»Vi var ikke til at styre«
Posted on november 15, 2005
Filed Under Artikelarkiv, Dansk it-historie, Prosa-Bladet
Knap 200 gamle “regnedrenge” var mødt op den 12. oktober for at fejre 50-året for stiftelsen af Danmarks første it-virksomhed, Regnecentralen. Over fadøl og pindemadder blev der udvekslet minder, Algol-erfaringer og pillet ved de gamle RC-maskiner.
Selv om bandet ihærdigt forsøgte sig med “To lys på et bord” og “Forelsket i København” og andre af den tids hit, følte ingen af de gamle medarbejdere fra Danmarks første it-virksomhed, Regnecentralen, anledning til en svingom i Fujitsus imponerende forhal med storslået udsigt over Tuborg Havn. Benene var blevet for gamle og stive, og håret på de næsten 200 ældre herrer og damer var enten blevet gråt eller helt forsvundet. De mange it-koryfæer var samlet i anledning af, at det denne tirsdag eftermiddag den 12. oktober 2005 præcist var 50 år siden, at Akademiet for de Tekniske Videnskaber oprettede Dansk Institut for Matematikmaskiner – i daglig tale Regnecentralen. Og der var meget at fejre.
- Det kan være, at vi skabte en del problemer for os selv, men vi har også skabt meget, der virkede, som en af jubilæumsgæsterne bemærkede. Det var netop den atmosfære af pionerånd, løssluppent anarki og store visioner tilsat et enormt engagement – eller drive som det ville hedde i dag – som kendetegnede talernes gennemgang af de 37 år, hvor Regnecentralen opererede som en selvstændig virksomhed. I 1992 blev Regnecentralen helt opslugt af britiske ICL, der blev overtaget af japanske Fujitsu.
Meget at være stolt af
Regnecentralen nåede at blive en stor og betydningsfuld international faktor i den gryende it-industris pionerår, blandt andet fordi de visionære og kreative kræfter fik optimale vækstbetingelser. Men omvendt spredte Regnecentralen også sine aktiviteter udover hardware, styresystemer, applikationsprogrammering, servicevirksomhed, undervisning og forskning.
- Vi var jo heller ikke til at styre, som Poul Mølgaard bemærkede i sin gennemgang af RC’s historie efter 1970. Det fremgik tydeligt af talerne og den spredte snak over pindemadderne, at der teknisk set var meget at være stolt over i Danmarks største it-virksomhed. Dagen efterlod indtrykket af energiske legedrenge, der arbejdede i døgndrift med det, der interesserede dem. Drevet af nysgerrighed – og altid i pengemangel. Forretningsmæssigt var der ikke så meget at glæde sig over.
- Vi fik bygget megen viden op, men ikke solgt mange produkter. Men de var til gengæld meget bedre end konkurrenternes, lød en bemærkning. Kærligheden til teknikken, de første datamaskiner og glæden ved at skabe solide og funktionelle computere skinnede tydeligt igennem.
- Mon ikke der stadig snurrer en RC 9000 et sted derude, gættede Poul Mølgaard. Og det var de mange gamle RC-drenge i salen øjensynligt ganske enig i.
Comments
Leave a Reply
