It: Tivoli sparer med e-billetter

Posted on maj 4, 2006
Filed Under Artikelarkiv, Jyllands-Posten

Efter den første sæson med elektroniske billetter og turpas melder Tivoli om besparelser i millionstørrelse.

 

For mange danskere begynder turen i rutsjebanen på internettet. Forbrugerne ønsker i stigende grad at slippe uden om køerne ved billetlugen og foretrækker i stedet at betjene sig selv – hjemme fra skærmen.

Sidste år solgte Tivoli i København et pænt antal selvprint-billetter til både entre og turpas over internettet, som salgs- og marketingdirektør Torben Holme Nielsen diplomatisk udtrykker det.

Sammen med muligheden for at forny årskort elektronisk har den gamle have hentet en god gevinst ved at lade gæsterne betjene sig selv.

»Besparelsen ligger på et pænt éncifret millionbeløb, og vi forventer at sælge dobbelt så mange elektroniske billetter i år,« fortæller Tivolis salgs- og marketingdirektør og peger på, at bare det at kunne nøjes med at åbne fem i stedet for seks bemandede billetluger på de travle dage giver en god besparelse.

»Og gæsterne slipper for at stå i kø og vente,« tilføjer Torben Holme Nielsen.
Selvbetjening

Selvprint-billetterne er helt uden manuel behandling af Tivolis medarbejder. I stedet printer gæsterne selv billetten med stregkode ud hjemme på printeren og viser også selv stregkoden frem for en stregkodelæser ved indgangen til den gamle have.

»Det er blevet god service at betjene sig selv i modsætning til gamle dage, hvor selvbetjening var lig med dårlig service. I dag har vi vænnet os til selv at tanke benzin, og det foretrækker de fleste at gøre i stedet for at stå i kø og vente på en ekspedient,« siger Jakob Mortensen fra it-firmaet Net Image, der har udviklet Tivolis stregkodebillet.

Det er to år siden, Tivoli gav gæsterne mulighed for at forny deres årskort over internettet ved at betale med Dankort. I dag fornyer fire ud af fem Tivoli-gæster selv årskortet hjemmefra.

»Vi har sparet millioner i porto og administration, fordi vi ikke skal sende nye kort ud hvert år,« siger salgs- og marketingsdirektør i Tivoli Torben Holme Nielsen og peger på, at plastickortet i sig selv koster tre-fire kroner, så genbruget af de fleste af de 300.000 årskort sparer allerede den første million.
Automater til turpas

Når gæsterne har fornyet kortet på nettet, registreres betalingen for det nye år i stedet i magnetstriben på det gamle kort, næste gang de kommer i Tivoli. Tivoli-gæsterne kan også i forvejen købe et turpas, der giver adgang til alle forlystelserne, men den stregkode-billet skal byttes til et armbånd i Tivoli, og det koster manuel arbejdstid.

»Derfor planlægger vi at installere selvbetjeningsautomater inde i haven, hvor gæsterne selv kan scanne selvprintbilletten ind og få udleveret det armbånd, der er turpasset,« siger Torben Holme Nielsen og peger på, at investeringen i de dyre selvbetjeningsautomater også viser, hvor stort besparelsespotentialet er.

Man kan købe billetter til flere andre forlystelsesparker på nettet. De sender blot billetterne med almindelig brevpost.

Legoland åbnede sidste år for, at man kan reservere plads i forvejen på nettet til de to mest populære forlystelser og dermed springe køen over. Et system, som Legoland har gode erfaringer med og overvejer at udvide til flere forlystelser.

erhverv@jp.dk

Billedtekst: LIDT SJOVERE – Tivoli sparer millioner ved at lade gæsterne selv printe deres billet, og gæsterne slipper for at stå i kø ved indgangen.Foto: NICOLAI LORENZEN

Comments

Leave a Reply