De faglige klubber på Regnecentralen

Posted on oktober 15, 2005
Filed Under Artikelarkiv, Dansk it-historie, Prosa-Bladet

Prosabladet oktober 2005
To år før Regnecentralen gik i betalingsstandsning i 1979, stiftede operatørerne den første PROSAklub på Regnecentralen. Der gik endnu nogle år efter rekonstruktionen, før akademikerne – datalogerne og ingeniørerne – stiftede den første softwareklub på det, der var kommet til at hedde Regnecentralen af 1979.

Den første PROSAklub på Regnecentralen blev stiftet i sommeren 1977, hvor samtlige operatører i Århus-afdelingen stiftede en klub, som efter nogle måneders forhandlinger i samarbejde med PROSA fik succes med at forhandle en lønstigning på 600 kroner i gennemsnit igennem. Faktisk var operatørerne og driftspersonalet på Regnecentralen både i Århus, Aalborg, Odense, Rønne og i hovedsædet i den såkaldte Rialtobygning på Frederiksberg organiseret i faglige klubber med tilknytning til PROSA i slutningen af 70′erne.

Operatørerne var endda delt op i forskellige klubber afhængig af, hvilken maskiner, de arbejdede på. Der var en PROSAklub for operatørerne på RC4000 og en HK-klub for operatørerne på CDC 1604, som var de amerikanske maskiner man havde købt for at løse de mange serviceopgaver, som Regnecentralen havde ansvaret for. Først i foråret 1981 stiftede udviklerne en PROSAklub.

Igen var det århusianerne, der var først og stiftede softwareklubben, der egentlig ikke var en PROSAklub, men i praksis omfattede både medlemmer af Dansk Magisterforening, Ingeniørforeningen i Danmark og PROSA. Der skulle gå endnu længere tid, før medarbejderne på Regnecentralens udviklingsafdeling i Ballerup i 1985 stiftede en tilsvarende klub.

Den hemmelige lønstatistik

Der var nærmest vandtætte skodder mellem de ufaglærte driftsfolk og udviklerne, der hovedsagelig var dataloger og ingeniører. Og selv om softwarefolkene på Regnecentralen i København i midten af 70′erne lavede den første lønstatistik, så skulle der gå endnu ti år med en konflikt og en betalingsstandsning, før udviklerne etablerede deres egen klub.

- Løn var ikke noget, man gik og snakkede om på Regnecentralen. Vi var jo alle individuelt lønnede. Det gjorde man bare ikke, og vi tænkte længe over, hvordan vi skulle samle de tal ind. Så lavede vi sådan en papkasse med en lille revne i toppen og stillede den diskret i et vindfang, hvor alle kom forbi, så man ganske anonymt kunne dumpe den her seddel med oplysninger om ens løn og anciennitet. Og det var der forbavsende mange, der gjorde, fortæller Peter Lauridsen, der begyndte på Regnecentralen i 1971, selv om han aldrig blev færdig med studiet som datalog. Alligevel meldte han sig i begyndelsen af 70′erne ind i PROSA, fordi så var det meget lettere at komme til at arbejde på maskinerne på Regnecentralen.

- Da jeg blev medlem, gik det ligesom meget lettere med at få køretid i maskinstuen, hvor de var stærkt organiseret i PROSA. Jeg fik simpelthen lov til mere end de andre udviklere, griner Peter Lauridsen, der i dag er teamleder i it-afdelingen på Dansk Sygeplejeråd. Sammen med et par kolleger plottede han løntallene ind med blyant på et logaritmeark og hængte det op på gangen. Det var før regnearkets dage.

Udviklerne var udenfor konflikten i 1979

- Der var meget store lønspring, og man kunne høre, hvordan folk stod og undrede sig højlydt ude ved opslagstavlen, fortæller Peter Lauridsen.

- Det var satans, kunne man høre helt ind til os, griner han. Alligevel blev det ikke til noget med at organisere udviklerne på Regnecentralen i den omgang. Og selv om Peter Lauridsen selv blev aktiv i PROSA, kom det fuldstændig bag på ham og de andre udviklere, da operatørerne på Regnecentralens maskinstuer i Aalborg, Århus og København i august 1978 nedlagde arbejdet. Forhandlingerne med ledelsen om en mere permanent ordning på lønaftalen fra året før var løbet ud i sandet.

- Vi anede simpelthen ikke, at der var konflikt, og vi var ikke med. Vi anede ikke, hvad der foregik, fortæller Peter Lauridsen.

Dermed kunne ledelsen spille medarbejdergrupperne ud mod hinanden, og det lykkedes lederne sammen med enkelte uorganiserede at afvikle driftsopgaverne i de tre dage konflikten varede, indtil operatørerne opgav og igen gik i arbejde.

- Jeg blev tilbudt at tage til Aalborg i de dage i forbindelse med en opgave for ikke at blive inddraget eller komme i klemme. Situationen var ret anspændt, og det var frygteligt frustrerende, husker Peter Lauridsen. Selv om konflikten gav et anspændt forhold mellem ledelse og medarbejdere, fik Peter Lauridsen alligevel selv lov at vælge, om han ville tage til Aalborg og arbejde imens.

- Min chef ville ikke sende mig, hvis jeg var imod det. Og det blev jeg faktisk meget rørt over, fordi jeg ikke havde forventet venlighed eller forståelse fra ledelsen i de dage, forklarer han.

Konkurs gav kø til PROSA

Kort efter – i foråret 1979 – gik Regnecentralen i betalingsstandsning, og det blev en glimrende anledning til at styrke det faglige arbejde.

- Det var simpelthen det bedste hverveparameter, vi havde haft, fordi man skulle være organiseret for at kunne indgå i de praktiske forhold med Lønmodtagernes Garantifond. Jeg havde fri den dag og hørte det i radioen og styrtede hen på Regnecentralen. Jeg kan huske, at de stod i kø ude på trappen for at blive medlem af PROSA, siger Peter Lauridsen. Regnecentralen var dog blevet en afgørende faktor for de mange store kunder og kreditorer, så virksomheden blev hurtigt reetableret.

- Vi skippede ikke en eneste dag. Vi kørte bare videre, husker Peter Lauridsen. Den nye virksomhed, Regnecentralen af 1979, skilte dog hurtigt driftsopgaverne ud i et selvstændigt selskab, RC Data, der kort efter blev solgt til ØK Data. Og dermed var udviklerne sikret mod igen at komme i klemme mellem de to faglige miljøer.

Det var Århus-afdelingen, der var hurtigst til at stifte en formel klub. Den 22. april 1981 stiftede de softwareklubben for programmører, der ikke var en decideret PROSAklub, men i praksis omfattede både dataloger – der traditionelt var medlem af Dansk Magisterforening – og PROSAmedlemmer samt ingeniører, der var medlem af Ingeniørforeningen.

- Nogle år senere – i 1984 eller ’85 – lavede vi formelt to klubber, fordi vi havde fået brug for støtte fra de respektive fagforeninger. Så vi stiftede formelt en PROSAklub og en klub for ingeniørerne, men i praksis holdt vi altid fælles møder, fortæller den tidligere formand, Kurt Kirkedal Laursen. I en mappe finder han endda et referat fra den sidste generalforsamling i marts 1992, hvor klubben nedlægges, efter de sidste rester af Regnecentralen er blevet solgt til britiske ICL, og Regnecentralen ophører med at eksistere som selvstændig virksomhed.

- Her står: Referat fra generalforsamling for PROSAklubben og klubben af ingeniører på Regnecentralen i Århus den 17. marts 1992. Så i praksis var der ingen forskel, siger Kurt Kirkedal Laursen.

Akademikere er individualister

I 1985 var tiden inde til at etablere en formel klub i Ballerup, hvortil Regnecentralen i København var flyttet ud i 1980.

- Vi ville gerne have lavet en fælles klub, ligesom i Århus. Men det kunne ikke lade sig gøre. Århusfolkene var mere homogene. I København kunne vi ikke få det igennem, fortæller Peter Lauridsen.

Han peger på, at PROSA var dygtige til at rekruttere studerende på universiteterne og specielt på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, DIKU. Så mange af datalogerne i København var medlem af fagforeningen. Alligevel tog det lang tid, før udviklerne organiserede sig og gik samlet i dialog med ledelsen.

- Akademikere er mere individualistiske og vant til at tænke selvstændigt. Vi var simpelthen ikke vant til fagforeningstanken, forklarer Peter Lauridsen og peger på, at alle medlemmer af Magistrene var med i PROSAs klubber. I kraft af sin position som næstformand i PROSA, var han naturligt blevet den første formand for PROSAfolkene i Ballerup.

Lønskala var første krav

Både i Århus og i Ballerup handlede det først og fremmest om at mindske lønspredningen og få etableret en retfærdig lønskala. Begge steder arbejdede klubberne ud fra en grundtanke om en fælles minimumsløn.

- Det gennemsyrede klubberne i både Århus og Ballerup. Det var noget, vi alle synes, at vi havde behov for, fortæller Thorkild Bogh, der nåede at arbejde i begge afdelingerne såvel som i begge klubberne.

- Vi manglede et sted at drikke bajere og få mere i løn, og så ønskede vi mere åbenhed i forhold til ledelsen, siger Carsten Underbjerg, der var med i klubben i Århus. I København havde Peter Lauridsen lige siden den første anonyme lønstatistik i 1975 i stedet ladet lønskemaet gå rundt, så alle kunne skrive sig på. Han havde afleveret løntallene til PROSA for at få et fælles grundlag at vurdere lønniveauet for Regnecentralens medarbejdere udfra.

- Efter den første gang hvor alle kunne se, hvor stor lønspredningen var, var der ikke nogen problemer med at aflevere oplysningerne direkte til mig, og vi behøvede ikke længere den anonyme papkasse, forklarer Peter Lauridsen. I Århus gik de endnu mere radikalt til værks og hængte lønsedlerne op på opslagstavlen.

- Det irriterede ledelsen voldsomt, fordi det udhulede deres muligheder for at bruge lønnen som styringsinstrument, fortæller Thorkild Bogh.

Klubberne klarede ærterne – uden fagforeningen

Begrebet ligeløn var bestemt ikke ledelsens kop te.

- Når vi kom med vores krav, argumenterede de med, at ikke alle var deres løn værd, hvis alle skulle have en minimumsløn. Men så var vi barske nok til at sige, at så måtte de fyre dem, siger Thorkild Bogh. Hverken Ingeniørforbundet eller PROSA var direkte involveret i forhandlingerne med Regnecentralens ledelse.

- Vi ville da selv løse det, og i 1985 lavede vi en god og gennemtænkt lønaftale med ledelsen. Den var bygget over en minimalskala og en fast lønsum, hvor 90 procent af lønnen var fordelt i forhold til anciennitet. De sidste ti procent kunne ledelsen så fordele. Med den model og begrebet lønsum, var det nemt efterfølgende at gå ind og forhandle lønnen op.

Regnecentralen var jo ikke interesseret i fremstå som løntrykkere, så lønsummen var aldrig under hundrede. Et år lykkedes det os faktisk at hale en lønstigning på 16 procent hjem, fortæller Peter Lauridsen. Han peger på, at skalaerne i både Århus og Ballerup i praksis gjorde lønspredningen mindre og samlet set fik alle mere i lønningsposen.

- Det afgørende var jo, at der var en minimumsløn. Så lønudgifterne steg da for Regnecentralen, efter vi fik os organiseret, forklarer han. I Århus var der ikke ti procent af lønnen til individuel fordeling – fedterøvstillæg, som århusianerne kalder det. Der var kun én procent, som ledelsen selv kunne forvalte.

- Det gav 400 kroner pr. mand, og som jeg husker det, så var der kun fire, der ikke fik det tillæg, fortæller Niels Rose Hansen. Efterspørgslen efter Regnecentralens hjerner var så stor, at det ikke var svært at presse ledelsen til gode lønstigninger.

Fyrede sig selv ved en fejl

Selv om Regnecentralen igennem lange perioder havde det svært, var det ikke lønspørgsmålet, der var det afgørende, og i lange perioder lå århusianerne på Regnecentralen ti procent over PROSAs gennemsnitsløn og to procent over ingeniørernes.

- Man gik aldrig ind til en forhandling for at gå ned i løn – heller ikke fra ledelsens side. I stedet gik Regnecentralen ud og skaffede penge fra investorerne, siger Carsten Underbjerg. Og linien i Århus var hård. Hvert år deponerede medarbejderne deres opsigelser, inden de gik til lønforhandlinger. Et år gik det dog galt for en af medarbejderne, Jens Kristian Kjærgaard.

- Han sad med i bestyrelsen, men ved en fejl var han kommet til at aflevere sin opsigelse til ledelsen, og de lod ham gå hjem på stedet, siger Birgitte Nielsen fra den århusianske klub. Nogle dage senere var forhandlingerne dog ovre, og Jens Kristian Kjærgaard fik lov at vende tilbage til sit arbejde.

Det handler om løn – ikke arbejdstid

På Regnecentralen var både ledelse og medarbejdere vokset op med en pionerkultur, hvor man gav sit yderste, så arbejdstiden var ikke en afgørende parameter i forhandlingerne. Ånden fra Regnecentralens pionerdage var blevet daglig rutine og gængs arbejdskultur – både i det, der dengang hed edb-branchen og i vore dages it-branche.

- Det var bestemt ikke en lønmodtagerkultur. Tværtimod holdt jeg op på Regnecentralen i 1990, fordi jeg tre måneder om året forsvandt fra jordens overflade, når der var et eller andet kritisk, der skulle gøres færdig, forklarer Peter Lauridsen.

- Jeg kan huske, at vi havde solgt vores telefonoplysningssystem til Kuwait og tilbudt dem en lang række features. De satte så kryds i alle felterne og valgte det hele, så vi fik pludselig meget travlt. Jeg skulle undervise syv kuwaitere i det nye system, og når jeg gik til tavlen onsdag morgen, var det jeg skulle undervise i, først blevet færdig tirsdag nat. Men det var jo kendetegnende for it-branchen på den tid, supplerer Thorkild Bogh.

Fyringsrunder – hvert år

I slutningen af 80′erne begyndte problemerne for alvor at tårne sig op for Regnecentralen, der blev handlet mellem en række forskellige udenlandske selskaber som amerikanske ITT, franske Alcatel og britiske ICL – solgt til japanske Fujitsu i begyndelsen af 90′erne. Fra 1988 blev de årlige fyringsrunder i januar lige så sikre som tømmermændene efter nytårsaften.
- Som jeg husker det, røg vi nærmest ind i fyringsrunder hvert halve år, og så fik vi i allerhøjeste grad brug for en klub, siger Peter Lauridsen. I Ballerup lempede klubben derfor i samarbejde med ledelsen på skalaens øverste trin for at beskytte medarbejdere med høj anciennitet, som var blevet meget dyre for Regnecentralen.

- Der sad jo nogle nørder, der havde været der i mange, mange år, som ikke var gode til at sælge sig selv i lønforhandlinger eller til en ny arbejdsgiver. De ville nærmest ikke have en chance på arbejdsmarkedet, og vi ville undgå at de røg ud som de første, forklarer Peter Lauridsen. Den gik ikke i Århus, som efter Peter Lauridsens vurdering altid var en smule mere rabiate.

- Når vi syntes, det var ok, så gik Århus altid lige et skridt videre.

- Ledelsen prøvede også at angribe vores lønskala, som de gerne ville helt af med. Men vi gik aldrig ned i løn, siger Birgitte Nielsen.

PROSA spillede en afgørende rolle

Alligevel er Peter Lauridsen ikke i tvivl om, at netop i de år gjorde PROSAklubberne en afgørende forskel for Regnecentralens medarbejdere.

- Under den store fyringsrunde i 1990 blev medarbejderne fritstillet med løn. Hvis vi ikke havde været der, tvivler jeg på, at det var sket, forklarer han og peger på, at våbnet i forhandlingerne altid var ordet.
- Man vandt jo på at have de bedste argumenter. Vi ville ikke strejke, vi gik i stedet op og argumenterede. Det interessante er jo, at nogen går op og siger de her ting til ledelsen og får dem til at lytte, forklarer Peter Lauridsen. Da Regnecentralen som selvstændig virksomhed helt forsvinder i 1992, bliver Århus-afdelingen, der beskæftigede sig med netværkssystemer, solgt til en dansk investor. Her fik de resterende 20 medarbejdere fra den opløste PROSAklub selv lov at definere deres lønskala. Den viden, som medarbejderne sad inde med, var så meget værd, at den nye ejer, Svend Møller Nielsen, accepterede lønkravene uden at blinke. Alle PROSAklubberne blev opløst, da Regnecentralen lukkede i 1992.

Comments