It: Ikke et ord om egnsudviklingsstøtte
Posted on april 6, 2006
Filed Under Artikelarkiv, Jyllands-Posten
Tre ud af fire virksomheder i det jysk-fynske it-satsning forventer direkte at få gevinst på bundlinien ud af at samarbejde med universitetsmiljøerne.
»Undskyld, vil du lige gentage det bandeord,« siger medlem af hovedbestyrelsen i IT-branchen, bestyrelsesformand for Munk IT, Helge Munk, i telefonen.
Vi prøver igen, men Helge Munk nægter selv at tage det grimme ord egnsudviklingsstøtte i sin mund.
»IT-branchen har støttet dette, fordi vi er gået direkte efter kvaliteten i projekterne – ikke det lokale eller regionale,« understreger han. Men tilføjer alligevel:
»Men politisk er der mere magt i at slå på det regionale.«
Vellykket støtte
Det tyder også på, at den jysk-fynske it-satsning, der med en lille halv mio. kr. i ryggen siden 2002 har arbejdet intensivt på at skabe forsknings- og udviklingssamarbejde mellem universiteterne og erhvervslivet vest for Storebælt, har haft god succes de første fire år. Mere end 300 virksomheder har været med i hundrede forskellige projekter, og ni ud af 10 virksomheder forventer, at projekterne direkte vil styrke deres konkurrenceevne. Det viser en uafhængig rapport, som videnskabsministeriet har bestilt.
»Vi har tydeligvis gjort en forskel, der er ganske markant i dansk sammenhæng,« vurderer amtsborgmester i Århus Amt, Johannes Flensted-Jensen (S), der er en af bagmændene for den jysk-fynske it-satsning.
Som politiker lægger han til gengæld ikke skjul på sin begejstring for den betydning, som it-satsningen har haft i randområderne.
»54 pct. af virksomhederne ligger udenfor de store universitetsbyer. Det er en høj succesrate, der fortæller om vellykket egnsudviklingsstøtte,« siger Johannes Flensted-Jensen og peger på, at satsningen har vist sig at have haft en særlig betydning for de små og mellemstore virksomheder.
»De har i alt for ringe omfang haft mulighed for at bidrage i it-udviklingen,« siger han.
Igen til lommerne
Ifølge Videnskabsministeriets rapport forventer tre ud af fire virksomheder, at it-satsningen direkte vil forbedre indtjeningen på bundlinien. Knap halvdelen (40 pct.) forventer, at it-projekterne vil reducere virksomhedens omkostninger, og hver tredje forventer, at samarbejdet vil skaffe flere i arbejde.
Foreløbig har regeringen valgt at forlænge den jysk-fynske it-satsning med 45 mio. kr. om året i år og næste år, selv om det ikke rækker langt.
»Jeg prøver nu på at få et møde i stand med videnskabsminister Helge Sander for selv at fortælle om de gode resultater, der blandt andet flugter fint med globaliseringsrådets anbefalinger. Der skal tænkes lidt mere rundhåndet,« siger Johannes Flensted-Jensen.
Fakta: It-støtte
Den jysk-fynske it-satsning er det nyeste forsøg på at samle det spredte it-miljø på universiteter og erhvervsliv uden for København. Den jysk-fynske it-satsning fik i 2002 bevilget 175 mio. kr. til at sætte skub i it-innovation i Vestdanmark ved at styrke samarbejde mellem erhvervsliv og universiteterne.
Regionale virksomheder og institutioner lagde 281 millioner oveni puljen, og efter udløb i 2005 blev den offentlige bevilling til den jysk-fynske it-satsning forlænget med 45 millioner kroner om året, foreløbig i 2006 og 2007.
Billedtekst: Billedtekst:»Forskningen findes jo også i Vestdanmark. Det er et spørgsmål om at få de kloge folk over hele landet i søen,« siger amtsborgmester i Århus, Johannes Flensted-Jensen (soc.dem.).
Comments
Leave a Reply