har leverandørerne overtaget ansvaret for at håndtere gammelt elektronisk udstyr forsvarligt. Men de kan sælge forpligtelsen videre til virksomhederne.
Fakta: Skrot
Mere end 80 procent af en pc bliver genanvendt.
Computere, printere og andet el-skrot splittes ad manuelt.
Printkort, ledninger, kviksølvholdige batterier og kabinet sorteres hver for sig.
Printkort og ledninger smeltes og ædelmetallerne udvindes. Det er blandt andet guld, sølv, platin og palladium.
Batterier kan typisk ikke genanvendes.
Jern, aluminium og øvrige metaller i kabinettet smeltes om og genbruges.
Plastdele brændes og varmen udnyttes.
Læs mere på www.weee-system.dk
Comments
Leave a Reply