Konkurrence: Netbutik melder leverandører

Posted on maj 4, 2006
Filed Under Artikelarkiv, Jyllands-Posten

En del store leverandører vil ikke handle med rene internetbutikker.

 

Konkurrenceloven er helt klar: Det er forbudt at misbruge en dominerende stilling, og derfor er store leverandører og leverandører af mærkevarer som hovedregel forpligtet til at levere til alle forhandlere, der vil føre deres varer i butikkerne. Også selv om butikken kun eksisterer på internettet.

Gennem et års tid har www.workoutshop.dk derfor forhandlet med en række store leverandører om at få lov at føre deres varer i internetbutikken, der sælger kosttilskud, fitnesstøj og tilbehør til fitness. Forgæves.

Nu har indehaveren Bülent Erdogan mistet tålmodigheden og meldt to af leverandørerne til Konkurrencestyrelsen.

»De har direkte sagt, at de ikke vil levere til os, fordi det er en internetbutik. Den ene importør siger, at de ikke må sælge til flere netshops i Danmark, og flere af de andre har alverdens andre undskyldninger for ikke at ville handle med os,« siger Bülent Erdogan, der forgæves har prøvet at få afvisningen på skrift.
Ingen saglig begrundelse

Han lægger ikke skjul på, at han regner med at sænke prisen med 100 til 200 kr. sammenlignet med den pris, som de to leverandørers pulsure og fitnessbeklædning kan købes til andre steder.

Konkurrencestyrelsen bekræfter at have modtaget sagen, men afviser at kommentere den konkrete sag.

»Men man kan ikke argumentere med, at man ikke vil levere via internettet. Det er ikke en saglig begrundelse i sig selv,« siger kontorchef Finn Porsborg fra Konkurrencestyrelsen.

Han understreger dog, at der kan være andre relevante grunde til, at en leverandør ikke vil levere varer til alle forhandlere. Det kan for eksempel være hensynet til sikkerhed, undervisning af ekspedienterne eller krav til fremvisningen.

Det typiske eksempel er B&O, der med loven i ryggen har undgået at levere til internetbutikker med henvisning til en række generelle krav som kvadratmeter i butikken, ventilation, lydforhold og uddannelse af ekspedienterne.

»Man kan heller ikke konkludere, at en leverandør har en dominerende stilling, blot fordi han sælger mærkevarer. Butikken kan jo bare vælge at føre varer fra andre leverandører,« siger Finn Porsborg og understreger dermed, at sagen ikke nødvendigvis er helt så enkel.
Fjollet at misforstå nettet

Foreningen for Dansk Internethandel, FDIH, står hovedrystende overfor, at nogen leverandører stadig prøver at undgå at levere til internetbutikker og ser positivt på Bülent Erdogans sag i Konkurrencestyrelsen.

»Jeg skal ikke afgøre det juridiske, men FDIH vil ikke acceptere, at butikker bliver diskrimineret, fordi de kun findes på internettet,« siger direktør i FDIH Morten Kamper.

Han peger på, at ofte er en god internetshop en bedre kanal til at servicere og skabe loyalitet hos kunderne.

»Internettet er både salg, service og markedsføring i den samme kanal. Det er helt fjollet, når vi møder importører og leverandører, der stadig ikke har forstået, hvad internettet går ud på,« tilføjer Morten Kamper.

Både Konkurrencestyrelsen og Foreningen for Dansk Internethandel kender til en lang række tilfælde, hvor internetbutikker har haft problemer med at få lov at føre store mærkevarer i deres internetbutikker. Men så vidt Morgenavisen Jyllands-Posten erfarer, er det første gang, at en internetbutik direkte har lagt sag an hos Konkurrencestyrelsen.

Comments

Leave a Reply